Nægtet momsfradrag for brændstof: Tankkortordning for udenlandske vognmænd anset som momsfritaget finansiering

Sagen vedrører et selskabs ret til fradrag for købsmoms på brændstof, som udenlandske transportører tankede ved brug af selskabets brændstofkort i perioden 1. januar 2017 til 30. september 2019. Skattestyrelsen havde forhøjet selskabets momstilsvar med 533.190 kr., idet styrelsen anså transaktionen for at være en momsfritaget finansieringsydelse frem for en momspligtig levering af varer.

Selskabet handlede med dyr og brugte tyske vognmænd til transport. For at sikre vognmændene bedre rabataftaler, fik selskabet udleveret brændstofkort fra et benzinselskab (virksomhed4), som vognmændene brugte til tankning i Danmark. Selskabet modtog fakturaer med moms fra benzinselskabet og viderfakturerede det faktiske beløb plus et tillæg på 3 øre pr. liter til vognmændene.

Selskabets og Skattestyrelsens Argumenter

Skattestyrelsens holdning var, at selskabet ikke havde haft råderet over brændstoffet (jf. Momslovens § 4, stk. 1) og derfor ikke leverede en vare. Da selskabet videresendte den faktiske udgift plus et tillæg, blev ordningen anset for momsfritaget långivning eller finansiering, jf. Momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a. Dette synspunkt blev understøttet af EU-Domstolens praksis (C-185/01 Auto Lease og C-235/18 Vega).

Selskabets principale påstand var, at de indkøbte og videresolgte brændstoffet i eget navn og for egen regning og risiko, og at vognmændene efterspurgte en vare, ikke finansiering. Selskabet mente, at det var i strid med momsens neutralitetsprincip at nægte fradrag i en transaktionskæde bestående af momspligtige ydelser (transport) og varer (brændstof). Selskabet henviste til EU-dommen C-165/86 (Intiem).

Selskabets subsidiære påstand var, at hvis der var tale om finansiering, udgjorde dette alene en minimal biydelse til hovedleverancen, som var salget af brændstof. Selskabet bemærkede, at den kredit, vognmændene opnåede, alene var en konsekvens af de almindelige betalingsbetingelser (20 dage) og ikke en egentlig finansiering.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse, hvorefter selskabet ikke var berettiget til fradrag for købsmoms af udgifterne til brændstof.

Retten lagde vægt på følgende begrundelse:

1. Ingen Levering af Vare: De tyske transportører havde frit kunnet tanke og råde over brændstoffet, og da udgiften blev viderefaktureret fuldt ud, bar transportørerne udgifterne i sin helhed. I overensstemmelse med EU-Domstolens dom i sag C-235/18 Vega International Car Transport and Logistic, fandt Landsskatteretten, at selskabet ikke havde erhvervet retten til faktisk at råde over brændstoffet, jf. .