Planklagenævnet ophæver delvist Esbjerg Kommunes dispensation for udnyttelsesgrad og gulvkote i Sjelborg

Etageantal (§ 5.1.1)

Planklagenævnet vurderede, at byggeriet samlet set fremstår som en bygning i én etage med kælder. Nævnet lagde vægt på, at byggeriet tydeligt fremstår som én etage fra nord- og vestvendte sider, og at den delvist fritlagte kælder mod syd ikke vil være synlig for naboer eller forbipasserende på grund af terrænforholdene. Bygningens etageantal blev derfor fundet at være i overensstemmelse med byplanvedtægtens Byplanvedtægt nr. 40 § 5.1.1 og dermed umiddelbart tilladt.

Udnyttelsesgrad (§ 5.1)

Nævnet fandt, at kommunen havde beregnet udnyttelsesgraden efter det forkerte regelsæt (BR77 i stedet for BR72, som var gældende ved vedtagelsen af byplanvedtægten i 1977). Denne retlige mangel blev anset for væsentlig, da den kunne føre til et andet resultat. På den baggrund ophævede Planklagenævnet kommunens afgørelse om dispensation fra Byplanvedtægt nr. 40 § 5.1 og hjemviste denne del af sagen til fornyet behandling i kommunen.

Gulvkote (§ 5.1.2)

Planklagenævnet fastslog, at den ansøgte gulvkote på 3,777 DVR 90 var i strid med byplanvedtægtens Byplanvedtægt nr. 40 § 5.1.2, som kræver, at gulvkoten ikke må være under 4,0. Forholdet krævede derfor dispensation, jf. Planloven § 19.

Nævnet vurderede, at kommunens dispensation fra Byplanvedtægt nr. 40 § 5.1.2 ikke var i strid med planens principper, da der var tale om en bebyggelsesregulerende bestemmelse, og byplanvedtægten ikke indeholdt en formålsbestemmelse, der gjorde bestemmelsen til en del af planens principper. Kommunen havde således hjemmel til at give dispensation, jf. Planloven § 19, stk. 1.

Planlægningsmæssigt relevante hensyn

Kommunens begrundelse for dispensationen fra Byplanvedtægt nr. 40 § 5.1.2 – at kælderen ikke skulle anvendes til beboelse, at byggeriet var tilpasset grunden, og at det ikke medførte væsentlige gener for naboerne – blev fundet at være baseret på saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn. Nævnet kunne derfor ikke give medhold i klagepunktet.

Naboorientering og håndtering af indsigelser

Planklagenævnet fandt, at kommunen havde overholdt reglerne om naboorientering i Planloven § 20, stk. 1. Klagerne var blevet orienteret, og deres indsigelser indgik som bilag i byrådets behandling af sagen. Kommunen er ikke forpligtet til at imødekomme indkomne indsigelser. Nævnet kunne derfor ikke give medhold i dette klagepunkt.

Konklusion

Planklagenævnet ophævede den del af Esbjerg Kommunes afgørelse af 2. december 2024, der vedrørte dispensation fra byplanvedtægtens Byplanvedtægt nr. 40 § 5.1 om udnyttelsesgrad, og hjemviste denne del til fornyet behandling i kommunen. Nævnet kunne ikke give medhold i den resterende del af klagerne. Dette betyder, at kommunens dispensation fra Byplanvedtægt nr. 40 § 5.1.2 til byggeriets gulvkote samt kommunens afgørelse om, at byggeriet er i overensstemmelse med byplanvedtægtens Byplanvedtægt nr. 40 § 5.1.1 om etageantal, fortsat gælder. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, og er endelig, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.

• § 5.1: Udnyttelsesgraden må ikke overstige 0,10.
• § 5.1.1: Bygninger må ikke opføres med mere end 1 etage og må ikke gives en større højde end 5,00 m.
• § 5.1.2: Gulvkote i samtlige bygninger må ikke være under 4,0.

Kommunens begrundelse for dispensation

Kommunen begrundede dispensationen med, at der tidligere var dispenseret fra udnyttelsesgraden, og at en bebyggelsesprocent på 15 i henhold til beregningsreglerne efter BR18 var i overensstemmelse med områdets principper. For gulvkoten anførte kommunen, at det var af underordnet betydning, at kældergulvet var beliggende i kote 3,777 DVR 90, da kælderen ikke anvendes til beboelse. Desuden lagde kommunen vægt på, at byggeriet var tilpasset matriklen og ikke ville medføre væsentlige skygge-, lys- og indbliksgener for naboerne.

Klagepunkter

Klagerne anførte, at byggeriet reelt var i to fulde etager, da kælderen var beregnet til beboelse, og at dette var en omgåelse af byplanvedtægtens forbud mod to etager. De gjorde også gældende, at kommunen havde beregnet udnyttelsesgraden forkert ved ikke at medregne kælderarealet. Endvidere mente klagerne, at dispensationen fra byplanvedtægtens bestemmelse om gulvkote var i strid med byplanvedtægtens overordnede formål, og at kommunens beslutning havde været ensidig, idet klagernes høringssvar ikke var blevet inddraget tilstrækkeligt.

Planklagenævnets fokusområder

Planklagenævnet behandlede følgende spørgsmål i sagen:

• Om forholdet var umiddelbart tilladt efter byplanvedtægten, jf. Planlovens § 18, eller krævede dispensation fra byplanvedtægtens §§ 5.1, 5.1.1 og 5.1.2.
• Om kommunen havde hjemmel til at give dispensation, jf. Planlovens § 19.
• Om kommunens skønsmæssige vurdering var baseret på planlægningsmæssigt relevante hensyn.
• Om reglerne om naboorientering var overholdt, jf. Planlovens § 20.