Principiel afgørelse om inddragelse af barnets synspunkter og forældrebetaling for anbringelse, tabt arbejdsfortjeneste og støtteperson

Ankestyrelsen har behandlet fire sager principielt for at afklare, hvornår kravet om inddragelse af barnet i Bekendtgørelse af barnets lov § 5, stk. 3 finder anvendelse. Sagerne omhandlede forskellige ydelser til forældre med børn, der modtager støtte fra kommunen.

I én sag blev en afgørelse om tabt arbejdsfortjeneste hjemvist til ny behandling. Afgørelsen ville få direkte betydning for, om barnet skulle passes i hjemmet eller være i SFO. Da dette vedrører barnets forhold, var det en fejl, at kommunen ikke havde talt med barnet og inddraget dets holdning.

I de tre andre sager blev kommunernes afgørelser stadfæstet. Disse sager handlede om:

• Fastsættelse af forældrebetaling for et anbragt barn.
• Beregning af tabt arbejdsfortjeneste til en forælder, der var under uddannelse ved ydelsens start.
• Omfanget af timer til en støtteperson for en forælder med anbragte børn.

I disse tilfælde vurderede Ankestyrelsen, at afgørelserne primært vedrørte forældrenes økonomiske og personlige forhold. Selvom afgørelserne var en konsekvens af barnets situation, havde de ikke direkte indvirkning på barnets forhold på en måde, der udløste pligten til at afholde en samtale med barnet.

Ankestyrelsen fastslår, at pligten til at inddrage et barn eller en ung gennem samtale og direkte kontakt ifølge Bekendtgørelse af barnets lov § 5, stk. 3 er en garantiforskrift. En overtrædelse af denne regel medfører som udgangspunkt, at afgørelsen er ugyldig.

Betingelser for anvendelse af reglen

Pligten til at inddrage barnet gælder kun for afgørelser, der handler om barnets eller den unges forhold. Det afgørende er, om selve beslutningen har direkte indvirkning på barnets liv og hverdag.

• Et eksempel er en afgørelse om tabt arbejdsfortjeneste, hvor resultatet afgør, om barnet skal passes hjemme eller i en institution. Her skal barnets holdning inddrages.

Afgørelser der ikke er omfattet

Reglen finder ikke anvendelse, når en afgørelse primært vedrører forældrenes forhold, selvom den er relateret til barnet. Dette gælder typisk afgørelser af ren økonomisk eller støttemæssig karakter for forældrene.