Afslag på forlængelse af dispensation fra bopælspligt stadfæstes

Nævnets begrundelse

Nævnet konstaterede, at ejendommen er en landbrugsejendom underlagt landbrugspligt i henhold til Landbrugsloven § 2, stk. 1 og Landbrugsloven § 2, stk. 2. Da klageren er et anpartsselskab, er erhvervelsen omfattet af bopælspligten efter Landbrugsloven § 20, stk. 1.

Nævnet lagde vægt på den restriktive praksis for dispensation fra bopælspligten, som Landbrugsstyrelsen anvender i henhold til Landbrugsloven § 20, stk. 2 og Bekendtgørelse om reglerne i lov om landbrugsejendomme § 12, jf. Bekendtgørelse om reglerne i lov om landbrugsejendomme § 11, stk. 1, nr. 1. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Landbrugsstyrelsens praksis om, at fristen normalt ikke forlænges, medmindre der er tilstødt særlige forhold, som ikke kan tilskrives klageren.

Nævnet vurderede, at klageren ikke havde redegjort for særlige forhold, der undtagelsesvis kunne begrunde en forlængelse. Dette blev begrundet med følgende:

• Klageren ansøgte først om byggetilladelse næsten 8 måneder efter erhvervelsen af ejendommen.
• Kommunens sagsbehandlingstid på ca. 2,5 måneder blev ikke anset for at have begrænset klagerens handlemuligheder i en sådan grad, at det udgjorde et særligt forhold.
• Klageren ansøgte først om de nødvendige tilladelser til afledning af husspildevand og tagvand meget sent i forløbet, hvor den sidste ansøgning blev indsendt kun 4 dage før udløbet af den oprindelige dispensation. Disse tilladelser var en forudsætning for påbegyndelse af byggearbejdet ifølge byggetilladelsen.

Nævnet konkluderede, at den manglende opfyldelse af bopælspligten inden for fristen skyldtes klagerens egne forhold, uanset eventuelle vejrligsdage. Klagerens valg af professionelle rådgivere og entreprenører blev også anset for at være klagerens egen beslutning og ikke et særligt forhold, der kunne begrunde en forlængelse.

Landbrugsstyrelsen afslog den 16. juni 2017 ansøgningen om tidsubegrænset dispensation fra bopælspligten. Styrelsen henviste til, at der gælder en bopælspligt ved erhvervelse af landbrugsejendomme, som skal opfyldes i mindst 10 år, og at der ikke forelå særlige forhold, der kunne begrunde en dispensation. Dog meddelte styrelsen tilladelse til midlertidigt at eje ejendommen i to år, hvorefter den skulle sælges, eller forholdet lovliggøres. Styrelsen henviste til Landbrugslovens § 17, stk. 1, Landbrugslovens § 14 og Landbrugslovens § 8.

Klagens indhold og Landbrugsstyrelsens bemærkninger

Klager påklagede afgørelsen den 11. juli 2017 til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klager ønskede at beholde ejendommen som en helhed, herunder jordarealet, for at kunne påvirke dyrkningsmetoderne, især da ejendommens vandboring forsyner ca. 10 husstande på øen. Klager anførte også, at stuehuset var under renovering for at blive helårsbeboeligt, og at renoveringsprojekter på en lille ø er en længerevarende proces. Klager ønskede at fortsætte med at være en del af livet på øen og mente, at særlige forhold omkring øen kunne begrunde en dispensation fra bopælspligten. Klager gentog også vigtigheden af lejeaftalen med Det Danske Spejderkorps.

Landbrugsstyrelsen fastholdt sin afgørelse og bemærkede, at klagers kendskab til landbrugsmæssig drift, ønsket om at påvirke dyrkning, og vandboringen ikke var relevante forhold, der kunne ændre ved de objektive betingelser for tidsubegrænset dispensation. Styrelsen oplyste desuden, at der pr. 19. januar 2021 ikke var bopæl på ejendommen, og at den sidst var beboet i 2003. Der er daglig færgeadgang til øen med en færgetid på 20 minutter, hvilket normalt ikke berettiger til dispensation på grund af beliggenhed.