Delvis genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse om Tårnby Kommunes endelige vedtagelse

Nævnet fandt grundlag for at genoptage sagen specifikt for at uddybe og præcisere vurderingen af kommunens manglende inddragelse af oplysninger om udvidelse af Øresundsmotorvejen og Øresundsbanen. Dette skyldtes, at formuleringerne i den tidligere afgørelse kunne give et fejlagtigt indtryk af, at kommunen generelt ikke skulle inddrage fremtidige kendte planer og projekter. Det følger desuden af Lov om Planklagenævnet § 8, stk. 1, at der skal betales et gebyr for behandling af klager, herunder anmodninger om genoptagelse.

De øvrige klagepunkter, som klageren anførte som grundlag for genoptagelse (uenighed i nævnets vurderinger og nye klagepunkter), blev afvist, da de ikke opfyldte betingelserne for genoptagelse. Nævnet bemærkede, at kommunens skønsmæssige vurdering af planernes indhold og hensigtsmæssighed ikke kan efterprøves af nævnet.

Planklagenævnet genoptog dele af sagen for at foretage en fornyet realitetsbehandling af klagepunktet vedrørende kommunens manglende inddragelse af oplysninger om udvidelse af Øresundsmotorvejen og Øresundsbanen i planlægningen og miljørapporten.

Vurdering af Manglende Inddragelse af Oplysninger

Planklagenævnet konstaterede, at lokalplanen ikke indeholdt oplysninger om den politiske aftale fra 2021 om udvidelse af Øresundsmotorvejen og Øresundsbanen. Nævnet fandt, at lokalplanen led af en retlig mangel i henhold til Planlovens § 16, stk. 1, da kommunen var bekendt med de politiske drøftelser og aftaler på tidspunktet for planens vedtagelse, og planområdet grænser op til de pågældende infrastrukturer.

På trods af den retlige mangel vurderede Planklagenævnet, at manglen ikke var væsentlig, uanset at kommunen burde have oplyst om de planlagte udvidelser og inddraget det i miljørapporten. Nævnet lagde vægt på følgende:

• Øresundsbanen: Systemplan 2050 fra juli 2021 beskrev udbygningen i fem etaper, hvor udbygning til fire spor forbi Tårnby var den sidste og mest vanskelige etape, der krævede yderligere studier af alternative løsninger. Der forelå ikke konkrete oplysninger om en perronudvidelse på Tårnby Station eller en politisk aftale herom på tidspunktet for lokalplanens vedtagelse. Desuden afskærmer den eksisterende overdækning over Øresundsbanen planområdet fra støjpåvirkning, også ved et øget antal tog.
• Øresundsmotorvejen: Projektoversigten til Infrastrukturplan 2035 angav, at udvidelsen af Øresundsmotorvejen med et ekstra spor i hver retning ville inkludere tiltag, der sikrer, at støjbelastningen af boliger langs motorvejen ikke forøges.

Nævnet konkluderede, at der på planvedtagelsestidspunktet ikke forelå tilstrækkelig konkret viden om de to projekter til, at der kunne foretages en vurdering af støjpåvirkningen i miljøvurderingen i henhold til Miljøvurderingslovens § 12. Miljørapporten skal kun indeholde de oplysninger, som med rimelighed kan forlanges med hensyntagen til den aktuelle viden og gængse vurderingsmetoder, jf. Miljøvurderingslovens § 12, stk. 2.

Afgørelse

Planklagenævnet kunne på den baggrund ikke give medhold i klagen over Tårnby Kommunes afgørelse af 21. juni 2022 om endelig vedtagelse af lokalplan nr. 143 og kommuneplantillæg nr. 21 med tilhørende miljørapport. Dette betyder, at planerne fortsat gælder.

Denne afgørelse erstatter Planklagenævnets tidligere afgørelse af 1. november 2023 for så vidt angår nævnets behandling af klagen over kommunens manglende inddragelse af oplysninger om udvidelser af henholdsvis Øresundsmotorvejen og Øresundsbanen. De øvrige dele af den tidligere afgørelse forbliver gældende.

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.

Klageren indbragte kommunens afgørelse for Planklagenævnet den 29. september 2019. Planklagenævnet traf afgørelse den 3. november 2020 og fandt ikke grundlag for at give klageren medhold. Nævnet lagde vægt på, at en sammenlignelig sag vedrørende ejendommen A 2 ikke kunne føre til en genoptagelsespligt for kommunen, da de faktiske forhold ikke var sammenlignelige. Specifikt blev det fremhævet, at terrassen på A 2 var etableret i terrænniveau, da den underliggende bygning blev betegnet som kælder på grund af det høje terræn.

Anmodning om genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse

Klageren anmodede den 4. november 2020 om genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse af 3. november 2020. Klageren anførte, at nævnet havde lagt vægt på to udtalelser fra kommunen, som der ikke var retligt belæg for. Klageren argumenterede specifikt, at den del af ejendommen A 2, som kommunen opfattede som kælder (benævnt "sauna og depot"), ifølge BBR-registret og bygningstegninger skulle regnes som beboelse og ikke kælder. Klageren påpegede, at denne del af boligen stod i åben, niveaufri forbindelse med husets stue og havde niveaufri udgang til det fri, hvilket ifølge retningslinjer for kælderrum indikerer et beboelsesrum. Klageren fremhævede desuden, at bygningstegningerne for A 2 viste en tagterrasse med adgang fra 1. sal og et lovpligtigt rækværk, hvilket modsagde kommunens opfattelse af en terrænterrasse. Klageren gjorde også gældende, at kommunen anvendte urigtig argumentation vedrørende dispensation til et trappetårn og en kvist på A 2. Endelig bemærkede klageren, at en enkeltstående fravigelse af lovlig praksis som udgangspunkt vil blive anset for usaglig forskelsbehandling, og at de fremsatte bemærkninger alle havde været fremlagt i den oprindelige klage.