Afslag på dispensation til døre i bevaringsværdig bebyggelse i Kartoffelrækkerne

Sagen omhandler et afslag fra Københavns Kommune på dispensation til at bibeholde en udgangsdør og to terrassedøre på en ejendom i Kartoffelrækkerne, som er omfattet af lokalplan nr. 115. Kommunen begrundede afslaget med, at dørenes udformning med glasfyldninger og sprosser ikke var i overensstemmelse med lokalplanens formål om at bevare bebyggelsens oprindelige arkitektoniske udtryk.

Klagen til Planklagenævnet

Ejeren klagede over afgørelsen med flere begrundelser:

• At ændringerne var umiddelbart tilladte efter lokalplanen.
• At kommunen havde handlet i strid med lighedsgrundsætningen ved at tillade lignende døre i andre sager.
• At et krav om fysisk lovliggørelse ville medføre et uforholdsmæssigt stort værdispild på ca. 85.000 kr.

Klagen indeholdt henvisninger til 11 konkrete sager, hvor kommunen tidligere havde givet tilladelse til lignende døre. Klageren anførte, at kommunens ændring af praksis ikke var blevet kommunikeret klart, hvilket skabte retsusikkerhed.

Planklagenævnet gav ikke medhold i klagen, og Københavns Kommunes afgørelse står derfor ved magt.

Krav om dispensation

Nævnet fastslog, at de opsatte døre ikke var i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser og derfor krævede dispensation. Ifølge Lokalplan nr. 115, Kartoffelrækkerne § 6, stk. 2, litra c, skal døre udføres med fyldninger og inddelinger som oprindeligt, hvilket i dette tilfælde var døre med træfyldninger. Da de nye døre havde glasfyldninger, var de ikke omfattet af undtagelsen og krævede dispensation efter Lokalplan nr. 115, Kartoffelrækkerne § 6, stk. 1.

Vurdering af lighedsgrundsætningen

Planklagenævnet fandt ikke, at kommunen havde handlet i strid med lighedsgrundsætningen. Nævnet lagde til grund, at kommunen havde ændret sin dispensationspraksis i 2020/2021 for at sikre lokalplanens bevaringsformål. Da de sager, klageren henviste til, var afgjort før denne praksisændring, var der ikke tale om usaglig forskelsbehandling. En forvaltningsmyndighed har ret til at ændre sin praksis, så længe det sker generelt og på et sagligt grundlag.

Proportionalitet og værdispild

Nævnet vurderede, at et krav om fysisk lovliggørelse ikke var uproportionalt. Hensynet til at håndhæve lokalplanens bevaringsværdige formål og undgå præcedens vejede tungere end det anslåede værdispild på 85.000 kr. Nævnet fandt således ikke, at udgifterne til lovliggørelse var så store, at de kunne opveje interessen i retshåndhævelsen.

Planklagenævnet afviste at behandle klagepunktet om lang sagsbehandlingstid, da det ikke havde betydning for afgørelsens gyldighed.