Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til arealoverførsel og genopførelse af enfamiliehus

Klagen og generelle principper

Klageren anførte, at afgørelsen var i strid med planlægningsmæssige og landskabelige interesser, og at den kunne skabe uhensigtsmæssig præcedens. Klageren mente, at der var tale om nyopførelse, ikke erstatningsbyggeri, da der var gået over 10 år siden nedrivningen, og matriklen havde fremstået uden bebyggelse. Klageren fremhævede også, at arealoverførslen af landbrugsjord til helårsbeboelse skete på et område udpeget som særligt værdifuldt landbrugsområde, hvor der skal udvises særlig tilbageholdenhed med at inddrage arealer til ikke-jordbrugsmæssige formål.

Planklagenævnet understregede, at hovedformålet med landzonereglerne er at forhindre byspredning og sikre, at bymæssig udvikling sker planlagt, med hensyn til landskabelige, rekreative og arealressourcemæssige interesser samt erhvervslivets muligheder for vækst og udvikling, jf. Planlovens § 35, stk. 1.

• Arealoverførsel: En arealoverførsel, hvor et areal fraskilles én ejendom og tillægges en anden, jf. Udstykningslovens § 7, kræver ikke landzonetilladelse, medmindre der tilsigtes en ændret anvendelse af arealet og/eller opførelse af bebyggelse.
• Genopførelse af nedrevet helårsbolig: Praksis tillader som hovedregel genopførelse af et lovligt opført hus, der nedrives, medmindre særlige omstændigheder taler imod. Det er en forudsætning, at huset ikke er så forfaldent, at det betragtes som en ruin, og at det har repræsenteret en værdi af betydning.
• Opførelse af ny helårsbolig: Som altovervejende hovedregel gives afslag på ansøgninger om at opføre fritliggende boliger i det åbne land for at undgå spredt og uplanlagt bebyggelse. Praksis er særligt restriktiv tæt på byzone for at opretholde en klar grænse mellem by og land.

Planklagenævnets vurdering

Planklagenævnet fandt, at der ikke var tale om genopførelse, men en nyopførelse. Nævnet lagde vægt på, at enfamiliehuset blev nedrevet i 2012 og på daværende tidspunkt var i så dårlig forfatning, at det blev nedrevet med støtte fra indsatspuljen, og derfor måtte betragtes som en ruin. Huset havde desuden ikke været beboet siden 2008.

Nævnet vurderede, at der ikke kunne gives landzonetilladelse til det ansøgte, da det ville medføre etablering af en ny beboelse i det åbne land i strid med formålet med landzonebestemmelserne. Der forelå ikke omstændigheder, der kunne begrunde en fravigelse af praksis. Hensynet til at undgå uønsket præcedens blev også fremhævet. Det forhold, at ansøgerens nuværende bopæl var påtænkt eksproprieret, medførte ikke i sig selv en ret til at opføre et nyt enfamiliehus i strid med landzonebestemmelserne.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret tilbagebetales.

Kommunens argumentation

• Kommunen mente, at ansøgningen imødekom tidligere vilkår for afslag.
• Placeringen var tættere på eksisterende bebyggelse, og boligarealet var reduceret.
• Kommunen vurderede, at byggeriet lå inden for rammerne af Planlovens § 36.

Ansøgers argumentation

• Ansøger ønskede at flytte stuehuset pga. trafikstøj.
• Flytningen ville give bedre muligheder for disponering af arealet.
• Ansøger mente, at husets stil passede godt ind i landskabsbilledet.