Afslag på lovliggørende dispensation til pavillon i Hvidovre Kommune stadfæstet af Planklagenævnet

Hvidovre Kommune traf den 28. november 2023 afgørelse om at give afslag på en lovliggørende dispensation fra byplanvedtægt nr. 15 til en pavillon på 9 m² opført på ejendommen [A1]. Pavillonen blev opført i 2007 og er placeret 1,67 meter fra vejskellet mod [A1]. Sagen opstod, da kommunen konstaterede, at byggeriet var i strid med de fastlagte byggelinjer i området.

Pavillonens placering i forhold til byplanvedtægtens byggelinjer

Ejendommen er omfattet af byplanvedtægt nr. 15, som blev vedtaget den 16. juli 1967. Ifølge vedtægtens § 3, litra A, stk. 1, er der pålagt byggelinjer langs Sydkærsvej med en fremtidig afstand fra vejmidte på 11,50 meter. Pavillonen er placeret inden for denne byggelinje, hvilket er i strid med bestemmelsen. Efter Planloven § 18 er lokalplanens (eller byplanvedtægtens) bestemmelser bindende for borgerne, og forhold i strid hermed kræver dispensation i henhold til Planloven § 19.

Kommunens begrundelse og klagers argumenter

Kommunen begrundede sit afslag med et ønske om at sikre et åbent og grønt udtryk langs parcelhusvejene samt frygt for, at en dispensation ville skabe uønsket præcedens i området. Ejeren af ejendommen klagede over afgørelsen og anførte primært to retslige indsigelser:

• Tilsidesættelse af lighedsgrundsætningen: Klageren påpegede, at der tidligere var givet dispensationer til åbne carporte på samme vej.
• Berettigede forventninger: Klageren hævdede at have modtaget en mundtlig tilladelse til pavillonen fra en kommunal byggesagkyndig i slutningen af 1990'erne, og at byggeriet derfor skete i god tro.

Klageren var desuden uenig i kommunens skønsmæssige vurdering af, at pavillonen skæmmede områdets udtryk.

Planklagenævnets vurdering af lighedsgrundsætningen

Planklagenævnet undersøgte, om kommunen havde handlet i strid med det forvaltningsretlige lighedsprincip. Nævnet konstaterede, at de dispensationer, klageren henviste til, vedrørte åbne carporte. Nævnet fandt, at en pavillon og en åben carport ikke er sammenlignelige byggerier i det væsentlige. Da der ikke var tale om ensartede sager, forelå der ikke usaglig forskelsbehandling ved at give afslag i denne sag, selvom der var givet tilladelser til carporte i nærheden.

Vurdering af mundtlige tilsagn og bevisførelse

I forhold til klagerens påstand om en mundtlig godkendelse, undersøgte nævnet kommunens arkiver. Der fandtes ingen notater eller dokumentation, der kunne bekræfte et sådant tilsagn. Nævnet anførte, at et bindende forhåndstilsagn kræver, at kommunen har taget konkret stilling på et fuldt oplyst grundlag. Da Planklagenævnet ikke har kompetence til at foretage bevisførelse gennem vidneafhøringer, lagde de de foreliggende skriftlige oplysninger til grund. Nævnet fandt derfor ikke grundlag for at fastslå, at der forelå et bindende tilsagn eller en berettiget forventning, der kunne tilsidesætte afslaget.