Planklagenævnets afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til pavillon i Hvidovre

Hvidovre Kommune traf den 28. november 2023 afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til en pavillon på 9 m2, beliggende på ejendommen [A1], 2650 Hvidovre. Ejendommen er omfattet af byplanvedtægt nr. 15, som fastsætter en byggelinje på 11,50 m fra vejmidten af [A1]. Pavillonen, der blev opført i 2007, er placeret 1,67 m fra vejskel og er dermed i strid med byplanvedtægtens bestemmelser.

Ejendommen og Byplanvedtægten

Ejendommen [A1] er reguleret af byplanvedtægt nr. 15, vedtaget den 16. juli 1967. Ifølge byplanvedtægtens § 3, litra A, stk. 1 gælder der en fremtidig byggelinjeafstand på 11,50 m fra vejmidten langs [A1] (Sydkærsvej). Pavillonens placering overtræder denne byggelinje.

Kommunens Afgørelse

Kommunen begrundede afslaget på dispensation med et ønske om at bevare et åbent og grønt udtryk langs parcelhusvejene og frygten for, at en dispensation ville skabe præcedens. Da pavillonen ikke er i overensstemmelse med byplanvedtægten, kræver den dispensation efter Planlovens § 19.

Klagen til Planklagenævnet

Ejeren af ejendommen klagede over kommunens afgørelse. Planklagenævnet behandlede to hovedspørgsmål i sagen:

• Om kommunen havde overholdt det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip.
• Om klageren havde berettigede forventninger som følge af kommunens tidligere tilkendegivelser.

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Hvidovre Kommunes afslag på lovliggørende dispensation til pavillonen. Dette betyder, at kommunens afgørelse står ved magt.

Planklagenævnets Kompetence

Planklagenævnet kan efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3 tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven. Dette omfatter spørgsmål om lovlighed, gyldighed, fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger. Bestemmelserne i en lokalplan er bindende, jf. Planlovens § 18, og dispositioner i strid hermed kræver dispensation efter Planlovens § 19.

Vurdering af Lighedsgrundsætningen

Klageren anførte, at kommunen havde tilsidesat lighedsgrundsætningen ved at give afslag på dispensation til pavillonen, da der tidligere var givet dispensation til åbne carporte på samme vej. Planklagenævnet vurderede, at der ikke var tale om forhold, der i det væsentlige var ens. En pavillon er en anden type byggeri end en åben carport, og nævnet fandt derfor ikke, at kommunens afslag var udtryk for usaglig forskelsbehandling af klageren.

Vurdering af Berettigede Forventninger

Klageren gjorde gældende, at pavillonen blev opført i 2007 i god tro på baggrund af en mundtlig tilladelse fra kommunen i slutningen af 1990'erne. Kommunen oplyste, at der ikke fandtes notater, der kunne bekræfte en sådan mundtlig tilkendegivelse. Planklagenævnet bemærkede, at en nærmere afklaring af et eventuelt bindende forhåndstilsagn ville kræve bevisførelse med vidneafhøringer, hvilket nævnet ikke kan foretage. Baseret på de foreliggende faktiske oplysninger i sagen lagde nævnet til grund, at der ikke var givet et bindende forhåndstilsagn eller en berettiget forventning om tilladelse til pavillonen.

Forhold der Ikke Behandles

Planklagenævnet behandlede ikke klagepunkter vedrørende kommunens skønsmæssige vurdering af, om pavillonen skæmmer området, eller om en dispensation ville være præcedensskabende. Disse spørgsmål vedrører ikke retlige forhold efter planloven, og nævnet har derfor ikke kompetence til at behandle dem.

Konklusion

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4.