Planklagenævnets afgørelse om udvidelse af Aarhus Havn – Lokalplan nr. 1163 og Kommuneplantillæg nr. 110

• Om kommunen har hjemmel til at planlægge for arealer inddraget fra søterritoriet.
• Om kommuneplantillægget er i overensstemmelse med Planlovens § 11 a, stk. 6, 7 og 13.
• Om lokalplanen og kommuneplantillægget er i overensstemmelse med Planlovens § 5 b, stk. 1, nr. 1 og 2.
• Om Miljøvurderingslovens § 12, stk. 1 minimumskrav til en miljøvurdering er opfyldt i forhold til afgrænsningsfasen.

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes planudarbejdelse, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Afgørelser efter miljøvurderingsloven kan påklages efter de klageregler, der er fastsat i den lovgivning, som planen er udarbejdet i henhold til, jf. Miljøvurderingsloven § 48, stk. 1.

Planklagenævnet ophæver Aarhus Kommunes vedtagelse af lokalplan nr. 1163 og kommuneplantillæg nr. 110 med tilhørende miljørapport og sammenfattende redegørelse. Dette betyder, at planerne ikke længere er gældende.

Planlægning for søterritoriet

Planklagenævnet fandt, at kommunen havde hjemmel til at vedtage planerne for arealer på søterritoriet, som forudsættes omdannet til permanente landarealer. Nævnet lagde til grund, at planområdet alene omfatter arealer, der skal inddrages fra søterritoriet og omdannes til landområde. Det er ikke i strid med planloven at vedtage planlægning for et areal, som forudsættes inddraget fra søterritoriet og omdannet til landområde efter opfyldning. Det havde ingen betydning for planernes gyldighed, at Trafikstyrelsen ikke havde meddelt tilladelse efter Havneloven på tidspunktet for planernes vedtagelse, da realisering af planen afhænger af sådanne tilladelser.

Udlæg af arealer til byzone

Planklagenævnet vurderede, at kommuneplantillæg nr. 110, som medførte udlæg af ca. 84 ha nyt areal til byzone for erhverv, led af en væsentlig retlig mangel. Arealer, der inddrages fra søterritoriet og udlægges til byzone, er omfattet af planlovens byvækstregler. Da der ikke var sket omfordeling af eksisterende erhvervsarealer, jf. Planlovens § 11 a, stk. 6, skulle udlægget ske på baggrund af en behovsopgørelse. Kommunen havde ikke redegjort for, at rummeligheden i den gældende kommuneplan ikke var tilstrækkelig til den forventede fysiske udvikling i de kommende 12 år, jf. Planlovens § 11 a, stk. 7. Dette medførte, at kommuneplantillægget var ugyldigt.

Kystnærhedszonen

Planklagenævnet fandt, at kommunen ikke havde godtgjort den fornødne særlige planlægningsmæssige og funktionelle begrundelse for kystnær lokalisering i forhold til den planlagte udvidelse af havnen. Nævnet lagde vægt på, at projektet var af betragtelig størrelse (ca. 84 ha fra søterritoriet), og at kommunen ikke havde angivet en nærmere begrundelse for nødvendigheden af det samlede arealudlæg. Selvom trafikhavneanlæg er undtaget det skærpede redegørelseskrav i Planlovens § 5 b, stk. 1, nr. 2, skal der fortsat redegøres for den planlægningsmæssige eller funktionelle begrundelse for havneudvidelsen og dens omfang, jf. Planlovens § 5 b, stk. 1, nr. 1. Nævnet bemærkede, at dele af planen (f.eks. biodiversitetsområdet) ikke indlysende var en naturlig del af en trafikhavn, og at det ikke var godtgjort, at havneudvidelsen i sin helhed var et nødvendigt trafikhavneanlæg. Dette udgjorde en væsentlig retlig mangel, der gjorde planerne ugyldige.

Kommunens miljøvurdering

Planklagenævnet fandt, at kommunens afgrænsning af miljørapporten ikke var i overensstemmelse med Miljøvurderingslovens § 12, stk. 1. Miljørapporten var utilstrækkelig, da den ikke omfattede miljøpåvirkninger relateret til bygge- og anlægsarbejderne for etablering af erhvervshavnen på de indvundne arealer, eller relevante miljøpåvirkninger fra driften af havnen (f.eks. Natura 2000-områder og bilag IV-arter). Miljørapporten fokuserede kun på landskab/visuelle forhold og befolkning/menneskers sundhed, og kun for driftsfasen. Nævnet bemærkede også, at der ikke var gennemført en separat høring vedrørende afgrænsningen af miljørapporten, jf. Miljøvurderingslovens § 32. Dette udgjorde en væsentlig retlig mangel, der gjorde miljøvurderingen ugyldig.

Afgørelsens konsekvens

På grund af de væsentlige retlige mangler ved kommuneplantillægget, lokalplanen og miljøvurderingen, ophævede Planklagenævnet planerne. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.

Kommuneplantillæg nr. 13

Kommuneplantillægget ændrede rammeområderne FL-R3 (kystlinjen) og FL-R7 (lystbådehavn), så de fremover også omfattede vandområder i Faxe Bugt. Rammeområde FL-R3 forblev landzone, mens FL-R7 blev byzone. Begge områder blev fastsat til rekreativt område. Tillægget redegjorde for, at projektet var en del af Faxe Kommunes erhvervsstrategi for at fremme turisme og skabe en attraktiv strand med rekreative faciliteter. Det fremgik ikke af tillægget, hvilke præcise arealer på søterritoriet, der ønskedes opfyldt eller etableret anlæg på.

Lokalplan nr. 300-46

Lokalplanen muliggjorde udvidelse af lystbådehavnen med nye moler og op til 80 nye bådpladser samt 60 gæstebådspladser. Den gav også mulighed for etablering af en strandpromenade med aktivitetsplatforme og de to store betonkonstruktioner, "De Hvide Dronninger", samt tre ponton-øer på søterritoriet. Lokalplanen indeholdt specifikke bestemmelser om anvendelse, bebyggelsens omfang og placering, herunder byggefelter for De Hvide Dronninger (G og I) og ponton-øerne (H, J og K).

Klagens Hovedpunkter

Klageren anførte flere punkter mod kommunens afgørelser:

• Planlægning på søterritoriet: Klageren gjorde gældende, at planloven som udgangspunkt kun gælder for landarealer, og at kommunen ikke havde hjemmel til at planlægge for den fysiske anvendelse af søterritoriet, herunder udlægning af byggefelter på havet, da der ikke var tale om et byomdannelsesområde. Dette vedrørte især De Hvide Dronninger og ponton-øerne.
• Kystnærhedszonen: Klageren anførte, at planerne ikke opfyldte kravet i Planloven § 5 b, stk. 1, nr. 1 om en særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse for kystnær lokalisering af anlæg og inddragelse af nye arealer i byzone. Klageren mente, at De Hvide Dronninger primært tjente rekreative formål og ikke var kystnærhedsafhængige. Desuden savnedes begrundelse for placering af promenaden på stranden og inddragelse af fredede områder til parkering.
• Udlæg af ny byzone: Klageren anførte, at kommuneplantillægget ikke overholdt kravene i Planloven § 11 a, stk. 6 og Planloven § 11 a, stk. 7 vedrørende udlæg af nye byzonearealer, da der ikke var redegjort for behovet eller sket omfordeling af arealer.
• Overensstemmelse med kommuneplan: Klageren mente, at betonkonstruktionerne stred mod kommuneplanens retningslinje 4.3.4.8 om at hindre udsyn fra udpegede oplevelsesområder.