Havneloven § 2

Den almindelige baggrund for bestemmelsen er gældende administrativ praksis i henhold til statens højhedsret over søterritoriet, hvorefter adgangen til at etablere faste anlæg på søterritoriet kræver forudgående tilladelse. Denne praksis har været fulgt tilbage fra tiden før grundloven af 1849 og indebærer en ret for trafikministeren til på nærmere betingelser at kunne give eller nægte tilladelse til etablering af faste anlæg på søterritoriet. Den nævnte praksis er forudsat i straffelovens § 295, i den nedenfor omtalte bekendtgørelse nr. 379 af 1. juli 1988 om miljømæssig vurdering af anlæg på søterritoriet, i lov om kystbeskyttelse § 20, stk. 2, og i bekendtgørelserne nr. 352 af 6. maj 1994 og nr. 489 af 28. september 1981 udstedt i medfør af kystbeskyttelsesloven om Kystinspektoratets beføjelser og om etablering af bade- og bådebroer. Som typiske eksempler på faste anlæg på søterritoriet kan nævnes opfyldninger, inddæmninger, havneanlæg, herunder lystbådehavne og forskellige former for broanlæg. Anlæg og udvidelse m.v. af lystbådehavne er således omfattet af Trafikministeriets administration i henhold til statens højhedsret over søterritoriet.

    Der tilsigtes med lovforslaget ingen ændringer i ovenstående.

Til stk. 1

    I forbindelse med Trafikministeriets administration af den foreslåede bestemmelse i stk. 1 vil det i overensstemmelse med hidtidig praksis blive påset, at offentlige hensyn og interesser ikke tilsidesættes. Dette gøres ved, at en konkret projektansøgning sendes i en samtidig høring, en såkaldt stjernehøring, af de berørte myndigheder, herunder skibsfarts-, fiskeri-, miljø- og planmyndigheder. På baggrund af de indkomne svar foretager ministeriet en vurdering af den konkrete ansøgning. Udgangspunktet vil være, at der gives tilladelse, eventuelt på særlige vilkår, medmindre der rejses relevante indsigelser af f.eks. miljømæssig eller sejladssikkerhedsmæssig karakter.

    De særlige regler om en 300 m strandbeskyttelseszone forudsættes vurderet af de berørte parter i forbindelse med stjernehøringen. Strandbeskyttelseszonen på 100 m blev udvidet til 300 m ved lov nr. 439 af 1. juni 1994 om ændring af lov om planlægning og lov om naturbeskyttelse. De nye regler vil blive sat i kraft ved bekendtgørelse, formentlig år 2002.

    I Trafik- og Kommunikationsministeriets bekendtgørelse nr. 379 af 1. juli 1988 om miljømæssig vurdering af anlæg på søterritoriet er fastsat bestemmelser til gennemførelse af Rådet for De Europæiske Fællesskabers direktiv af 27. juni 1985 (85/337/EØF) om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet.

    Reglerne i bekendtgørelsen omfatter anlæg og foranstaltninger på søterritoriet, som er omfattet af direktivet, idet de vil kunne få væsentlig indvirkning på miljøet, og til hvis udførelse tilladelse fra trafikministeren skal gives.

    Ifølge reglerne i direktivet er en miljøkonsekvensanalyse (VVM) obligatorisk i tilfælde af nyanlæg af »søhandelshavne, der kan besejles og anløbes af skibe på over 1.350 tons.«

    Ved havneanlægsprojekter, som ikke falder ind under denne bestemmelse, kan trafikministeren ud fra en konkret vurdering, bl.a. på baggrund af indkomne svar på ovennævnte høring, bestemme, at en miljøkonsekvensundersøgelse skal gennemføres, inden tilladelsen gives.

    Bekendtgørelsen er under revision som følge af direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997 om ændring af direktiv 85/337/EØF om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet.

    Større landanlæg i forbindelse med havne, der kan besejles og anløbes af skibe på over 1.350 tons, er omfattet af planlovens regler om vurdering af større anlægs virkning på miljøet (VVM), jf. Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 847 af 30. september 1994 om supplerende regler i medfør af lov om planlægning (samlebekendtgørelse) § 3, stk. 1, og bilag 1, nr. 8. Bekendtgørelsen er under revision som følge af direktiv 91/11/EF af 3. marts 1997 om ændring af direktiv 85/337/EØF om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet.

    Nyanlæg af en havn og større havneudvidelser kræver lokalplan. Lokalplanen må ikke stride mod regionplanlægningen, og anlægget kan derfor også kræve en ændring af regionplanen ved et regionplantillæg. Er der tale om større landanlæg, der er omfattet af VVM-reglerne, jf. ovenfor, foretages miljøkonsekvensvurderingen af landanlægget i forbindelse med behandlingen af forslaget til et regionplantillæg. Ved planprocedurerne efter reglerne i planloven vil borgerne blive orienteret om påtænkte projekter og få lejlighed til at fremsætte indsigelser og ændringsforslag til planforslagene.

    I dag kræves af trafikhavnepolitiske årsager »særlig grund« til anlæg af nye havne, jf. den gældende lovs § 3, stk. 1. I de almindelige bemærkninger til lov nr. 316 af 16. maj 1990 om trafikhavne m.v. fremgår det, at havnepolitikken før lovens ikrafttræden sigtede mod at give de offentligt styrede havne en lovmæssig beskyttelse både mod indbyrdes konkurrence og mod konkurrence fra nytilkomne havne. Med loven af 16. maj 1990 ønskede man at bane vej for en øget konkurrence de offentligt styrede havne imellem, men ønskede fortsat at fastholde beskyttelsen mod konkurrence fra tilkomne havne.

    Gældende praksis er på denne baggrund, at såfremt eksisterende offentligt styrede havne skønnes at have kapacitet i form af fornøden infrastruktur m.v., herunder vanddybde, til at håndtere almindelig godsomsætning, gives afslag på ansøgning om anlæg af ny havn, idet der ikke anses at være en særlig grund hertil.

    Dette lovforslag går et skridt længere ved også at ophæve den lovmæssige beskyttelse mod konkurrence fra nytilkomne havne. Dette sker dels ved ikke længere at kræve »særlig grund« til at anlægge ny havn, dels ved at give havne, hvis anvendelsesområde er begrænset, mulighed for at udvide deres anvendelsesområde, jf. § 21, stk. 2-4, mod at havnen får modtagepligt, jf. § 5.

    Det bemærkes, at den foreslåede udeladelse af kravet om »særlig grund« i forbindelse med anlæg af ny havn ikke vil få virkning fra lovens ikrafttræden den 1. januar 2000, men først den 1. januar 2002, jf. § 19, stk. 4. I denne overgangsperiode vil hidtil gældende praksis blive videreført. Dette skyldes et ønske om at give de offentligt styrede havne en vis frist til at indstille sig på, at den hidtidige konkurrencemæssige beskyttelse af de offentligt styrede havnes infrastruktur bortfalder.

    En bygherre, der ønsker at anlægge en helt ny havn, skønnes at skulle have et meget favorabelt forretningsgrundlag og et stort kapitalindskud for at kunne realisere sine planer. Derimod vil en eksisterende privat havn uden større økonomiske omkostninger kunne udvide sine aktiviteter og dermed påføre de eksisterende offentligt styrede havne konkurrence. På den baggrund skønnes det hensigtsmæssigt med en forholdsvis lang overgangsperiode (indtil 2004), før der åbnes for adgang til udvidelse af anvendelsesområde for eksisterende private havne, jf. bemærkningerne til § 21, mens kravet om »særlig grund« i henseende til nyanlæg kan bortfalde i 2002.

    Såfremt der i forbindelse med udvidet anvendelse af en eksisterende privat havn bliver tale om nyanlæg eller en ændring af bestående anlæg, som efter en konkret vurdering forventes at medføre en væsentlig påvirkning af miljøet, vil der være krav om en miljøkonsekvensvurdering (VVM) efter Trafikministeriets eller Miljø- og Energiministeriets bestemmelser.

    Det påhviler som hidtil bygherren også at sikre finansiering af eventuelt tilstødende infrastruktur. Praksis i dag er den, at det i forbindelse med tilladelser kan præciseres, at udgifter til f.eks. etablering af en ansøgt tilslutning til motorvej vil være staten uvedkommende. Denne praksis vil blive videreført.

    Formålet med bestemmelsen er at øge dynamikken, hvilket bl.a. kan opnås ved at give brugerne flere muligheder i forbindelse med deres valg af havn.

    Eventuel overkapacitet hindres ved almindelige markedsmekanismer, idet en bygherre næppe vil kunne få finansieret en kostbar havneinfrastruktur samt eventuel tilstødende infrastruktur, hvis der ikke kan sandsynliggøres et klart behov herfor.

    Der vil endvidere som hidtil kunne meddeles påbud om istandsættelse eller fjernelse af havneværker, jf. § 4.

    Der sker ingen ændring i Trafikministeriets indflydelse på den planmæssige koordinering af havne i forhold til veje, baner, lufthavne m.v. Denne indflydelse vil som i dag blive udøvet via ministeriets afgivelse af bemærkninger til regionplaner, lokalplaner m.v.

Til stk. 2

    Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende trafikhavnelovs § 3, stk. 3, som er begrundet i rent praktiske rationaliseringshensyn. Den er en undtagelse fra den almindeligt gældende retstilstand, hvorefter etablering af faste anlæg og opfyldning på søterritoriet kræver tilladelse. Ved dækkende værker forstås i almindelighed de af havnen anlagte ydermoler, der beskytter havnens indsejling, kajer og bassiner mod udefra kommende bølger. Som udgangspunkt er området inden for de dækkende værker det område, som afgrænses af en linie mellem havnens ydermoler.

    En havn kan imidlertid også være beskyttet mod udefra kommende bølger som følge af de geografiske forhold i kraft af beliggenheden i læ af øer og i fjorde. I så tilfælde kan der blive tale om en skønsmæssig vurdering af begrebet »dækkende værker«, således at etablering af faste anlæg, uddybning og oprensning i et område ud for en havns kajer kan være omfattet af fritagelsesbestemmelsen.

    Uanset, at en udvidelse af en bestående havn ved etablering af faste anlæg, uddybning og opfyldning på søterritoriet inden for havnens dækkende værker kan foretages uden tilladelse i henhold til stk. 1, vil der kunne stilles krav om en miljøkonsekvensundersøgelse (VVM), når reglerne i Trafik- og Kommunikationsministeriets bekendtgørelse nr. 379 af 1. juli 1988 om miljømæssig vurdering af anlæg på søterritoriet er revideret til gennemførelse af direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet.

Til stk. 3

    I hvilket omfang kravet om sikkerhedsstillelse vil blive stillet, vil bero på det konkrete tilfælde.