Energiklagenævnets afgørelse om afslag på undtagelse fra krav til reaktiv effekt for 80 MW elkedel

Klagers anbringender

Klager gjorde gældende, at Forsyningstilsynets afgørelse byggede på en retsvildfarelse, idet tilsynet fejlagtigt havde antaget, at de nye krav var en lempelse, hvor de for klagers anlæg reelt var en skærpelse. Klager anførte desuden, at man havde indrettet sig i tillid til Energinets fejlagtige rådgivning om de forventede krav. Endvidere mente klager, at afgørelsen byggede på et utilstrækkeligt oplyst grundlag og var uproportional, da afslaget medførte store meromkostninger for varmeforbrugerne, mens fordelen for elnettet var marginal. Klager mente, at Forsyningstilsynet havde sat skøn under regel ved at henvise til "præcedensvirkning".

Forsyningstilsynets bemærkninger til klagen

Forsyningstilsynet fastholdt sin afgørelse og afviste klagers anbringender. Tilsynet argumenterede for, at de nye krav samlet set var en lempelse for anlæg af klagers størrelse, og at klagers anlæg ville have overskredet de tidligere krav endnu mere. Tilsynet fastholdt også, at sagen var tilstrækkeligt oplyst, og at Energinets vurdering var inddraget som en del af sagsoplysningen.

Energiklagenævnet har behandlet klagen over Forsyningstilsynets afgørelse om afslag på anmodning om undtagelse fra krav til reaktiv effekt.

Gældende krav og retsvildfarelse

Energiklagenævnet bekræftede, at de gældende krav til reaktiv effekt er fastsat af Energinet i henhold til Kommissionens forordning (EU) 2016/1388 af 17. august 2016 om fastsættelse af netregler om nettilslutning af forbrugs- og distributionssystemer, artikel 15, stk. 1, litra a. Nævnet fandt, at klagers anlæg ikke kunne betragtes som et eksisterende anlæg efter forordningens artikel 4, stk. 2, og at det derfor skulle opfylde de nye krav. Energiklagenævnet fandt heller ikke grundlag for at statuere, at Forsyningstilsynet havde befundet sig i en retsvildfarelse. Nævnet lagde til grund, at de nye krav samlet set udgjorde en lempelse for større anlæg som klagers, sammenlignet med det tidligere absolutte krav i teknisk forskrift 3.4.1.

Energiklagenævnets kompetence og anlægsejerens ansvar

Vedrørende klagers anbringender om Energinets fejlagtige rådgivning og klagers indrettelseshensyn bemærkede Energiklagenævnet, at disse forhold relaterer sig til Energinets sagsbehandling og omfanget af rådgivningsforpligtelser i henhold til en civilretlig modningsaftale. Energiklagenævnet har alene kompetence til at behandle klager over myndighedsafgørelser truffet af Forsyningstilsynet efter elforsyningsloven § 89, stk. 1 eller regler udstedt i henhold til loven. Nævnet har således ikke kompetence til at behandle civilretlige tvister. Nævnet bemærkede dog, at det er anlægsejerens ansvar at sikre, at anlægget opfylder kravene i forordningen, jf. forordningens artikel 34, stk. 1.

Manglende proportionalitet

Energiklagenævnet fandt, at Forsyningstilsynet ikke i tilstrækkeligt omfang havde redegjort for den proportionalitetsafvejning, der var indgået i vurderingen af, at der ikke skulle meddeles dispensation. Nævnet bemærkede, at Forsyningstilsynet ikke havde foretaget en tilstrækkelig afvejning af de samfundsøkonomiske og økonomiske konsekvenser for klager og Energinet. Det fremgik af cost-benefit-analysen, at der ville være en positiv samfundsøkonomisk effekt ved dispensation, og Energinet havde oplyst, at klagers anlægs overskridelse af kravet isoleret set ville have en marginal positiv effekt for transmissionssystemet og medføre en økonomisk fordel for Energinet på 149,89 kr. årligt. Desuden overskred anlægget kun kravet et fåtal af gange årligt.

Energiklagenævnet konkluderede, at den manglende proportionalitetsafvejning udgjorde en væsentlig mangel, som førte til afgørelsens ugyldighed.

Afgørelse

Energiklagenævnet ophæver Forsyningstilsynets afgørelse af 12. oktober 2023 og hjemviser sagen til fornyet behandling.

Klagerens centrale anbringender

El-net Øst A/S, repræsenteret af Dansk Energi, gjorde gældende, at afgørelsen skulle ophæves. Hovedargumenterne var:

• Metodefejl: Benchmarkingmodellen blev anset for at være mangelfuld og producere urealistiske og kontraintuitive resultater. Den tog ikke tilstrækkeligt højde for, at netvirksomhederne ikke er homogene (ensartede), f.eks. i forhold til spændingsniveauer og kundestørrelse.
• Urepræsentativ front: De mest effektive virksomheder i modellen (”fronten”) var ikke repræsentative for branchen som helhed.
• Statistiske mangler: Klager anfægtede de statistiske antagelser i modellen, herunder antagelsen om konstant skalaafkast.
• Fristoverskridelse: Klager gjorde gældende, at afgørelsen for reguleringsåret 2019 var truffet for sent (i april 2019 i stedet for i 2018), og at Energistyrelsens dispensation fra fristen manglede lovhjemmel.

Forsyningstilsynets forsvar

Forsyningstilsynet fastholdt, at benchmarkingmetoden var lovlig, robust og udviklet i en gennemsigtig proces med inddragelse af branchen. Tilsynet argumenterede for, at modellen var i overensstemmelse med lovgivningen og baseret på anerkendte metoder. Vedrørende fristoverskridelsen mente tilsynet, at Energistyrelsen havde kompetence til at dispensere, og at en eventuel overskridelse af en ordensforskrift ikke skulle medføre ugyldighed.