Ophævelse af afgørelse om effektiviseringskrav på grund af fristoverskridelse

Sagen omhandler en klage fra El-net Øst A/S over en afgørelse fra Forsyningstilsynet. Afgørelsen pålagde selskabet et individuelt effektiviseringskrav på 1.240.000 kr. for 2019, som skulle fradrages årligt frem til 2022, samt et krav på 790.000 kr. for utilstrækkelig leveringskvalitet i 2017.

Forsyningstilsynets afgørelse og den nye benchmarkingmodel

Forsyningstilsynet havde for første gang anvendt en ny totaløkonomisk benchmarkingmodel til at beregne netvirksomhedernes effektiviseringspotentiale. Modellen, der bygger på anbefalinger fra en ekspertgruppe, sammenligner virksomhedernes totalomkostninger (drift, afskrivninger og forrentning) for at fastsætte individuelle effektiviseringskrav. For at tage højde for usikkerheden ved den nye model indførte tilsynet visse forsigtighedshensyn, herunder et loft over effektiviseringspotentialet og en generel reduktion på 10 %.

Klagerens centrale anbringender

El-net Øst A/S, repræsenteret af Dansk Energi, gjorde gældende, at afgørelsen skulle ophæves. Hovedargumenterne var:

• Metodefejl: Benchmarkingmodellen blev anset for at være mangelfuld og producere urealistiske og kontraintuitive resultater. Den tog ikke tilstrækkeligt højde for, at netvirksomhederne ikke er homogene (ensartede), f.eks. i forhold til spændingsniveauer og kundestørrelse.
• Urepræsentativ front: De mest effektive virksomheder i modellen (”fronten”) var ikke repræsentative for branchen som helhed.
• Statistiske mangler: Klager anfægtede de statistiske antagelser i modellen, herunder antagelsen om konstant skalaafkast.
• Fristoverskridelse: Klager gjorde gældende, at afgørelsen for reguleringsåret 2019 var truffet for sent (i april 2019 i stedet for i 2018), og at Energistyrelsens dispensation fra fristen manglede lovhjemmel.

Forsyningstilsynets forsvar

Forsyningstilsynet fastholdt, at benchmarkingmetoden var lovlig, robust og udviklet i en gennemsigtig proces med inddragelse af branchen. Tilsynet argumenterede for, at modellen var i overensstemmelse med lovgivningen og baseret på anerkendte metoder. Vedrørende fristoverskridelsen mente tilsynet, at Energistyrelsen havde kompetence til at dispensere, og at en eventuel overskridelse af en ordensforskrift ikke skulle medføre ugyldighed.

Energiklagenævnet ophævede Forsyningstilsynets afgørelse af 8. april 2019 i sin helhed.

Vurdering af benchmarkingmetoden

Energiklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte selve benchmarkingmetoden. Nævnet lagde vægt på, at metoden var udarbejdet med udgangspunkt i anbefalinger fra en ekspertgruppe og overholdt kravene i lovgivningen, herunder Indtægtsrammebekendtgørelsens § 10. Nævnet fandt det ligeledes sagligt, at Forsyningstilsynet havde opstillet væsentlighedskriterier for, hvornår særlige omkostninger kunne holdes uden for benchmarkingen.

Afgørende fristoverskridelse

Nævnets afgørelse var derimod baseret på, at Forsyningstilsynet havde overskredet en afgørende tidsfrist. Det fremgår af Indtægtsrammebekendtgørelsens § 12, stk. 4, jf. § 52, stk. 4, at afgørelser om individuelle effektiviseringskrav skal træffes i året forud for det relevante reguleringsår. Afgørelsen for 2019 skulle således have været truffet i 2018.

Energiklagenævnet fastslog, at bekendtgørelsen ikke indeholder hjemmel til at dispensere fra denne tidsfrist. Derfor var Energistyrelsens dispensation til Forsyningstilsynet ugyldig. Som konsekvens heraf var Forsyningstilsynets afgørelse truffet for sent.

På grund af denne fristoverskridelse blev Forsyningstilsynets afgørelse ophævet.