Ophævelse af individuelt effektiviseringskrav på grund af fristoverskridelse

Sagen omhandler en klage fra Elektrus A/S over en afgørelse fra Forsyningstilsynet, der pålagde selskabet et individuelt effektiviseringskrav på 20.000 kr. for 2019. Dette krav skulle fradrages i selskabets indtægtsramme årligt frem til 2022. Afgørelsen var den første, hvor Forsyningstilsynet anvendte en ny totaløkonomisk benchmarkingmetode til at vurdere elnetvirksomhedernes effektivitet.

Baggrund for regulering

Elnetvirksomheder er underlagt en indtægtsrammeregulering for at skabe incitament til effektivisering, da de opererer som naturlige monopoler. I henhold til Elforsyningsloven § 69, stk. 1 fastsætter Forsyningstilsynet en årlig indtægtsramme for hver netvirksomhed. Til beregning af individuelle effektiviseringskrav anvender tilsynet benchmarking, som er en sammenligning af virksomhedernes økonomiske effektivitet, jf. Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 10, stk. 1.

Klagers anbringender

Klager, repræsenteret ved Dansk Energi, fremførte flere kritikpunkter mod Forsyningstilsynets nye benchmarkingmodel og afgørelse:

• Metodiske mangler: Modellen blev anset for at producere urealistiske og kontraintuitive resultater, idet den ikke i tilstrækkelig grad tog højde for virksomhedernes forskelligheder (manglende homogenitet) og byggede på statistisk tvivlsomme antagelser.
• Særlige omkostninger: Klager mente, at visse omkostninger, f.eks. til Smart Grid, burde have været undtaget fra benchmarkingen, og kritiserede Forsyningstilsynets brug af et væsentlighedskriterium for sådanne undtagelser.
• Fristoverskridelse: Klager gjorde gældende, at afgørelsen var truffet for sent. Ifølge Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 52, stk. 4, skulle afgørelsen for 2019 være truffet i 2018. Klager anførte, at den dispensation, Energistyrelsen havde meddelt, manglede lovhjemmel.

Forsyningstilsynets bemærkninger

Forsyningstilsynet fastholdt, at afgørelsen var gyldig:

• Lovlig metode: Benchmarkingmetoden blev forsvaret som lovlig, robust og baseret på anbefalinger fra en uafhængig ekspertgruppe, hvor branchen var blevet hørt.
• Saglig administration: Anvendelsen af et væsentlighedskriterium for særlige omkostninger blev anset for sagligt begrundet.
• Gyldig dispensation: Tilsynet henviste til, at Energistyrelsen havde meddelt dispensation fra tidsfristen, hvorfor afgørelsen var truffet rettidigt. Subsidiært anførte tilsynet, at en eventuel fristoverskridelse var en uvæsentlig formel mangel (en ordensforskrift), der ikke skulle medføre ugyldighed.

Energiklagenævnet ophævede Forsyningstilsynets afgørelse af 8. april 2019.

Vurdering af benchmarkingmetoden

Energiklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Forsyningstilsynets benchmarkingmetode. Nævnet lagde vægt på, at metoden var udarbejdet med udgangspunkt i anbefalinger fra en ekspertgruppe og ikke var i strid med reglerne i elforsyningsloven eller Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder. Nævnet fandt endvidere, at Forsyningstilsynets administration af reglerne om særlige omkostninger, herunder anvendelsen af et væsentlighedskriterium, var sagligt begrundet og i overensstemmelse med Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 10, stk. 3.

Afgørende fristoverskridelse

Nævnets afgørelse var derimod baseret på spørgsmålet om tidsfristen for Forsyningstilsynets afgørelse. Det fremgår af Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 12, stk. 4, at afgørelser om individuelle effektiviseringskrav skal træffes i året forud for reguleringsåret.

Energiklagenævnet konstaterede, at bekendtgørelsen ikke indeholder hjemmel til at dispensere fra denne tidsfrist. Derfor var Energistyrelsens afgørelse om at give dispensation ugyldig. Som konsekvens heraf var Forsyningstilsynets afgørelse, truffet den 8. april 2019, afsagt efter den lovbestemte frist. På denne baggrund ophævede Energiklagenævnet Forsyningstilsynets afgørelse i sin helhed.