Planklagenævnets afgørelse om dispensation fra lokalplan vedrørende ombygning af vindue til altandør
Dato
12. juni 2024
Nævn
Planklagenævnet
Eksterne links
Læs hele sagenKategori
Planloven, retlig (efter 1. februar 2017)
Højdepunkt
Afgørelse i klagesag om Frederiksberg Kommunes afslag på dispensation fra lokalplan
Frederiksberg Kommune meddelte den 14. juni 2023 afslag på en ansøgning om dispensation fra lokalplan nr. 130, der dækker området ved Smallegade og Søndre Fasanvej – Den Kongelige Porcelænsfabrik. Ansøgningen vedrørte ombygning af et vindue til en altandør på ejendommen [A1], 2000 Frederiksberg. Ejendommens ejer har efterfølgende klaget over kommunens afgørelse til Planklagenævnet. Sagen omhandler primært spørgsmål om, hvorvidt det ansøgte forhold er umiddelbart tilladt efter lokalplanen, eller om det kræver dispensation, samt hvorvidt kommunen har overholdt det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip. Planklagenævnet har ikke behandlet øvrige klagepunkter. Kommunens afgørelse fastholdes.
Ejendommen og lokalplanens bestemmelser
Ejendommen [A1] er omfattet af lokalplan nr. 130 og er på lokalplanens kortbilag 1 markeret som bevaringsværdig bebyggelse. Lokalplanen indeholder specifikke bestemmelser for bebyggelsens ydre fremtræden og for bevaringsværdige bygninger:
- Lokalplanens § 7.1 fastsætter, at materialer, udformning, farver og øvrige ydre fremtræden skal være samstemmende med omgivelserne og områdets karakter og skal godkendes af kommunalbestyrelsen. Ved ændringer af udvendige bygningssider skal den hidtidige karakter bibeholdes.
- Lokalplanens § 7.2 (for bevaringsværdige bygninger) angiver, at nye murhuller skal underordnes de eksisterende i antal, rytme og dimensionering. Tilføjelser til markerede facader er som udgangspunkt ikke tilladt, bortset fra indgangspartier, medmindre der opnås nærmere godkendelse fra kommunalbestyrelsen.
Kommunens afslag og begrundelse
Kommunen begrundede afslaget med, at den ansøgte ombygning krævede dispensation fra lokalplanens §§ 7.1 og 7.2. Begrundelsen for afslaget var, at bygningen er opført i historicistisk stil i 1891 og er udpeget som bevaringsværdig. Kommunen vurderede, at den ansøgte ændring ville ændre bygningens hidtidige karakter væsentligt. Det blev fremhævet, at en udvidelse af endnu et oprindeligt vindueshul ville fjerne oplevelsen af facaden som en massiv, sammenhængende flade og udviske bygningens karakter. Desuden blev det anført, at etablering af en yderligere altandør uden for det eksisterende kolonnesystem af 14 altandøre på gårdfacaden ville sløre den karakteristiske facaderytme.
Klagerens anbringender
Klageren gjorde gældende, at afslaget var i strid med det forvaltningsretlige lighedsprincip. Klageren henviste til flere andre adresser i nærheden ([A2], [A3], [A4] og [A5]), herunder adresser i samme ejendom ([A6]), hvor Frederiksberg Kommune tidligere havde givet tilladelse til etablering af to altandøre. Klagen og de indkomne bemærkninger er indgået i Planklagenævnets sagsbehandling i deres helhed.
Planklagenævnet har behandlet sagen med fokus på retlige spørgsmål, herunder fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.
Vurdering af dispensationskrav
Planklagenævnet fastslog, at bestemmelserne i lokalplanens § 7.1 skal opfattes som en dispensationsbestemmelse. Dette betyder, at ændringen af bygningens ydre fremtræden ved at omdanne et vindue til en altandør kræver tilladelse eller dispensation efter lokalplanen, jf. Planlovens § 19. Lokalplaner kan indeholde bestemmelser om bevaring af eksisterende bebyggelse, således at ændringer kun må ske med kommunalbestyrelsens tilladelse, jf. Planlovens § 15, stk. 2, nr. 21. Da lokalplanbestemmelser er bindende for borgerne, jf. Planlovens § 18, forudsætter dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, en dispensation. Kommunens skønsmæssige afgørelse om afslag på dispensation kan ikke efterprøves af Planklagenævnet, men nævnet kan vurdere, om afgørelsen er i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige regler og retsgrundsætninger, herunder lighedsgrundsætningen.
Vurdering af lighedsgrundsætningen
Planklagenævnet vurderede klagerens anbringende om brud på lighedsgrundsætningen:
- Vedrørende [A6] (samme ejendom): Kommunen oplyste, at de tidligere tilladelser til altaner og altandøre på disse ejendomme blev givet i 2006, altså før kommunens praksis blev skærpet med hensyn til arkitektur og bevaringsværdige ejendomme. En altanmanual blev vedtaget i 2013, og kommunen ville i dag ikke give tilladelse til to altandøre ud til én altan. Da de tidligere tilladelser blev givet før praksisændringen, fandt Planklagenævnet ikke, at kommunens afslag i den aktuelle sag var udtryk for usaglig forskelsbehandling.
- Vedrørende [A2], [A3], [A4] og [A5] (andre ejendomme): Disse ejendomme er omfattet af en anden lokalplan, som ikke indeholder tilsvarende bestemmelser. Da de andre ejendomme er underlagt et andet retsgrundlag, fandt Planklagenævnet, at kommunens afslag i den aktuelle sag ikke var udtryk for usaglig forskelsbehandling.
Konklusion
Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Frederiksberg Kommunes afgørelse af 14. juni 2023. Kommunens afgørelse om afslag på dispensation fastholdes. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne og er endelig, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.
Lignende afgørelser