Planklagenævnet stadfæster landzonetilladelse til 36 m antennemast nær Natura 2000-område og fredning i Syddjurs Kommune

Planklagenævnet stadfæstede Syddjurs Kommunes landzonetilladelse til opførelse af den 36 meter høje antennemast, idet et flertal på 6 ud af 11 medlemmer fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse.

Vurdering af sagsbehandlingsfejl (Naboorientering)

Nævnet afviste, at der var sket en væsentlig sagsbehandlingsfejl i forbindelse med naboorienteringen. Nævnet bemærkede, at Planlovens § 35, stk. 4 alene kræver orientering om ansøgningen, og at materialet var tilstrækkeligt til at give et retvisende billede af projektet. Uklarheder om mastens højde havde ikke haft konkret betydning, da den korrekte højde fremgik af det centrale materiale.

Påvirkning af internationale naturbeskyttelsesområder

Planklagenævnet fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at projektet ikke ville påvirke Natura 2000-området væsentligt, jf. Bekendtgørelse om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 4, stk. 1. Masten lå på et mindre areal mellem eksisterende bygninger med begrænset naturværdi.

Tilsvarende blev vurderingen af bilag IV-arter stadfæstet. Nævnet fandt, at kommunen havde foretaget en tilstrækkelig vurdering af, at det ansøgte ikke ville beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter, jf. Bekendtgørelse om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 7, stk. 1.

Nævnet henholdt sig til, at Sundhedsstyrelsen ikke har påvist sundhedsfare forbundet med radiobølger fra mobilmaster, når grænseværdierne overholdes, og at Digitaliseringsstyrelsen har oplyst, at stråling fra master er væsentligt under grænseværdien.

Afvejning af samfundsinteresser (Landzonetilladelse)

Planklagenævnet tog stilling til, om der kunne gives landzonetilladelse efter Planlovens § 35, stk. 1, og om undtagelsesbestemmelserne i Planlovens § 36, stk. 1, nr. 9 eller nr. 17 kunne anvendes (hvilket blev afvist).

Den afgørende vurdering var afvejningen af den overordnede samfundsmæssige interesse i at sikre god mobildækning mod hensyn til landskab, natur og naboer, jf. Planlovens § 35, stk. 12.

Flertallets konklusion (6 medlemmer)

Flertallet fandt, at hensynet til den samfundsmæssige interesse i mobildækning kunne begrunde placeringen. De lagde vægt på, at alternative placeringer var afsøgt, og at den valgte placering havde den mindst mulige landskabelige påvirkning i forhold til dækningsbehovet. Flertallet konkluderede, at der ikke var væsentlige hensyn til naboer, natur eller landskab, der "afgørende" talte imod placeringen.

Mindretallets konklusion (5 medlemmer)

Mindretallet mente, at de landskabelige hensyn — herunder placeringen umiddelbart op til et fredet område og i et bevaringsværdigt landskab – var så væsentlige, at de talte afgørende imod placeringen. Mindretallet fandt ikke, at den samfundsmæssige interesse i dækning (uden dækningsforpligtelse) i dette tilfælde var tilstrækkelig til at overtrumfe de landskabelige værdier.

• [Virksomhed1] A/S søgte på vegne af [Virksomhed2] om opstilling af en 30 m høj rørmast og en teknikkabine på den sydlige del af arealet.
• Kommunen lagde vægt på, at masten opstilles i et teknisk landskab ved vejen, og at påvirkningen er gjort mindre ved reduktion af mastehøjden og trådhegn i stedet for plankeværk.

Klagepunkter

• Klager anførte, at afgørelsen er i strid med retningslinjerne for placering af antennemaster, hvor hensynet til nabogener må vige for hensynet til landskabet og naturen.
• Kommunen ikke har undersøgt mulighederne for at anvende eksisterende konstruktioner tilstrækkeligt.
• Der er en mangel ved afgørelsen, at de almindelige vilkår om afskærmende beplantning ikke er fastsat i tilladelsen.