Stadfæstelse af afslag på forlængelse af dispensation fra bopælspligt

Nævnet konstaterede, at ejendommen er noteret som en landbrugsejendom i Geodatastyrelsens matrikelregister og dermed opfylder definitionen på en landbrugsejendom, jf. Landbrugslovens § 2, stk. 1. Ejendommen er undergivet landbrugspligt, herunder bopælspligten, jf. Landbrugslovens § 2, stk. 2, Landbrugslovens § 16, stk. 2, Landbrugslovens § 12 og Landbrugslovens § 8, stk. 1. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Landbrugsstyrelsens vurdering af, at der ikke forelå særlige forhold, der kunne begrunde en yderligere forlængelse af dispensationen fra bopælspligten efter Landbrugslovens § 8, stk. 4.

Restriktiv praksis og manglende rettidig omhu

Miljø- og Fødevareklagenævnet henviste til, at praksis for dispensation fra bopælspligten er restriktiv og som udgangspunkt begrænset til de situationer, der er oplistet i Bekendtgørelse om reglerne i lov om landbrugsejendomme § 11. Nævnet lagde vægt på, at klager allerede havde opnået dispensation i halvandet år, hvilket overstiger den normale frist på et år for istandsættelse eller ombygning. Nævnet vurderede, at klager ikke havde redegjort for særlige forhold, der undtagelsesvis kunne begrunde en yderligere forlængelse. Klagerens konstatering af, at renovering ikke længere var en mulighed, og at nedrivning var nødvendig, udgjorde ikke et særligt forhold, da dette burde være konstateret tidligere. Nævnet vurderede, at klager ikke i tilstrækkelig grad havde fremmet udskiftningen af beboelsesbygningen, jf. Bekendtgørelse om reglerne i lov om landbrugsejendomme § 11, stk. 1, nr. 1.

Manglende dokumentation for fortidsminder

Nævnet konstaterede desuden, at klager ikke havde indsendt dokumentation for, at museet skulle gennemføre undersøgelser for fortidsminder på ejendommen, eller at sådanne undersøgelser ville forhindre overholdelse af fristen. At der var konstateret fortidsminder i området, kunne heller ikke begrunde en yderligere fristforlængelse.

Landbrugsstyrelsen afslog den 16. juni 2017 ansøgningen om tidsubegrænset dispensation fra bopælspligten. Styrelsen henviste til, at der gælder en bopælspligt ved erhvervelse af landbrugsejendomme, som skal opfyldes i mindst 10 år, og at der ikke forelå særlige forhold, der kunne begrunde en dispensation. Dog meddelte styrelsen tilladelse til midlertidigt at eje ejendommen i to år, hvorefter den skulle sælges, eller forholdet lovliggøres. Styrelsen henviste til Landbrugslovens § 17, stk. 1, Landbrugslovens § 14 og Landbrugslovens § 8.

Klagens indhold og Landbrugsstyrelsens bemærkninger

Klager påklagede afgørelsen den 11. juli 2017 til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klager ønskede at beholde ejendommen som en helhed, herunder jordarealet, for at kunne påvirke dyrkningsmetoderne, især da ejendommens vandboring forsyner ca. 10 husstande på øen. Klager anførte også, at stuehuset var under renovering for at blive helårsbeboeligt, og at renoveringsprojekter på en lille ø er en længerevarende proces. Klager ønskede at fortsætte med at være en del af livet på øen og mente, at særlige forhold omkring øen kunne begrunde en dispensation fra bopælspligten. Klager gentog også vigtigheden af lejeaftalen med Det Danske Spejderkorps.

Landbrugsstyrelsen fastholdt sin afgørelse og bemærkede, at klagers kendskab til landbrugsmæssig drift, ønsket om at påvirke dyrkning, og vandboringen ikke var relevante forhold, der kunne ændre ved de objektive betingelser for tidsubegrænset dispensation. Styrelsen oplyste desuden, at der pr. 19. januar 2021 ikke var bopæl på ejendommen, og at den sidst var beboet i 2003. Der er daglig færgeadgang til øen med en færgetid på 20 minutter, hvilket normalt ikke berettiger til dispensation på grund af beliggenhed.