Klage over byggetilladelse til tagetage – fortolkning af etageantal i byplanvedtægt

Sagen omhandler en byggetilladelse givet af Skive Kommune den 17. marts 2022 til opførelse af en tagetage med to altaner på en ejendom i Skive. Ejendommen er omfattet af byplanvedtægt nr. 2, som i § 6, stk. 1, fastsætter, at bygninger i området ikke må opføres med mere end én etage med udnyttet tagetage.

To naboer klagede over kommunens afgørelse. De mente, at byggeriet reelt fremstod som en bygning i to etager på grund af bygningens højde, de store vinduespartier og altanerne. Klagerne anførte desuden, at de ikke var blevet partshørt eller naboorienteret, og at kommunens afvisning af deres indsigelser var mangelfuldt begrundet.

Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at give klagerne medhold, og Skive Kommunes afgørelse gælder derfor fortsat.

Fortolkning af etageantal

Nævnet vurderede, at byggeriet er i overensstemmelse med byplanvedtægtens bestemmelse om maksimalt én etage med udnyttet tagetage. Byplanvedtægten definerer ikke selv etagebegrebet, og vurderingen blev derfor foretaget ud fra planretlig praksis. Nævnet lagde vægt på, at:

• Den samlede længde af kvistene med altaner udgør mindre end halvdelen af tagfladens længde.
• Kvistene ikke er ført ud til stueetagens facadeflugt.

Da byggeriet blev anset for at være umiddelbart tilladt i henhold til Planloven § 18, krævede det ikke dispensation.

Sagsbehandlingsfejl

Planklagenævnet behandlede de rejste klagepunkter om sagsbehandlingen:

• Naboorientering: Da byggeriet var umiddelbart tilladt og ikke krævede dispensation, var der ikke pligt til at foretage naboorientering efter Planlovens § 20.
• Partshøring: Nævnet fandt ikke anledning til at tage stilling til, om klagerne skulle have været partshørt efter Forvaltningslovens § 19. Da byggeriet var umiddelbart tilladt, ville en partshøring ikke have kunnet føre til et andet resultat.
• Begrundelse: Klagen over manglende begrundelse i kommunens svar på klagernes indsigelse blev afvist. Nævnet fastslog, at kommunens svarbrev ikke var en ny afgørelse og derfor ikke var omfattet af begrundelseskravet i Forvaltningslovens § 22.

Nævnet konkluderede samlet, at kommunens afgørelse var gyldig.