Afslag på dispensation til etablering af carport inden for strandbeskyttelseslinjen stadfæstes

Sagen omhandler en klage over Kystdirektoratets afslag på dispensation til etablering af en carport inden for strandbeskyttelseslinjen på en ejendom i Karlslunde. Ejendommen, matr. nr. [M1] Karlslunde By, Karlslunde, er delvist beliggende inden for den oprindelige 100 m strandbeskyttelseslinje, som dog er reduceret på den specifikke matrikel. På ejendommen er der opført et enfamiliehus og et skur, hvoraf skuret ligger inden for strandbeskyttelseslinjen. Den ansøgte carport på 20 m2 ønskes placeret inden for strandbeskyttelseslinjen, da en tinglyst servitut forhindrer placering udenfor.

Kystdirektoratets Afgørelse

Kystdirektoratet meddelte afslag på dispensation i medfør af Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1 og Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. Direktoratet begrundede afslaget med, at det ansøgte ikke udgjorde et særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation. De bemærkede, at ejendommen er udstykket, og boligen er opført efter strandbeskyttelseslinjens fastlæggelse. Klager var bekendt med den tinglyste servitut ved erhvervelsen af ejendommen. Direktoratet fandt ikke, at den vejledning, de havde givet klager forud for nedrivningen af en tidligere carport, havde bibragt klager en berettiget forventning om dispensation, da vejledningen var af generel karakter.

Klagerens Argumenter

Klager påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet med flere anbringender:

• Ejendommen blev erhvervet på baggrund af vejledning og rådgivning fra Kystdirektoratet, som klager mente havde skabt en berettiget forventning om dispensation.
• Direktoratets argumentation havde ændret sig under sagsbehandlingen, og klager havde ikke haft mulighed for at kommentere på de nye argumenter.
• Klager mente, at der forelå et særligt tilfælde på grund af servitutter, der begrænser placeringsmulighederne, samt personlige forhold, der nødvendiggør fuld åbning af bildøre.
• Klager henviste til mailkorrespondancer, som ifølge klager indeholdt specifikke råd og vejledning om, at der var praksis for dispensation til carporte ved helårshuse på den pågældende matrikel.
• Klager anførte, at den tidligere carport blev fjernet efter vejledning fra Kystdirektoratet, og at dens tidligere eksistens ikke burde være afgørende for den nye ansøgning.
• Klager mente, at en carport med de ansøgte dimensioner ikke er en markant fravigende bygning, og at der på ejendommen allerede er en lovligt opført trampolin, som fremstår mere markant.
• Klager henviste til andre sager fra Kystdirektoratet, som klager mente var sammenlignelige, og hvor direktoratet havde været mindre restriktive.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse af 23. marts 2023 om afslag på dispensation til etablering af en carport inden for strandbeskyttelseslinjen. Nævnet fandt, at undtagelsesbestemmelsen i Naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 3 eller den lempeligere dispensationsadgang i Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 1 ikke kunne anvendes i sagen. Dette skyldtes, at carporten udgør et areal på over 10 m2, og der allerede er opført et skur på ejendommen. Det ansøgte skulle derfor vurderes efter den sædvanlige, restriktive dispensationsadgang i Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1.

Nævnets Vurdering af Dispensation

Nævnet fandt efter en samlet afvejning, at der ikke var tale om et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation til den ansøgte carport. Nævnet lagde vægt på, at carporten ville medføre en negativ påvirkning af kystlandskabet på grund af dens størrelse og kystnære placering med indblik fra stranden. Det forhold, at carporten ønskes opført i et område med helårshuse, kunne ikke føre til et andet resultat. Nævnet understregede, at praksis inden for den oprindelige 100 m strandbeskyttelseslinje er særlig restriktiv, og at en dispensation ville kunne medføre en uhensigtsmæssig præcedens.

Vejledning og Berettiget Forventning

Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderede, at Kystdirektoratets vejledning ikke havde bibragt klager en berettiget forventning om dispensation. Nævnet fandt ingen holdepunkter for at antage, at vejledningen havde haft en karakter, der kunne skabe en sådan forventning. Det forhold, at der var skiftet sagsbehandler undervejs, kunne heller ikke medføre en anden vurdering. Nævnet fandt desuden ikke, at den påklagede afgørelse var udtryk for usaglig forskelsbehandling, da de af klager anførte sammenlignelige sager fra Kystdirektoratet ikke var direkte sammenlignelige med den foreliggende sag.