Højesteret forlænger længstetid for foranstaltning idømt person med nedsat mental funktion for gentagen spirituskørsel

A blev i 2012 idømt en foranstaltning i henhold til Straffeloven § 68 for gentagen spirituskørsel på knallert, da han blev vurderet omfattet af personkredsen i Straffeloven § 16, stk. 2. Foranstaltningen, fastsat med en længstetid på 5 år, indebar tilsyn af kommunen, lægeligt ledet misbrugsbehandling (antabus) og mulighed for anbringelse i institution for personer med vidtgående psykisk handicap. Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt længstetiden skulle forlænges med yderligere 2 år.

Kærendes (A's) anbringender

A påstod, at foranstaltningen skulle ophæves, da betingelserne for forlængelse efter Straffeloven § 68 a, stk. 1 ikke var opfyldt. Han fremførte, at der ikke forelå særlige omstændigheder, idet hans tilstand ikke var forværret, og han ikke havde begået ny kriminalitet siden 2012. A gjorde desuden gældende:

• At han ikke havde et åbenbart behandlingsbehov, der var motiveret af kriminalitetsforebyggende hensyn.
• At forlængelsen var uproportional, da den underliggende kriminalitet (spirituskørsel på knallert, Færdselsloven § 117c) normalt ville medføre en bødestraf på 4.000 kr.
• At hans frivillige installation af alkolås i hans personbil indikerede, at han ville undgå spirituskørsel fremover.

Anklagemyndighedens anbringender

Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af forlængelsen, idet de henviste til et åbenbart behov for at fortsætte behandlingen af kriminalitetsforebyggende hensyn. Dette blev underbygget af udtalelser fra den tilsynsførende kommune og Samrådet vedrørende Udviklingshæmmede Lovovertrædere, som begge vurderede, at:

• A fortsat manglede indsigt i de skadelige konsekvenser af alkoholmisbrug.
• Der var stor risiko for recidiv (tilbagefald) til spirituskørsel, hvis antabusbehandlingen ophørte, da A havde givet udtryk for, at han var træt af at tage antabus.
• Alkolåsen kun forhindrede kørsel i hans bil og ikke andre motoriserede køretøjer. Hensynet til andre trafikanters sikkerhed oversteg As frihedshensyn.

Højesteret stadfæstede Landsrettens kendelse og fastsatte, at længstetiden for foranstaltningen skulle forlænges med 2 år, jf. Straffeloven § 68 a, stk. 1, 3. pkt..

Et flertal af dommerne fandt, at der forelå til at forlænge foranstaltningen. Denne vurdering blev baseret på en fortsat aktuel risiko for recidiv, motiveret af kriminalitetsforebyggende hensyn. Højesteret lagde vægt på de indhentede udtalelser, der viste, at A stadig manglede indsigt i konsekvenserne af sit alkoholmisbrug, og at risikoen for tilbagefald var overhængende ved ophør af den påkrævede antabusbehandling.