Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Miljø- og Fødevareklagenævnet har stadfæstet Skanderborg Kommunes afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til en broforlængelse i en beskyttet sø og en terrasse inden for søbeskyttelseslinjen. Ejendommen er beliggende ud til Knudsø, som er registreret som en beskyttet sø.
Skanderborg Kommune havde den 3. december 2019 givet tilladelse til etablering af en bådebro på 8 x 1,5 meter, men denne tilladelse omfattede ikke en terrasse. Efterfølgende konstaterede kommunen via luftfotos, at der var etableret en cirka 18 meter lang bro samt en terrasse på søbredden, hvilket ikke var i overensstemmelse med den oprindelige tilladelse.
Kommunen begrundede afslaget med, at Knudsø er målsat til at opnå god økologisk tilstand. Kommunen har en standard for bådebroer på 8 x 1,5 meter i robuste vandområder og fandt ikke særlige forhold, der kunne begrunde en dispensation til en 18 meter lang bro. Kommunen afviste, at en tidligere bro på ejendommen eller tilstedeværelsen af andre længere broer i området kunne begrunde en dispensation, da disse enten var ulovlige eller etableret før kommunens nuværende, mere restriktive praksis under Aarhus Amt.
Vedrørende terrassen, som ligger inden for den reducerede søbeskyttelseslinje, vurderede kommunen, at private, kunstige anlæg i søbredder bør undgås, da de forringer naturværdien og kan skabe en uheldig præcedens. Kommunen lagde vægt på, at søbredden bør fremstå naturlig, og at anlæg som terrasser er unaturlige elementer, der forstyrrer søbreddens dynamik.
Klageren anførte, at afgørelsen tilsidesatte forvaltningsretlige regler, og at kommunen ikke havde forholdt sig konkret til ansøgningen. Klageren mente, at broen og terrassen faldt naturligt ind i naturen og ikke var til skade for miljøet eller dyre- og plantelivet. Det blev fremhævet, at området er præget af menneskelig aktivitet, og at der er en stor offentlig badestrand med broanlæg i nærheden. Klageren påpegede også, at kommunen tidligere havde vurderet, at der ikke var sammenhængende rørskov, og at en bro ikke ville udgøre en væsentlig ændring af naturtilstanden. Klageren mente, at hensynet til præcedens var overdrevet og tilsidesatte det pligtmæssige konkrete skøn, og at lighedsgrundsætningen var tilsidesat, da der var givet tilladelser til lignende anlæg i området.
Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Skanderborg Kommunes afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation for broforlængelsen og terrassen.
Nævnet lagde til grund, at der var tale om en beskyttet sø omfattet af forbuddet mod tilstandsændringer efter Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1, og at terrassen var beliggende inden for søbeskyttelseslinjen, jf. .
Nævnet vurderede, at der ikke forelå et særligt tilfælde, der kunne begrunde en lovliggørende dispensation til broforlængelsen efter Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2. Nævnet lagde vægt på, at der var tale om en væsentlig forlængelse, der ville medføre en negativ påvirkning af den beskyttede sø og dens dyre- og planteliv. Klagerens private, rekreative interesse blev ikke anset for tilstrækkelig til at begrunde en dispensation, og nævnet fremhævede, at en dispensation ville kunne skabe en uhensigtsmæssig præcedens.
For terrassen fandt nævnet, at der ikke var grundlag for at meddele dispensation efter Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1. Nævnet lagde vægt på, at terrassen grundet dens størrelse og placering helt ned til søen ville forringe søens værdi som levested og spredningskorridor for plante- og dyreliv. Det blev også fremhævet, at terrassen kunne placeres med større afstand til søen, og at en dispensation ville medføre en uønsket præcedensvirkning. Klagerens argument om terrassens synlighed kunne ikke føre til en anden vurdering.
Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at den påklagede afgørelse ikke var udtryk for usaglig forskelsbehandling. Nævnet bemærkede, at en myndighed kan ændre praksis, så længe den er generel og følges konsekvent. Kommunens forklaring om, at andre længere broer enten var ulovlige eller etableret under en tidligere, mere lempelig praksis, blev accepteret. Nævnet understregede, at det foretager en fuld prøvelse af dispensationsbetingelserne og ikke er bundet af kommunens tidligere praksis. Klagerens henvisning til Højesterets dom af 20. december 1991 (U.1992.227 H) ændrede ikke nævnets vurdering. Det indbetalte klagegebyr blev ikke tilbagebetalt.
KystdirektoratetAdministrationsgrundlaget for søterritoriet danner grundlag for forvaltningen af havet i forhold til anlæg og aktiviteter, som er omfattet af kystbeskyttelsesloven.
Sagen omhandler en klage over Stevns Kommunes afslag på lovliggørende dispensation til to broer, Bro 1 og Bro 2, beliggende ved en sø på en sommerhusgrund i Strøby. Søen, der er ca. 800 m² stor, er en beskyttet naturtype i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1. Klager erhvervede ejendommen i 2010 og havde tidligere fået dispensation til anlæggelse af en sti rundt om søen, dog med vilkår om, at kun en mindre del (under 10 %) måtte udføres som gangbro, og at der ikke måtte ske opfyldning af søen med sten eller grus.
Klager anlagde en ca. 10 m x 1 m bro (Bro 1) parallelt med søen og en 1 m x 1 m bro (Bro 2) vinkelret ud i søen. Klager hævdede, at etableringen af Bro 1 skete i samråd med en kommunal medarbejder, som efterfølgende godkendte udførelsen. Kommunen udstedte dog påbud om fjernelse af broerne den 26. januar 2015, da de ikke var i overensstemmelse med den oprindelige dispensation. Kommunen anerkendte dog, at dialogen med den tidligere medarbejder kunne have givet klager en opfattelse af, at Bro 1 var i orden, og tilbød økonomisk kompensation for dette forhold. Bro 2 var derimod etableret uden kommunens inddragelse.
Regeringen har fremsat et lovforslag, der skal modernisere det 45 år gamle strandområde og give de fem ejerkommuner friere rammer til at udvikle faciliteterne.
For 45 år siden blev det syv kilometer lange strand- og naturområde, Køge Bugt Strandpark, anlagt på den sjællandske vestegn. Med sine mange natur- og strandområder, fire lystbådehavne og kunstmuseet Arken er strandparken allerede i dag et trækplaster for områdets op mod 200.000 indbyggere og gæster fra hele regionen.
Natur- og Miljøklagenævnet stadfæstede i 2015 kommunens påbud om fjernelse af broerne, idet de var opført i strid med dispensationen. Nævnet bemærkede dog, at spørgsmålet om den tidligere medarbejders tilkendegivelser kunne inddrages i en vurdering af en eventuel lovliggørende dispensation efter Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 3. Efterfølgende afslog Stevns Kommune en ansøgning om lovliggørende dispensation, men denne afgørelse blev hjemvist af Natur- og Miljøklagenævnet i 2016, da kommunen skulle vurdere, om dialogen med medarbejderen udgjorde en særlig omstændighed, der kunne begrunde en dispensation.
Stevns Kommune traf den 18. april 2016 igen afslag på ansøgning om lovliggørende dispensation til begge broer. Kommunen vurderede, at broernes placering og udformning skyggede kantzonen og dele af søen, hvilket påvirkede den biologiske mangfoldighed. Kommunen fastholdt dog, at klager kunne have været i god tro ved etablering af Bro 1 på grund af dialogen med den tidligere medarbejder, men fastholdt afslaget for Bro 2, da denne var etableret uden kommunal inddragelse.
Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Ringsted Kommunes afgørelse om, at en renovering/retablering af e...
Læs mereSagen omhandler en klage over Næstved Kommunes afslag på lovliggørende dispensation til en trampolin, bålplads, flisebel...
Læs mere