Afslag på opsættende virkning af klage over § 25-tilladelse til forstærkning af el-net

Nævnets vurdering og afgørelse

Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger i sagen finder Miljø- og Fødevareklagenævnet, at der ikke er forhold, der kan begrunde en fravigelse af hovedreglen om, at klagen ikke har opsættende virkning. Nævnet har lagt vægt på, at klageren ikke har gjort forhold gældende, som gør det overvejende sandsynligt, at der foreligger en væsentlig overtrædelse af miljøvurderingsloven, og at der vil ske uoprettelig skade, hvis klagen ikke tillægges opsættende virkning. Det er desuden fremhævet, at der har været afholdt både en første og anden offentlighedsperiode, og at både miljøkonsekvensrapporten og § 25-tilladelsen indeholder en vurdering af den visuelle påvirkning.

Nævnet bemærker, at afslaget på opsættende virkning ikke begrænser nævnets adgang til senere at ændre eller ophæve § 25-tilladelsen. En eventuel udnyttelse af tilladelsen inden nævnets endelige afgørelse sker på egen regning og risiko.

Miljø- og Fødevareklagenævnet meddeler derfor afslag på anmodningen om at tillægge klagen opsættende virkning. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1.

Sagens baggrund

I marts 2012 indgik den daværende regering en energipolitisk aftale om at begrænse fossile brændsler og øge andelen af vedvarende energi, med en målsætning om, at vindmøller skulle udgøre 50 % af elforsyningen i 2020. Dette skulle bidrage til Danmarks klimapolitiske forpligtelser over for EU og FN.

I oktober 2012 udgav Havvindmølleudvalget en rapport, der screenede egnede placeringer for kystnære havvindmølleprojekter. Rapporten anbefalede en mindsteafstand på 4 km fra byer og sommerhusområder for havvindmøller op til 200 meter i højden, primært for at holde omkostningerne nede.

Som opfølgning på energiaftalen blev 350 MW kystnære placeringer sendt i udbud den 20. februar 2015. Energinet.dk varetog VVM-undersøgelserne (Vurdering af Virkninger på Miljøet) for de potentielle placeringer. VVM-processen inkluderede to offentlige møder og en offentlig høring af forslag til VVM-redegørelsen fra maj til juni 2015. Den endelige VVM-redegørelse blev offentliggjort den 26. november 2015.

Efter udbudsrunden vandt Vattenfall retten til at opføre havvindmølleparkerne Vesterhav Syd (170 MW) og Vesterhav Nord (180 MW) den 1. september 2016. Energistyrelsen og Vattenfall indgik etableringsaftaler den 22. december 2016.

Klagerens synspunkter

Klageren anmodede om opsættende virkning og anførte følgende hovedpunkter:

• Placering: Klageren mente, at Vattenfalls placering af 21 møller over en strækning på ca. 15 km ikke opfyldte VVM-redegørelsens krav om en velafgrænset gruppe og et geometrisk mønster. Desuden blev ca. 50 % af møllerne placeret 4,2-4,5 km fra kysten, hvilket klageren mente stred mod anbefalingen om at placere møllerne så langt til havs som muligt.
• Alternative placeringer: Klageren mente, at der ikke var taget tilstrækkeligt hensyn til naturmæssige konsekvenser, og at alternative placeringer længere ude på havet ikke var undersøgt. Klageren fremhævede, at prisen pr. MW på Kriegers Flak var lavere end for de kystnære møller, hvilket potentielt gjorde Horns Rev til et oplagt alternativ.
• Irreparabel skade: Klageren anmodede om opsættende virkning for at undgå uoprettelig skade, hvis klagen fik medhold.

Klageberettigelse

Energiklagenævnet anmodede klageren om at redegøre for sin individuelle interesse i sagen. Klageren henviste til sine vedtægter, der angiver foreningens formål som at beskytte områdets natur- og miljømæssige forhold samt at repræsentere grundejernes fælles interesser. Klageren argumenterede for at være klageberettiget i henhold til Lov om fremme af vedvarende energi § 67, stk. 2, da området er tæt bebygget, og de 190 meter høje møller vil være synlige fra sommerhuse og forstyrre de rekreative muligheder. Klageren udtrykte desuden utilfredshed med, at Energistyrelsen både udarbejdede, godkendte VVM-redegørelsen og gav etableringstilladelsen.

Energistyrelsens udtalelse

Energistyrelsen vurderede, at kun Vattenfall A/S var part i sagen, da de alene havde en væsentlig individuel interesse i sagens udfald. Energistyrelsen bemærkede, at der under VVM-processen var identificeret personer med individuel interesse i landaktiviteter.

• Støjberegninger: Energistyrelsen oplyste, at Miljøstyrelsen vurderede, at den svenske beregningsmodel for støj fra vindmøller ville overvurdere støjbidraget fra multiple refleksioner for de planlagte møller. Et supplerende støjbidrag på 0-3 dB blev estimeret, hvilket ikke ville overskride grænseværdien for lavfrekvent støj indendørs. Det blev dog understreget, at denne beregning ikke var verificeret.
• Gyldighed af vindmøllebekendtgørelsen: Energistyrelsen henviste til Miljø- og Fødevareministeriets analyse af to EU-domme (C-290/15 og C-379/15) vedrørende SMV-direktivet (Direktiv 2001/42/EF om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet) og deres konsekvenser for Bekendtgørelse om støj fra vindmøller. Energistyrelsen fastholdt, at etableringstilladelserne var truffet med hjemmel i Lov om fremme af vedvarende energi § 25 og Lov om elforsyning § 22a, og at Lov om fremme af vedvarende energi § 25, stk. 3 tillader fastsættelse af vilkår for miljømæssige forhold, herunder støj. Energistyrelsen bestred, at en eventuel ugyldighed af vindmøllebekendtgørelsen ville medføre ugyldighed af hele etableringstilladelsen; et mangelfuldt vilkår ville i stedet anses for ustillet eller kunne rettes.