Klage over etableringstilladelse til havvindmøllepark Vesterhav Syd og anmodning om opsættende virkning

Klegod Grundejerforening (herefter klager) indgav en klage til Energiklagenævnet over Energistyrelsens afgørelse af 22. december 2016. Denne afgørelse gav Vattenfall Vindkraft A/S (herefter Vattenfall) tilladelse til at etablere den kystnære havvindmøllepark Vesterhav Syd. Tilladelsen blev givet med hjemmel i Lov om fremme af vedvarende energi § 25 og Lov om elforsyning § 22a. Klager, der repræsenterer 229 sommerhusgrundejere på Holmsland Klit, anmodede om, at klagen blev tillagt opsættende virkning.

Klagefrist

Energiklagenævnet bemærkede, at klagefristen ifølge Lov om fremme af vedvarende energi § 66, stk. 4 og Lov om elforsyning § 89, stk. 5 udløb den 19. januar 2017. Energistyrelsen havde dog oplyst, at fristen udløb den 25. januar 2017. På denne baggrund besluttede Energiklagenævnet at anse klager modtaget til og med den 25. januar 2017 som rettidige.

Sagens baggrund

I marts 2012 indgik den daværende regering en energipolitisk aftale om at begrænse fossile brændsler og øge andelen af vedvarende energi, med en målsætning om, at vindmøller skulle udgøre 50 % af elforsyningen i 2020. Dette skulle bidrage til Danmarks klimapolitiske forpligtelser over for EU og FN.

I oktober 2012 udgav Havvindmølleudvalget en rapport, der screenede egnede placeringer for kystnære havvindmølleprojekter. Rapporten anbefalede en mindsteafstand på 4 km fra byer og sommerhusområder for havvindmøller op til 200 meter i højden, primært for at holde omkostningerne nede.

Som opfølgning på energiaftalen blev 350 MW kystnære placeringer sendt i udbud den 20. februar 2015. Energinet.dk varetog VVM-undersøgelserne (Vurdering af Virkninger på Miljøet) for de potentielle placeringer. VVM-processen inkluderede to offentlige møder og en offentlig høring af forslag til VVM-redegørelsen fra maj til juni 2015. Den endelige VVM-redegørelse blev offentliggjort den 26. november 2015.

Efter udbudsrunden vandt Vattenfall retten til at opføre havvindmølleparkerne Vesterhav Syd (170 MW) og Vesterhav Nord (180 MW) den 1. september 2016. Energistyrelsen og Vattenfall indgik etableringsaftaler den 22. december 2016.

Klagerens synspunkter

Klageren anmodede om opsættende virkning og anførte følgende hovedpunkter:

• Placering: Klageren mente, at Vattenfalls placering af 21 møller over en strækning på ca. 15 km ikke opfyldte VVM-redegørelsens krav om en velafgrænset gruppe og et geometrisk mønster. Desuden blev ca. 50 % af møllerne placeret 4,2-4,5 km fra kysten, hvilket klageren mente stred mod anbefalingen om at placere møllerne så langt til havs som muligt.
• Alternative placeringer: Klageren mente, at der ikke var taget tilstrækkeligt hensyn til naturmæssige konsekvenser, og at alternative placeringer længere ude på havet ikke var undersøgt. Klageren fremhævede, at prisen pr. MW på Kriegers Flak var lavere end for de kystnære møller, hvilket potentielt gjorde Horns Rev til et oplagt alternativ.
• Irreparabel skade: Klageren anmodede om opsættende virkning for at undgå uoprettelig skade, hvis klagen fik medhold.

Klageberettigelse

Energiklagenævnet anmodede klageren om at redegøre for sin individuelle interesse i sagen. Klageren henviste til sine vedtægter, der angiver foreningens formål som at beskytte områdets natur- og miljømæssige forhold samt at repræsentere grundejernes fælles interesser. Klageren argumenterede for at være klageberettiget i henhold til Lov om fremme af vedvarende energi § 67, stk. 2, da området er tæt bebygget, og de 190 meter høje møller vil være synlige fra sommerhuse og forstyrre de rekreative muligheder. Klageren udtrykte desuden utilfredshed med, at Energistyrelsen både udarbejdede, godkendte VVM-redegørelsen og gav etableringstilladelsen.

Energistyrelsens udtalelse

Energistyrelsen vurderede, at kun Vattenfall A/S var part i sagen, da de alene havde en væsentlig individuel interesse i sagens udfald. Energistyrelsen bemærkede, at der under VVM-processen var identificeret personer med individuel interesse i landaktiviteter.

• Støjberegninger: Energistyrelsen oplyste, at Miljøstyrelsen vurderede, at den svenske beregningsmodel for støj fra vindmøller ville overvurdere støjbidraget fra multiple refleksioner for de planlagte møller. Et supplerende støjbidrag på 0-3 dB blev estimeret, hvilket ikke ville overskride grænseværdien for lavfrekvent støj indendørs. Det blev dog understreget, at denne beregning ikke var verificeret.
• Gyldighed af vindmøllebekendtgørelsen: Energistyrelsen henviste til Miljø- og Fødevareministeriets analyse af to EU-domme (C-290/15 og C-379/15) vedrørende SMV-direktivet (Direktiv 2001/42/EF om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet) og deres konsekvenser for Bekendtgørelse om støj fra vindmøller. Energistyrelsen fastholdt, at etableringstilladelserne var truffet med hjemmel i Lov om fremme af vedvarende energi § 25 og Lov om elforsyning § 22a, og at Lov om fremme af vedvarende energi § 25, stk. 3 tillader fastsættelse af vilkår for miljømæssige forhold, herunder støj. Energistyrelsen bestred, at en eventuel ugyldighed af vindmøllebekendtgørelsen ville medføre ugyldighed af hele etableringstilladelsen; et mangelfuldt vilkår ville i stedet anses for ustillet eller kunne rettes.

Energiklagenævnet imødekom ikke Klegod Grundejerforenings anmodning om opsættende virkning.

Klageberettigelse

Energiklagenævnet fastslog, at klageren var klageberettiget. Energistyrelsens afgørelse var truffet i medfør af Lov om fremme af vedvarende energi § 25 og var omfattet af Lov om fremme af vedvarende energi § 26 (VVM-pligtige anlæg). Klagen faldt derfor ind under Lov om fremme af vedvarende energi § 67, stk. 1. Klageren, som en lokal grundejerforening med formål at beskytte natur- og miljømæssige forhold samt bevare stedets egenart, opfyldte kravene i Lov om fremme af vedvarende energi § 67, stk. 2. Selvom vedtægterne først blev fremsendt efter anmodning, blev klageren anset for klageberettiget til at påklage de miljømæssige forhold i afgørelsen.

Opsættende virkning

Energiklagenævnet vurderede, at der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne fravige udgangspunktet om, at en klage ikke tillægges opsættende virkning i henhold til almindelige forvaltningsretlige regler og Lov om fremme af vedvarende energi § 67, stk. 6.

Vurdering af støj og EU-ret

Nævnet lagde vægt på, at VVM-redegørelsen indeholdt en beskrivelse af anlæggets påvirkning af miljøet, herunder lav- og højfrekvent støj fra havvindmøllerne, med henvisning til Bekendtgørelse om støj fra vindmøller. Energiklagenævnet bemærkede, at bekendtgørelsen primært omhandler landvindmøller.

Nævnet var bekendt med to nye EU-domme (C-290/15 og C-379/15) fra EU-Domstolen vedrørende SMV-direktivet (Direktiv 2001/42/EF om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet). Disse domme fastslog, at en national vindmøllebekendtgørelse kan anses for en plan eller et program omfattet af direktivet, hvis den definerer regler og kontrolprocedurer for projekter med væsentlige miljøpåvirkninger. Energiklagenævnet fandt, at der efter en foreløbig vurdering kunne foreligge en risiko for, at den danske vindmøllebekendtgørelse var vedtaget i strid med SMV-direktivet og dermed EU-retten. Dog vurderede nævnet, at EU-dommene ikke uden videre kunne overføres til den danske bekendtgørelse, da de indholdsmæssigt og omfangsmæssigt ikke var enslydende.

Konsekvenser for Vattenfall

Energiklagenævnet fandt ikke, at klageadgangen ville blive illusorisk, eller at der ville ske uoprettelig skade, hvis klagen ikke blev tillagt opsættende virkning. Nævnet fremhævede, at Vattenfall var bekendt med de verserende klagesager og dermed påtog sig en betydelig økonomisk risiko ved at igangsætte projektet, hvis en senere afgørelse fra Energiklagenævnet måtte give klagerne medhold.

Med henvisning til Lov om fremme af vedvarende energi § 66, stk. 6 kan søgsmål ved domstolene til prøvelse af afgørelsen anlægges inden 6 måneder efter meddelelse af afgørelsen.