Klage over fastholdelse af pelsindeks ved erstatning for minkskind

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Fødevarestyrelsens vurdering af, at klagerens pelsindeks ikke skulle korrigeres. Afgørelsen blev truffet i henhold til Bekendtgørelse om endelig skinderstatning m.v. ved aflivning af mink som følge af COVID-19 § 2, stk. 5, som fastslår, at pelsindekset kun kan korrigeres, hvis besætningsejeren dokumenterer en væsentlig afvigelse i skindkvaliteten af de aflivede mink.

Nævnet vurderede den fremsendte dokumentation, herunder afregningspriser fra NAFA og Saga Furs, rapporten fra cand.agro., konsulentudtalelser og opgørelsen over skind solgt til Kina. Nævnet konkluderede, at denne dokumentation ikke tilstrækkeligt beviste, at skindkvaliteten af de aflivede mink afveg væsentligt fra det af Dansk Pelsdyravlerforening udarbejdede pelsindeks. Klageren havde primært dokumenteret de gennemsnitlige priser opnået ved salg til andre auktionshuse og eksterne opkøbere, men ikke den faktiske skindkvalitet i forhold til Kopenhagen Furs standarder.

Nævnet lagde vægt på, at beregninger baseret på, hvad skindene ville have indbragt ved salg hos Kopenhagen Fur, ikke bygger på faktiske salgspriser og derfor ikke udgør tilstrækkelig dokumentation for en anderledes skindværdi. Selvom konsulentens bekræftelse angav en højere kvalitet på skind solgt til Kina, udgjorde dette ikke præcis dokumentation for en kvalitetsforskel, der kunne danne grundlag for en korrektion af pelsindekset. Nævnet bemærkede desuden, at salgspriser til eksterne opkøbere ikke direkte kan sammenlignes med salg på auktion hos Kopenhagen Fur.

Miljø- og Fødevareklagenævnet understregede, at Fødevarestyrelsen kun kan korrigere pelsindekset, hvis betingelserne i Bekendtgørelse om endelig skinderstatning m.v. ved aflivning af mink som følge af COVID-19 § 2, stk. 5 er opfyldt. Forhold som et ubetydeligt salg hos Kopenhagen Fur, salg via andre kanaler, nedfrosne skind eller salg af avlsdyr, samt klagerens generelle betragtninger om pelsindeksberegning, blev ikke anset for at vedrøre dokumentation for skindkvaliteten af de aflivede mink og kunne derfor ikke føre til et andet resultat.

Udvidet adgang til kompensation

Lovforslaget udvider kredsen af virksomheder, der kan modtage kompensation. Fremover omfatter ordningen også:

• Pelserier, som betjener minkproduktion i Danmark.
• Følgeerhverv, som udlejer stald- og burkapacitet til minkproduktion i Danmark.

For disse to grupper fjernes kravet om, at de i det væsentlige skal være afhængige af minkavl for at være berettigede til kompensation.

Statens overtagelse af aktiver

En central del af lovforslaget er, at staten overtager rettighederne til de aktiver, der ydes erstatning eller kompensation for. Dette er et vilkår for udbetalingen. Rettighederne varierer afhængigt af virksomhedstypen:

Staten afholder udgifterne til nedrivning og fjernelse, men ikke andre omkostninger som f.eks. oprydning eller forureningsbekæmpelse. Modtagere af erstatning forpligtes til aktivt at medvirke og give myndighederne adgang til ejendommene (§ 8 c).

Betingelser for erstatning og kompensation

Lovforslaget indfører en række betingelser for at modtage erstatning:

• Krav om tilladelser: Ministeren kan fastsætte regler om, at gyldige tilladelser (f.eks. miljøgodkendelser, byggetilladelser) er en forudsætning for at få udbetalt erstatning. Dette skal sikre, at der kun kompenseres for lovlig produktionskapacitet.
• Ansøgningsproces: Der indføres hjemmel til at fastsætte detaljerede regler for ansøgningsprocessen, herunder:
  • Faste ansøgningsfrister.
  • Specifikke dokumentationskrav.
  • Krav om revisorattestation for visse oplysninger.
  • Krav om, at oplysninger afgives på tro og love, hvilket medfører strafansvar ved afgivelse af falske oplysninger.
• Videregivelse af oplysninger: Dansk Pelsdyravlerforening a.m.b.a. forpligtes til efter anmodning at videregive oplysninger om minkavleres salg og afregningspriser til Fødevarestyrelsen til brug for sagsbehandlingen.

Sagsbehandling og klageregler

For at håndtere de mange sager oprettes en ny sagsbehandlingsstruktur:

• Erstatnings- og taksationskommissioner: Der gives hjemmel til at oprette uafhængige kommissioner, som skal fastsætte erstatningens og kompensationens størrelse. Deres sammensætning skal sikre ekspertise inden for bl.a. ejendomsvurdering, regnskab og minkproduktion. Der kan også oprettes overordnede kommissioner som ankeinstans.
• Klageregler: Klageadgangen præciseres. Afgørelser truffet af Fødevarestyrelsen kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Det er dog hensigten, at afgørelser fra de nye erstatnings- og taksationskommissioner ikke kan påklages til en anden administrativ myndighed. Sager mod disse kommissioner skal i stedet indbringes for domstolene inden for fastsatte frister.

Økonomiske og juridiske bestemmelser

• Fordeling af erstatning: Ministeren får bemyndigelse til at fastsætte regler for, hvordan erstatningsbeløbet fordeles mellem rettighedshavere, f.eks. ejeren og panthavere i ejendommen. Dette skal sikre, at panthaveres rettigheder respekteres.
• Forbud mod overdragelse af krav: Et krav på erstatning kan ikke overdrages (sælges eller pantsættes), før kravet er endeligt fastsat ved afgørelse eller forlig. Aftaler om sådan overdragelse er ugyldige. Dette skal forhindre, at fordelingen til rettighedshavere kompliceres.
• Kompensation for omkostninger: Der indføres mulighed for at kompensere minkavlere og følgeerhverv for rimelige omkostninger, de afholder i perioden, indtil den endelige erstatning er fastsat.
• Digital kommunikation: Der indføres hjemmel til at kræve, at al skriftlig kommunikation med myndighederne skal foregå digitalt.

Ikrafttrædelse

Loven foreslås at træde i kraft den 1. maj 2021. Klagesager, der er verserende hos Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri ved lovens ikrafttræden, overføres til færdigbehandling hos Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Stadfæstelse af afgørelse om offentligt tilsyn efter COVID-19 smitte