Dispensation til midlertidig campering inden for strandbeskyttelseslinjen stadfæstes

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) har stadfæstet Kystdirektoratets afgørelse af 6. marts 2023 om dispensation til midlertidig campering inden for strandbeskyttelseslinjen på en ejendom i Middelfart Kommune. Afgørelsen er truffet med hjemmel i Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1, Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1, og Naturbeskyttelsesloven § 78, stk. 4.

Kystdirektoratet meddelte dispensation til midlertidig anvendelse af et areal til campering med op til 10 campingenheder (autocampere, campingvogne eller telte) i forbindelse med en naturistfestival i uge 29 og 30 i 2023, samt tre dage før og efter festivalen. Ansøgningen kom fra en forening, der ejer en nærliggende campingplads. De øvrige festivalaktiviteter og servicefaciliteter ville foregå på den eksisterende campingplads. Arealet, der ansøgtes om, fremstår som græsplæne, og der var indgået en lejeaftale med ejeren.

Kystdirektoratets vurdering

Kystdirektoratet vurderede, at den ansøgte midlertidige anvendelse udgjorde en mindre tilstandsændring, da arealet kun anvendes kortvarigt i forbindelse med et specifikt arrangement. Direktoratet lagde afgørende vægt på den midlertidige karakter af tilstandsændringen og det begrænsede antal enheder, som var underordnet den primære campingplads. Direktoratet har en praksis for at meddele dispensation til midlertidig campering ved festivaler og lignende, når arealerne kan fremstå som før arrangementet.

Kystdirektoratet skelnede mellem denne midlertidige dispensation og et tidligere afslag på permanent udvidelse af campingpladsen på samme areal. Direktoratet vurderede desuden, at projektet ikke ville medføre væsentlig påvirkning af Natura 2000-område nr. 112 eller beskadigelse af yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter, da arealet fremstår som græsplæne og ikke er et oplagt levested for de nævnte arter.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Afgørelsen blev påklaget af Foreningen Den Landsdækkende Gruppe af borgere i Strandbeskyttelseslinjen. Klager anførte blandt andet, at dispensationen var i strid med Kystdirektoratets praksis, at arealet ligger i åbent kystlandskab og er synligt fra kysten, og at der forelå et påbud mod campering på arealet. Klager mente også, at Kystdirektoratet havde tilsidesat hensynet til Natura 2000-området og fredede dyrearter. Derudover blev der fremført betragtninger om alternative placeringsmuligheder, ledige pladser på den eksisterende campingplads, sagsbehandlingsfejl og andre ulovlige forhold på ejendommene.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at foreningen ”Den Landsdækkende Gruppe af borgere i Strandbeskyttelseslinjen” var klageberettiget i medfør af Naturbeskyttelsesloven § 86, stk. 1, nr. 7, da foreningens formål og klagepunkter vedrørte rekreative interesser i forbindelse med campering.

Nævnets vurdering af dispensationen

Nævnet vurderede, at der var tale om et særligt tilfælde, der kunne begrunde dispensation til den ansøgte midlertidige campering. Nævnet lagde vægt på, at arealet fremstår som et åbent græsareal, og at camperingen ikke ville indebære permanente ændringer af området. Nævnet var enig i Kystdirektoratets vurdering af, at den midlertidige anvendelse kun udgjorde en mindre tilstandsændring, og at påvirkningen af kystlandskabet ville være begrænset til arrangementsperioden.

Natura 2000 og bilag IV-arter

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Kystdirektoratets vurdering af, at projektet ikke ville medføre væsentlig påvirkning af Natura 2000-område nr. 112. Nævnet lagde særligt vægt på, at det aktuelle område ikke er oplagt som yngleområde for rørhøg eller andre fugle, da arterne ikke er observeret, og der ikke er kortlagt levesteder i disse områder. Rørhøg yngler primært i vådområder med rørskove, hvilket det konkrete græsareal ikke er. Nævnet vurderede desuden, at arealet ikke er et potentielt yngle- og rasteområde for bilag IV-arter, herunder flagermus, da det er et åbent areal uden træer. Dette er i overensstemmelse med kravene i Habitatdirektivet og Bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 6, stk. 1, Bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 7, stk. 2, Bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 10, stk. 1, nr. 1, og Bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 10, stk. 2.

Nævnet lagde vægt på, at et tidligere afslag på permanent campering og påbud om lovliggørelse af andre forhold ikke var en del af den påklagede afgørelse, som udelukkende omhandlede midlertidig campering. De af klager fremhævede tidligere afgørelser fra Natur- og Miljøklagenævnet blev ikke anset for sammenlignelige med den aktuelle sag på grund af forskellige faktiske forhold. Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede desuden, at nævnet foretager en fuld prøvelse og ikke er bundet af førsteinstansens tidligere praksis.

Afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæster Kystdirektoratets afgørelse af 6. marts 2023 om dispensation til midlertidig campering inden for strandbeskyttelseslinjen. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke.