Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Relaterede love
| Lov | § |
|---|---|
Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Kystdirektoratets afgørelse af 8. februar 2023, som afslog en lovliggørende dispensation til terrænregulering, etablering af støttemure, bådplads og en fritliggende terrasse inden for strandbeskyttelseslinjen på en ejendom i Horsens. Kystdirektoratet havde samtidig meddelt påbud om fjernelse af forholdene.
Ejendommen, der er ca. 1.800 m2, ligger i første række til Horsens Fjord og er delvist omfattet af en reduceret strandbeskyttelseslinje. Sagen opstod efter henvendelser til Kystdirektoratet i 2022 om mulige ulovlige forhold i forbindelse med opførelsen af en ny bolig på ejendommen.
Kystdirektoratet vurderede, at de ansøgte forhold – terrænregulering, støttemure, bådplads og terrasse – alle lå inden for strandbeskyttelseslinjen og krævede dispensation efter Naturbeskyttelsesloven § 15. Direktoratet behandlede ansøgningen som en forudgående ansøgning og fandt, at terrænændringen var en dispensationskrævende tilstandsændring, uanset tidligere terrænforhold eller naboejendommes niveauer. De bemærkede, at en reduceret strandbeskyttelseslinje skal administreres mere restriktivt.
Direktoratet vurderede, at ingen af de ansøgte forhold var omfattet af undtagelsen i Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 3 eller den lempelige dispensationsadgang i Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 3, nr. 1. De ansøgte forhold skulle i stedet behandles efter Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1, som kræver særlige tilfælde for dispensation.
Kystdirektoratet afslog dispensation for terrænreguleringen, da den var betydelig og ønsket om niveaufri adgang ikke udgjorde et særligt tilfælde. Støttemurene blev også afvist, da de var opført for at fastholde det regulerede terræn og fremstod synlige i kystlandskabet. Den nedgravede bådplads blev anset for et væsentligt indgreb, der fremstod markant. Terrassen blev vurderet som et nyt og dispensationskrævende anlæg, da den i udtryk og konstruktion afveg væsentligt fra den oprindelige. Direktoratet lagde vægt på risikoen for uheldig præcedenseffekt og fandt ikke, at indrettelseshensyn, proportionalitet eller værdispild kunne begrunde dispensation.
Klageren anførte, at terrænreguleringen blot tilbageførte grunden til dens oprindelige tilstand fra før 1968, og derfor ikke udgjorde en tilstandsændring. Subsidiært anmodede klageren om lovliggørende dispensation, da reguleringen ikke ville påvirke kystlandskabet og ikke ville danne præcedens, da ejendommen var den eneste med lavtliggende terræn. Klageren henviste til lignende terrænreguleringer på omkringliggende ejendomme og påberåbte sig ligebehandlingsprincippet samt værdispildsbetragtninger.
Støttemurene blev anført som nødvendige for at forhindre skred og ville blive tildækket af beplantning. Terrassen blev beskrevet som en renovering af en lovligt etableret terrasse fra 1968, og klageren mente, at det ville stride mod proportionalitetsprincippet at påbyde fjernelse. Klageren henviste igen til lignende forhold på andre ejendomme og Kystdirektoratets manglende tilsyn som en accept af ulovlige forhold, hvilket burde medføre ligebehandling.
Bådpladsen blev anført som nedsænket og ikke til gene for udsigten, og den ville falde naturligt ind i naturen med efeu-beplantning. Klageren påpegede, at en tilbageførelse af terrænet ville medføre problemer med overfladevand og risiko for vandindtrængen i kælderen, og at støttemurene fungerede som klimasikring. Klageren henviste til en tidligere afgørelse fra Kystdirektoratet, hvor overfladevandsproblemer havde begrundet dispensation. Klageren anmodede desuden om opsættende virkning og en besigtigelse af ejendommen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til terrænregulering, etablering af støttemure, bådplads og fritliggende terrasse inden for strandbeskyttelseslinjen.
Nævnet vurderede, at ændringerne på ejendommen, herunder terrænregulering, etablering af støttemure, bådplads og nedgravet terrasse, udgjorde betydelige ændringer i tilstanden inden for strandbeskyttelseslinjen. Dette blev understøttet af luftfotos, der viste omfattende gravearbejder og etablering af nye konstruktioner i perioden 2020-2022. Nævnet fandt, at den nedgravede terrasse i udtryk og konstruktion afveg så væsentligt fra den oprindelige, at der ikke var tale om sædvanlig vedligeholdelse.
Nævnet var enig med Kystdirektoratet i, at de ansøgte forhold ikke var omfattet af undtagelsen i Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 3 eller den lempeligere dispensationsadgang i Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 3, nr. 1, da de udførte tilstandsændringer ikke kunne anses for mindre anlæg. Forholdene skulle derfor vurderes efter den almindelige restriktive dispensationspraksis i Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1. Det forhold, at terrænet ifølge klageren var ført tilbage til en tidligere tilstand, ændrede ikke ved, at ændringerne var dispensationskrævende.
Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke, at der forelå et særligt tilfælde, der kunne begrunde en lovliggørende dispensation. Nævnet lagde vægt på, at de ansøgte forhold udgjorde betydelige indgreb, der negativt påvirkede kystlandskabet og stred mod strandbeskyttelseslinjens formål. Dette gjaldt uanset klagerens hensigt om tilplantning eller beklædning af støttemurene. Hensynet til at sikre boligens underetage mod vandindtrængen kunne heller ikke føre til et andet resultat.
For bådpladsen og terrassen lagde nævnet desuden vægt på den meget kystnære placering og anlæggenes markante fremtræden fra kystsiden. Nævnet fremhævede, at praksis inden for den oprindelige 100 m-strandbeskyttelseslinje er særlig restriktiv, og en dispensation ville kunne medføre en uhensigtsmæssig præcedens.
Nævnet fandt ikke grundlag for at antage, at afgørelsen var udtryk for usaglig forskelsbehandling, da der ikke var oplysninger om lignende tilfælde, der havde opnået et andet resultat. Den af klageren fremhævede afgørelse fra Kystdirektoratet af 22. juni 2022 blev ikke anset for sammenlignelig på grund af forskellige faktiske forhold og beliggenhed. Nævnet bemærkede, at det ikke er bundet af Kystdirektoratets tidligere praksis.
Miljø- og Fødevareklagenævnet konstaterede, at Kystdirektoratet ikke tidligere havde kendskab til de mulige ulovlige forhold på nærliggende ejendomme, men at direktoratet, efter at være blevet gjort bekendt med dem, havde iværksat en nærmere undersøgelse i henhold til Naturbeskyttelsesloven § 73, stk. 5. Dette ændrede ikke nævnets vurdering af den konkrete sag.
Klagerens anmodning om besigtigelse blev afvist, da nævnet fandt sagen fuldt oplyst. Øvrige anbringender, herunder om værdispildsbetragtninger, kunne ikke føre til en anden vurdering.
Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse af 8. februar 2023.
Regeringen har fremsat et lovforslag, der skal modernisere det 45 år gamle strandområde og give de fem ejerkommuner friere rammer til at udvikle faciliteterne.
Kystdirektoratet
Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Naturstyrelsens afslag på lovliggørende dispensation inden for strandbeskyttelseslinjen, jf. Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1. Klagen vedrører en overdækket terrasse og et udhus på en ejendom i Fredericia Kommune.
For 45 år siden blev det syv kilometer lange strand- og naturområde, Køge Bugt Strandpark, anlagt på den sjællandske vestegn. Med sine mange natur- og strandområder, fire lystbådehavne og kunstmuseet Arken er strandparken allerede i dag et trækplaster for områdets op mod 200.000 indbyggere og gæster fra hele regionen.
Artiklen beskriver baggrunden for projektet om kystfodring og sandressourcer, hvor klimaændringer øger presset på de danske kyster.
Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Kystdirektoratets afslag på en ansøgning om lovliggørende dispens...
Læs mereMiljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Naturstyrelsens afslag på dispensation fra [Naturbeskyttelseslove...
Læs mere