Planklagenævnets afgørelse om dispensation fra Lokalplan nr. 79 vedrørende klimaanlæg på Frederiksberg

Frederiksberg Kommune meddelte den 26. januar 2023 en lovliggørende dispensation fra lokalplan nr. 79 til opsætning af tre klimaanlæg på en ejendom i Frederiksberg C. Ejendommen ejes af en andelsboligforening, og ansøgningen blev indgivet af tre erhvervsandelshavere. Klimaanlæggene er placeret på ejendommens gårdsiden under vinduerne i stueetagen. Andelsboligforeningen klagede over afgørelsen. Planklagenævnet behandlede klagen og vurderede fire hovedspørgsmål: om forholdet var umiddelbart tilladt eller krævede dispensation, om kommunen havde hjemmel til at dispensere, om beslutningsgrundlaget var tilstrækkeligt, og om reglerne for partshøring var overholdt. Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at kommunens afgørelse står ved magt. Klagegebyret tilbagebetales ikke.

Ejendommen og lokalplanens bestemmelser

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 79, som fastsætter bestemmelser for bevaring af eksisterende bebyggelse. Ifølge lokalplanens afsnit 3.1 må den eksisterende bebyggelse ikke nedrives eller ombygges uden kommunalbestyrelsens tilladelse, og ændringer af bygningssiders, vinduers, døres, portes, skiltes, tages, kvistes og skorstenes form, farve eller materiale kræver godkendelse. Kommunen begrundede sin dispensation med, at klimaanlæggene ikke er synlige fra gadesiden eller offentlige anlæg og er en nødvendighed for de erhvervsdrivende i stueetagen.

Planklagenævnets vurdering af dispensation og hjemmel

Planklagenævnet fastslog, at lokalplanens afsnit 3.1 er en dispensationsbestemmelse i henhold til Planlovens § 15, stk. 2, nr. 21. Dette betyder, at ændringer af bygningssider kræver tilladelse eller dispensation efter Planlovens § 19. Nævnet fandt, at kommunen havde hjemmel til at give dispensation, da en dispensation efter en sådan bestemmelse som udgangspunkt ikke er i strid med planens principper, jf. Planlovens § 19, stk. 1. Selve afgørelsen om dispensation er baseret på en skønsmæssig vurdering, som Planklagenævnet ikke kan efterprøve.

Fuldmagtsforhold og beslutningsgrundlag

Andelsboligforeningen klagede over, at de enkelte andelshavere ikke havde ret til at ansøge om ændringer på ejendommens facade uden foreningens fuldmagt. Planklagenævnet bemærkede, at Planloven ikke indeholder bestemmelser om, at kun ejeren kan ansøge om dispensation. Efter almindelige forvaltningsretlige regler kan enhver med en retlig interesse ansøge. Nævnet fandt, at kommunen havde hjemmel til at træffe afgørelsen uden at indhente fuldmagt fra andelsboligforeningen.

Vedrørende beslutningsgrundlaget klagede andelsboligforeningen over, at kommunens begrundelse om anlæggenes "nødvendighed" var udokumenteret. Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at kommunens afgørelse var baseret på et utilstrækkeligt kendskab til sagens faktiske forhold, da afgørelsen var skønsmæssig og baseret på, at anlæggene ikke var synlige og var nødvendige.