Genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse om Lemvig Kommunes landzonetilladelse

Planklagenævnet genoptog sagen og behandlede spørgsmålene om undtagelse fra kravet om landzonetilladelse, overholdelse af reglerne om naboorientering og muligheden for at give landzonetilladelse til forholdet.

Undtagelse fra krav om landzonetilladelse

Nævnet fastslog, at ingen af undtagelserne fra kravet om landzonetilladelse i Planloven § 5 u og Planloven §§ 36-38 fandt anvendelse i den konkrete sag, hvorfor det ansøgte krævede landzonetilladelse i henhold til Planloven § 35, stk. 1.

Naboorientering

Klageren undrede sig over, at kommunen ikke havde sendt landzonetilladelsen i høring. Planklagenævnet vurderede kommunens skøn om, at projektet var af underordnet betydning for naboerne, jf. Planloven § 35, stk. 5. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering, da parkeringspladsen ikke havde direkte virkning for naboerne på grund af afstande til nabobebyggelse og dens tilknytning til minimuseet og mindestenen.

Landzonetilladelse til parkeringsplads og jordvold

Planklagenævnet stadfæstede Lemvig Kommunes afgørelse om lovliggørende landzonetilladelse til den eksisterende parkeringsplads samt landzonetilladelse til den yderligere udvidelse af parkeringspladsen. Nævnet lagde vægt på parkeringspladsens beskedne størrelse, dens begrænsede landskabelige påvirkning og dens naturlige tilknytning til frysehuset og vejkrydset. Nævnet vurderede, at en eventuel øget aktivitet ikke ville medføre nabogener i et omfang, der kunne begrunde et afslag.

Derimod ændrede Planklagenævnet Lemvig Kommunes afgørelse om lovliggørende landzonetilladelse til jordvolden til et afslag. Nævnet fandt, at jordvolden ikke var i overensstemmelse med de landskabelige hensyn for området, da den fremstod markant og skæmmende i landskabet ved at afgrænse parkeringspladsen mod de åbne dyrkede marker.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.

Kommunens tidligere afgørelser og klagen

Kommunen traf den 30. november 2016 afgørelse om lovliggørende dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 til etablering af vandhullet. Denne dispensation blev begrundet med mosens formentlig ringe værdi og den rekreative værdi, arealet ville få ved at blive stillet til rådighed for lokalområdet. Der blev dog ikke givet landzonetilladelse på dette tidspunkt.

En nabo klagede den 30. januar 2018 til Planklagenævnet over kommunens afgørelse om landzonetilladelse. Klageren anførte navnlig, at der ikke var foretaget naboorientering, og at kommunen havde foretaget en overfladisk vurdering af sagen uden tilstrækkelige hensyn til bilag IV-arter og den beskyttede natur.

Kommunens begrundelse for afgørelsen

Kommunen begrundede den lovliggørende landzonetilladelse med, at mosen formentlig havde haft ringe værdi, da området havde været tilgroet med store træer. Kommunen vurderede, at spidssnudet frø og stor vandsalamander kunne forekomme i området, men at oprensningen kun havde medført kortvarig negativ eller ingen påvirkning af bilag IV-arter. Kommunen undlod naboorientering med den begrundelse, at der var tale om en lovliggørelsessag.

Klagerens og kommunens bemærkninger

• Naboorientering: Klageren fastholdt, at manglende naboorientering ikke var berettiget, selv i en lovliggørelsessag, og at det havde forhindret kommunen i at få relevante oplysninger. Kommunen mente, at naboorientering var meningsløs i en retlig lovliggørelsessag efter Naturbeskyttelsesloven.
• Kommunens vurdering efter planloven: Klageren kritiserede kommunens overfladiske vurdering og manglende vilkår for etablering og drift, samt at området var omlagt til park i strid med Planloven og Naturbeskyttelsesloven. Kommunen svarede, at lovliggørelsessager vurderes ud fra mulighederne for retlig lovliggørelse, og at forstyrrelser efter anlæggelse ville vokse til. Ansøgeren afviste intentionen om at omdanne matriklen til park og oplyste om beplantning og offentlig adgang til en natursti.
• Håndtering af opgravet jord og affald: Klageren anførte, at opgravet jord og affald var brugt til at opfylde mindre vandhuller, der fungerede som ynglested for stor vandsalamander, og ønskede genopretning. Kommunen oplyste, at der verserede en tilsynssag herom, mens ansøgeren anførte, at affald var leveret til genbrugsstationen.