Klage over Aabenraa Kommunes afgørelse vedrørende havemur på [A1], Aabenraa – overensstemmelse med byplanvedtægt nr. 1

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Retlige spørgsmål omfatter lovligheden eller gyldigheden af afgørelser, herunder fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af forvaltningsretlige grundsætninger.

Vurdering af umiddelbar tilladelse eller krav om dispensation

Bestemmelserne i en lokalplan er bindende over for borgerne, jf. Planloven § 18. Forhold, der er i overensstemmelse med lokalplanen, eller som ikke er reguleret af den, er umiddelbart tilladte. Dispositioner, der ikke er i overensstemmelse, kræver dispensation. Dette gælder også for byplanvedtægter, jf. Planloven § 68, stk. 2 modsætningsvis.

Byplanvedtægtens § 2, stk. 2 – byggelinje

Planklagenævnet vurderede, at havemuren ikke er omfattet af byplanvedtægtens § 2, stk. 2. Nævnet lagde vægt på, at havemuren er placeret ud mod en offentlig sti og dermed ikke mod

• § 5.1: Udnyttelsesgraden må ikke overstige 0,10.
• § 5.1.1: Bygninger må ikke opføres med mere end 1 etage og må ikke gives en større højde end 5,00 m.
• § 5.1.2: Gulvkote i samtlige bygninger må ikke være under 4,0.

Kommunens begrundelse for dispensation

Kommunen begrundede dispensationen med, at der tidligere var dispenseret fra udnyttelsesgraden, og at en bebyggelsesprocent på 15 i henhold til beregningsreglerne efter BR18 var i overensstemmelse med områdets principper. For gulvkoten anførte kommunen, at det var af underordnet betydning, at kældergulvet var beliggende i kote 3,777 DVR 90, da kælderen ikke anvendes til beboelse. Desuden lagde kommunen vægt på, at byggeriet var tilpasset matriklen og ikke ville medføre væsentlige skygge-, lys- og indbliksgener for naboerne.

Klagepunkter

Klagerne anførte, at byggeriet reelt var i to fulde etager, da kælderen var beregnet til beboelse, og at dette var en omgåelse af byplanvedtægtens forbud mod to etager. De gjorde også gældende, at kommunen havde beregnet udnyttelsesgraden forkert ved ikke at medregne kælderarealet. Endvidere mente klagerne, at dispensationen fra byplanvedtægtens bestemmelse om gulvkote var i strid med byplanvedtægtens overordnede formål, og at kommunens beslutning havde været ensidig, idet klagernes høringssvar ikke var blevet inddraget tilstrækkeligt.

Planklagenævnets fokusområder

Planklagenævnet behandlede følgende spørgsmål i sagen:

• Om forholdet var umiddelbart tilladt efter byplanvedtægten, jf. Planlovens § 18, eller krævede dispensation fra byplanvedtægtens §§ 5.1, 5.1.1 og 5.1.2.
• Om kommunen havde hjemmel til at give dispensation, jf. Planlovens § 19.
• Om kommunens skønsmæssige vurdering var baseret på planlægningsmæssigt relevante hensyn.
• Om reglerne om naboorientering var overholdt, jf. Planlovens § 20.