Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Relaterede love
| Lov | § |
|---|---|
Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Vesthimmerlands Kommunes afgørelse af 6. januar 2023, som fastlagde et kontrolprogram for vandforsyningsanlægget på en ejendom i Aars. Kommunen havde vurderet, at anlægget leverede vand til en kommerciel aktivitet, da ejendommen var udlejet, og derfor skulle undergå regelmæssig kontrol i henhold til Bekendtgørelse om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg § 7, stk. 3.
Klageren, ejendommens ejer, anførte, at udlejningen til klagers bror ikke var kommerciel, da der forelå en samejeerklæring. Klageren mente derfor, at ejendommen kun burde være omfattet af forenklet kontrol hvert femte år.
Kommunen fastholdt sin afgørelse med henvisning til, at klager ifølge tingbogen var eneste adkomsthaver, og at udlejning per definition er kommerciel. Kommunen henviste til definitionen af "offentlig eller kommerciel aktivitet" i Bekendtgørelse om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg § 1, stk. 4 samt Miljøstyrelsens fortolkning og Miljø- og Fødevareklagenævnets praksis. Kontrolprogrammet fastsatte årlige prøver for gruppe A-parametre og prøver hvert tredje år for gruppe B-parametre, da anlægget leverede mindre end 10 m³ vand pr. dag.
Under sagens behandling fremsendte klageren den omtalte samejeerklæring. Det fremgik heraf, at klageren var den eneste ejer af ejendommen, og at broderen var lejer. Erklæringen fastslog dog, at nettoprovenuet ved et eventuelt salg til tredjemand skulle deles mellem ejer og lejer.
Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Vesthimmerlands Kommunes afgørelse af 6. januar 2023 om fastlæggelse af kontrolprogram for vandforsyningsanlægget. Nævnet fandt, at vandforsyningsanlægget leverede drikkevand til en kommerciel aktivitet, og at drikkevandet derfor var omfattet af Bekendtgørelse om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg § 1 og skulle kontrolleres ved regelmæssig kontrol i henhold til Bekendtgørelse om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg § 13, stk. 1.
Nævnet lagde vægt på, at ejendommen var udlejet, og at drikkevand blev stillet til rådighed i forbindelse med udlejningen. Det forhold, at nettoprovenuet ved salg skulle deles mellem ejer og lejer ifølge samejeerklæringen, ændrede ikke ved, at ejendommen var udlejet. Nævnet henviste til definitionen af "kommerciel eller offentlig aktivitet" i og Miljøstyrelsens drikkevandsvejledning, som specifikt nævner udlejningsejendomme som eksempler på kommerciel aktivitet. Formålet med drikkevandsbekendtgørelsen, som implementerer dele af , er at sikre adgang til rent drikkevand, hvilket taler for en bred fortolkning af begrebet "anden offentlig og kommerciel aktivitet".
Kommunen havde dermed den fornødne hjemmel til at fastlægge kontrolprogrammet i medfør af Bekendtgørelse om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg § 13, stk. 3. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6.
Nævnet har afvist at behandle en klage vedrørende en udlejningsejendom, da udlejningsaktiviteten blev vurderet som erhvervsmæssig.
Miljøstyrelsen har udsendt et udkast til en ny og fuldt opdateret Drikkevandsvejledning, som skal guide kommuner, vandforsyninger og andre aktører i de nye regler for drikkevand. Vejledningen implementerer EU's reviderede drikkevandsdirektiv (2020/2184) i dansk praksis og erstatter den tidligere vejledning fra 2022. Høringen løb frem til 30. april 2025 og har resulteret i en række præciseringer.
Vejledningens primære formål er at understøtte og vejlede i anvendelsen af de opdaterede regler i vandforsyningsloven og . Målet er at sikre fortsat rent og sundt drikkevand i Danmark gennem en risikobaseret tilgang, der dækker hele forsyningskæden fra indvinding til forbrugerens taphane.
Formandskabet for De Økonomiske Råd analyserer i årets miljøøkonomiske rapport landbrugets CO2e-afgift, behovet for klimapolitiske buffere og effekten af statsstøtte til grøn forskning.
En arbejdsgruppe har kortlagt barrierer og muligheder for etablering af bofællesskaber og byggefællesskaber med forskellige ejerformer.
Der er indført et helt nyt kapitel, som beskriver reglerne for kemikalier og filtermedier, der anvendes i vandbehandlingen. De centrale punkter er:
Vejledningen præciserer en vigtig skelnen:
Det tidligere krav om at "efterprøve" foranstaltninger erstattes af et operationelt kontrolprogram. Dette er et risikobaseret program, der skal være specifikt for hver enkelt vandforsyningskæde. Formålet er at sikre, at alle foranstaltninger til begrænsning af sundhedsrisici fungerer effektivt. Kommunen skal i samarbejde med forsyningen vurdere, hvor i kæden det er mest relevant at udtage kontrolprøver.
Der er indført en række nye krav til digital indberetning for at forbedre overvågningen af drikkevandskvaliteten. Nedenstående tabel opsummerer de centrale pligter:
| Oplysning | Hvem Indberetter | Hvor | Frist |
|---|---|---|---|
| Drikkevandskontrolprøver | Laboratoriet (for forsyningen) | Jupiter | 6 uger efter prøvetagning |
| Operationelle kontrolmålinger | Laboratoriet (for forsyningen) | Jupiter | 6 uger efter prøvetagning |
| Årsindvinding | Vandforsyningen | Jupiter | Inden 1. februar det flg. år |
| Genoprettende foranstaltninger | Vandforsyninger (>10 m³/dag) | Virk.dk | Senest 6 uger efter |
| Status på kontrolprogram | Kommunen | Jupiter | Senest 4 uger efter fastlæggelse |
| Dispensationer | Kommunen | Virk.dk | Hurtigst muligt |
Disse ændringer skal sikre en mere moderne, risikobaseret og gennemsigtig forvaltning af Danmarks drikkevandsressourcer.

Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en sag vedrørende et påbud fra Viborg Kommune om forbedring af vandkvaliteten på e...
Læs mere
Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Ringkøbing-Skjern Kommunes afgørelse om tilladelse til etablering...
Læs mere