Energiklagenævnets afgørelse om indtægtsrammer for netselskaber i 2021 – spørgsmål om dobbelttælling af effektiviseringskrav

Klager anførte, at Forsyningstilsynet ikke havde et fornødent og konkret datagrundlag til at ændre metode. De henviste til forarbejderne til elforsyningsloven § 69, stk. 5, som forudsætter et tilstrækkeligt datagrundlag for en ny metode. Klager mente, at Forsyningstilsynets analyse var teoretisk og ikke baseret på ny, tilgængelig data, som kunne vise, at den nye metode var mere retvisende.

Dobbelttælling

Klager gjorde gældende, at Forsyningstilsynets nye metode medførte dobbelttælling. De argumenterede for, at Forsyningstilsynets antagelse om, at der ikke kunne være overlap mellem de to krav, var forkert, da forarbejderne til elforsyningsloven netop anerkendte risikoen for dobbelttælling. Klager påpegede, at det generelle effektiviseringskrav, som er baseret på historisk produktivitetsudvikling, ville overlappe med det individuelle krav, der også bygger på historiske data. Den manglende korrektion af det generelle effektiviseringskrav med den reelle produktivitetsudvikling hos de effektive frontvirksomheder, som lovgiver havde forudsat, ville ifølge klager føre til dobbelttælling. Klager fremhævede, at de samlede effektiviseringskrav for branchen steg med ca. C1 kr. for 2021 som følge af metodeændringen, svarende til en stigning på over 25 %.

Strid med bekendtgørelsens § 13

Klager anførte, at Forsyningstilsynets nye metode var i strid med Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 13, sidste punktum. De argumenterede for, at den gamle metode (metode 4) de facto udelukkede dobbelttælling, og at den nye metode medførte en større risiko for dobbelttælling, og derfor ikke var en "mere retvisende sikring mod dobbelttælling" som krævet i bestemmelsen.

Energiklagenævnet stadfæstede Forsyningstilsynets afgørelser om indtægtsrammer for reguleringsåret 2021. Nævnet fandt, at Forsyningstilsynet havde hjemmel til at anvende den nye metode til sikring mod dobbelttælling.

Hjemmel til metodeændring

Energiklagenævnet vurderede, at Forsyningstilsynet havde et skøn til at vurdere, hvorvidt en anden metode til sikring mod dobbelttælling skulle benyttes, herunder udformningen af metoden, dog med krav om at dobbelttælling skulle undgås. Nævnet fandt, at Forsyningstilsynets analyse "Krav til effektivisering i forsyningssektorerne" fra juni 2021 i tilstrækkelig grad havde undersøgt og redegjort for, hvordan dobbelttælling kunne undgås ved anvendelse af en anden metode end metode 4 i bilag 2 til Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder. Derfor afviste nævnet klagers synspunkt om manglende hjemmel.

Vurdering af dobbelttælling

Energiklagenævnet var enig med Forsyningstilsynet i, at det individuelle effektiviseringskrav relaterer sig til indhentning af et individuelt potentiale baseret på nuværende teknologi, mens det generelle effektiviseringskrav afspejler fremtidige effektiviseringsmuligheder som følge af teknologisk udvikling. Nævnet fandt, at disse potentialer er uafhængige. Selvom det generelle effektiviseringskrav er baseret på historiske data, kan disse data ses som det bedste bud på den fremtidige udvikling. Nævnet konkluderede, at Forsyningstilsynet i analysen udførligt havde redegjort for, hvordan både et individuelt og et generelt effektiviseringskrav kan udmøntes uden dobbelttælling, især ved sekventiel udmøntning.

Overensstemmelse med bekendtgørelsens § 13

Energiklagenævnet fortolkede Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 13, sidste punktum, således at Forsyningstilsynet ved vurderingen af en mere retvisende metode bør inddrage, om metoden bringer reguleringen tættere på et konkurrencelignende marked, samtidig med at dobbelttælling undgås. Nævnet fandt, at Forsyningstilsynet i tilstrækkelig grad havde redegjort for, at der ikke skete dobbelttælling med den nye metode. Derfor var den nye metode ikke i strid med Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 13.

Samlet konklusion

Samlet set vurderede Energiklagenævnet, at Forsyningstilsynet havde hjemmel til at pålægge både det generelle og det individuelle effektiviseringskrav, og at den anvendte metode sikrede mod dobbelttælling. Afgørelsen blev truffet i henhold til elforsyningsloven § 89, stk. 1 og Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 54, stk. 1.

Klagerens centrale anbringender

Radius Elnet A/S, repræsenteret ved Dansk Energi, gjorde principalt gældende, at afgørelsen skulle ophæves på grund af grundlæggende fejl i benchmarkingmodellen. Klager anførte blandt andet:

• At modellen genererede urealistiske og kontraintuitive effektiviseringspotentialer.
• At modellen ikke i tilstrækkelig grad tog højde for manglende homogenitet mellem netvirksomhederne, f.eks. forskelle i spændingsniveauer og opgaver.
• At de mest effektive virksomheder i modellen ("fronten") ikke var repræsentative for branchen.
• At der var metodefejl i modellens statistiske antagelser.
• At håndteringen af særlige omkostninger, herunder anvendelsen af et væsentlighedskriterium, var forkert.

Subsidiært gjorde klager gældende, at afgørelsen var ugyldig, fordi den var truffet efter den lovbestemte tidsfrist. Klager anførte, at Energistyrelsens dispensation fra fristen savnede hjemmel.

Forsyningstilsynets forsvar

Forsyningstilsynet fastholdt, at benchmarkingmetoden var lovlig, gyldig og robust. Tilsynet argumenterede for, at modellen var udviklet i en åben proces med inddragelse af eksperter og branchen. Tilsynet mente desuden, at der var taget passende hensyn til virksomhedernes forskelligheder. Vedrørende tidsfristen anførte tilsynet, at man havde modtaget en gyldig dispensation fra Energistyrelsen, og at en eventuel overskridelse af fristen skulle betragtes som en uvæsentlig formel mangel (en ordensforskrift), der ikke medførte ugyldighed.