Tab på kryptovaluta giver kun ligningsmæssigt fradrag, ikke fradrag i personlig indkomst

Retten fastslog, at gevinster fra handlerne korrekt blev anset som personlig indkomst. Dette skyldes, at gevinsterne falder ind under den generelle indkomstbeskatning i Statsskatteloven § 4 og skal klassificeres som personlig indkomst i henhold til Personskatteloven § 3, stk. 1, da de hverken er kapitalindkomst (opregnet i Personskatteloven § 4) eller aktieindkomst.

For så vidt angår tabene, fandt Landsskatteretten, at der ikke var hjemmel til at fradrage disse i den personlige indkomst. Retten henviste til, at listen over fradragsberettigede udgifter i den personlige indkomst i Personskatteloven § 3, stk. 2 er udtømmende, og tab ved spekulation i kryptovaluta er ikke nævnt heri. Derfor kan tabet kun fradrages som et ligningsmæssigt fradrag (fradrag i den skattepligtige indkomst), jf. en modsætningsvis fortolkning af bestemmelsen. Denne fortolkning blev bekræftet i Vestre Landsrets dom SKM2024.592.VLR.

Klagerens argument om, at Skattelovrådet undersøgte området med henblik på lovændringer, kunne ikke føre til et andet resultat, da Landsskatteretten skal træffe afgørelse på baggrund af gældende ret. Skattestyrelsens anvendelse af FIFO-princippet og skønsmæssige ansættelse ved manglende dokumentation, jf. Skattekontrolloven § 74, blev ligeledes tiltrådt.

Skattestyrelsen begrundede sin afgørelse med, at klageren ikke opfyldte kriterierne for næringsdrivende. De fremhævede, at næring typisk omfatter vekslingstjenester med kundekontakt, og at klageren alene vekslede egen kryptovaluta uden vederlæggelse fra tredjemand. Skattestyrelsen mente, at klagerens aktivitet adskilte sig ikke fra spekulation, og at antallet af transaktioner og omsætningens størrelse ikke kunne tillægges større betydning, da handelsaktiviteten var automatiseret. Klagerens baggrund som softwareudvikler blev ikke anset for at give den nødvendige professionelle tilknytning til den finansielle sektor. Skattestyrelsen henviste til SKM2018.104.SR, SKM2018.130.SR og SKM2021.291.SR.

Skattestyrelsen vurderede, at hensigten med klagerens handler var spekulation, jf. Statsskatteloven § 5, stk. 1, litra a. De lagde vægt på, at kryptovaluta som udgangspunkt er et spekulationsobjekt, og at kursudviklingen forud for købene måtte have spillet en ikke uvæsentlig rolle. Fortjenester skulle medregnes som personlig indkomst, jf. Personskatteloven § 3, stk. 1, og tab gav et ligningsmæssigt fradrag, jf. Personskatteloven § 3, stk. 2, nr. 1 modsætningsvis. Skattestyrelsen anvendte FIFO-princippet til opgørelse af fortjenester og tab. Den reviderede opgørelse viste følgende:

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant nedlagde principal påstand om, at klageren skulle anses for næringsdrivende med køb og salg af kryptovaluta. Subsidiært blev det gjort gældende, at realiserede tab på handel med kryptovaluta skulle fradrages i den personlige indkomst, jf. Personskatteloven § 3.

Repræsentanten argumenterede for næringsstatus med henvisning til klagerens professionelle baggrund som softwareudvikler, den omfattende og systematiske handel for væsentlige værdier, og at formålet med aktiviteten var at opnå overskud som en del af klagerens levevej. Det blev fremhævet, at det udviklede softwareprogram var et hjælpeprogram, der understøttede driften, og ikke et fuldautomatisk system, der eliminerede behovet for menneskelig indblanding. Det blev anført, at næringsvurderingen skulle baseres på de grundlæggende principper for øvrige aktiver, ikke den særlige praksis for værdipapirer, da kryptovaluta ikke er finansielle aktiver.

Vedrørende fradrag for tab argumenterede repræsentanten, at der hverken var lovhjemmel eller retspraksis fra domstolene, der begrænsede tab til et ligningsmæssigt fradrag. Det blev anført, at Personskatteloven § 3, stk. 1 omfatter både fortjeneste og tab, og at Personskatteloven § 3, stk. 2 alene omhandler fradrag for udgifter/omkostninger, ikke tab. Repræsentanten henviste til historikken i personskatteloven og dens cirkulærer, samt til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a for at underbygge, at tab ikke er driftsomkostninger. Det blev også fremhævet, at Personskatteloven § 4 viser, at tab er omfattet af stk. 1, mens omkostninger er omfattet af stk. 2, og at samme systematik burde gælde for Personskatteloven § 3.