Kontrolprogram for vandforsyning til medarbejderbolig anset for kommerciel aktivitet

Sagen omhandler en klage over Vesthimmerlands Kommunes afgørelse om at pålægge ejeren af et dambrug et kontrolprogram for vandforsyningen til en tilknyttet medarbejderbolig. Kommunen vurderede, at der var tale om levering af vand til en kommerciel aktivitet, hvilket ejeren bestred.

Kommunens afgørelse

Vesthimmerlands Kommune pålagde ejeren et kontrolprogram for perioden 2023-2027. Afgørelsen var baseret på en vurdering af, at vandforsyningen til en medarbejderbolig, der stilles til rådighed som en del af et ansættelsesforhold, udgør en "offentlig eller kommerciel aktivitet" i henhold til Drikkevandsbekendtgørelsen. Kontrolprogrammet indebar årlige prøver for gruppe A-parametre og prøver hvert tredje år for gruppe B-parametre, fastsat efter bekendtgørelsens bilag 5 for anlæg, der leverer under 10 m³ vand pr. dag.

Klagens hovedpunkter

Klageren anførte, at:

• Vandforsyning til en medarbejderbolig, der er nødvendig for driften af dambruget, ikke er en kommerciel aktivitet.
• Det pålagte kontrolprogram var økonomisk byrdefuldt og i strid med proportionalitetsprincippet, da vandkvaliteten hidtil havde været upåklagelig ved en forenklet kontrol hvert femte år.
• Kommunen ikke havde foretaget en konkret vurdering af risikoen for forurening på ejendommen, men havde anvendt skøn under regel.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæster Vesthimmerlands Kommunes afgørelse om at fastlægge et kontrolprogram for vandforsyningsanlægget.

Vurdering af "kommerciel aktivitet"

Nævnet vurderer, at vandforsyningen til medarbejderboligen er en kommerciel aktivitet. Der lægges vægt på, at boligen stilles til rådighed som en del af et ansættelsesforhold i klagerens virksomhed. Nævnet bemærker, at formålet med drikkevandsreglerne, som implementerer dele af drikkevandsdirektivet, er at sikre adgang til rent drikkevand, hvilket taler for en bred fortolkning af begrebet "offentlig eller kommerciel aktivitet".

Krav til kontrolprogram og proportionalitet

Miljø- og Fødevareklagenævnet fastslår, at kommunen var forpligtet til at fastlægge kontrolprogrammet i henhold til de faste krav i drikkevandsbekendtgørelsens bilag. En fravigelse af disse krav er kun mulig, hvis der foreligger en af kommunen godkendt risikovurdering i henhold til bekendtgørelsens bilag 6, hvilket ikke var tilfældet i denne sag, jf. Drikkevandsbekendtgørelsens § 13, stk. 7. Nævnet finder derfor ikke, at der er hjemmel i bekendtgørelsen til at foretage en proportionalitetsafvejning af de økonomiske omkostninger ved kontrolprogrammet. Kommunen har således handlet korrekt ved at pålægge kontrolprogrammet i medfør af .