Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til omformning af parkeringsområde i Lemvig Kommune

Planklagenævnet stadfæster Lemvig Kommunes afgørelse af 8. november 2022 om landzonetilladelse til omformning af et parkeringsområde. Det betyder, at kommunens afgørelse gælder.

Nævnets vurdering af landzonetilladelse

Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at der kunne gives landzonetilladelse til det samlede projekt i henhold til Planlovens § 35, stk. 1.

Nævnet lagde vægt på følgende:

• Det ansøgte vil ikke væsentligt ændre landskabets karakter eller stride imod landskabelige, naturmæssige eller planlægningsmæssige hensyn.
• Arealet anvendes allerede til parkeringsplads, og der er derfor alene tale om en ændring af parkeringspladsens udformning og udtryk, ikke en ændret anvendelse.
• De planlagte to stier ud til kyststien vurderes ikke at påvirke landskabet væsentligt, og der ses allerede en form for trampesti.
• Borde- og bænkesættene samt lege- og aktivitetspladsen vil ikke væsentligt påvirke landskabets karakter. Arealet er omfattet af kommuneplanen, som udlægger området til offentlige formål, herunder forbedring af turismen.

Nævnet bemærkede desuden, at kystnærhedszonen skal friholdes for bebyggelse og anlæg, der ikke er afhængig af kystnærhed, og at landzonetilladelse kun kan gives, hvis det ansøgte er af helt underordnet betydning i forhold til de nationale planlægningsinteresser i kystområderne, jf. Planlovens § 5 a, stk. 1 og Planlovens § 35, stk. 3.

Afgørelsens gyldighed

Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år efter Planklagenævnets afgørelse, eller ikke har været udnyttet i 5 på hinanden følgende år, jf. Planlovens § 56, stk. 2.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Planklagenævnet frifundet

Planklagenævnet er frifundet for en borgers påstand om, at nævnet skulle tilpligtes at genoptage behandlingen af en sag om kommuneplantillæg nr. 2017-34 i Horsens Kommune.

Kommunens tidligere afgørelser og klagen

Kommunen traf den 30. november 2016 afgørelse om lovliggørende dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 til etablering af vandhullet. Denne dispensation blev begrundet med mosens formentlig ringe værdi og den rekreative værdi, arealet ville få ved at blive stillet til rådighed for lokalområdet. Der blev dog ikke givet landzonetilladelse på dette tidspunkt.

En nabo klagede den 30. januar 2018 til Planklagenævnet over kommunens afgørelse om landzonetilladelse. Klageren anførte navnlig, at der ikke var foretaget naboorientering, og at kommunen havde foretaget en overfladisk vurdering af sagen uden tilstrækkelige hensyn til bilag IV-arter og den beskyttede natur.

Kommunens begrundelse for afgørelsen

Kommunen begrundede den lovliggørende landzonetilladelse med, at mosen formentlig havde haft ringe værdi, da området havde været tilgroet med store træer. Kommunen vurderede, at spidssnudet frø og stor vandsalamander kunne forekomme i området, men at oprensningen kun havde medført kortvarig negativ eller ingen påvirkning af bilag IV-arter. Kommunen undlod naboorientering med den begrundelse, at der var tale om en lovliggørelsessag.

Klagerens og kommunens bemærkninger

• Naboorientering: Klageren fastholdt, at manglende naboorientering ikke var berettiget, selv i en lovliggørelsessag, og at det havde forhindret kommunen i at få relevante oplysninger. Kommunen mente, at naboorientering var meningsløs i en retlig lovliggørelsessag efter Naturbeskyttelsesloven.
• Kommunens vurdering efter planloven: Klageren kritiserede kommunens overfladiske vurdering og manglende vilkår for etablering og drift, samt at området var omlagt til park i strid med Planloven og Naturbeskyttelsesloven. Kommunen svarede, at lovliggørelsessager vurderes ud fra mulighederne for retlig lovliggørelse, og at forstyrrelser efter anlæggelse ville vokse til. Ansøgeren afviste intentionen om at omdanne matriklen til park og oplyste om beplantning og offentlig adgang til en natursti.
• Håndtering af opgravet jord og affald: Klageren anførte, at opgravet jord og affald var brugt til at opfylde mindre vandhuller, der fungerede som ynglested for stor vandsalamander, og ønskede genopretning. Kommunen oplyste, at der verserede en tilsynssag herom, mens ansøgeren anførte, at affald var leveret til genbrugsstationen.