Stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation til stenudlæg inden for strandbeskyttelseslinjen

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Kystdirektoratets afgørelse af 7. december 2022. Afgørelsen vedrørte et afslag på lovliggørende dispensation til udlægning af sten inden for strandbeskyttelseslinjen på en ejendom på Samsø.

Baggrund for sagen

Ejendommen, matr. nr. [PN1] Brundby By, Tranebjerg, er beliggende i både landzone og byzone og indeholder et sommerhus. Kystdirektoratet konstaterede, at der var opsat en række sten langs en vej og inden for strandbeskyttelseslinjen, hvilket fremgik af luftfotos fra 2017 og 2021. Området blev omfattet af strandbeskyttelse før 2. september 2002.

Klagers argumenter

Ejendommens ejer påklagede afgørelsen den 1. januar 2023 med flere argumenter:

• Der var tale om et særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation.
• Det var ikke lovligt at parkere biler og autocampere på ejendommen, hvilket stenene forhindrede.
• De parkerede køretøjer forhindrede offentligheden i at færdes på matriklen. Klager henviste til Lov om mark- og vejfred § 17 samt Naturbeskyttelseslovens § 1 og Naturbeskyttelseslovens § 22, idet det kun er tilladt at færdes til fods på ejendommen. Klager anførte desuden, at Naturbeskyttelseslovens § 22, stk. 4 forbyder ophold inden for 50 meter af beboelsesbygninger på privatejede ejendomme, hvilket burde gælde for hele matriklen, inklusive den private strand. Stenene var ifølge klager lagt for at beskytte naturen og dyre- og plantelivet mod ulovlig parkering og færdsel, samtidig med at de sikrede lovlig færdsel til fods.

Kystdirektoratets vurdering

Kystdirektoratet vurderede, at stenudlægget udgjorde et hegn omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 15 og var etableret efter strandbeskyttelseslinjens ikrafttræden. Direktoratet fandt ikke, at der forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en lovliggørende dispensation. Argumentet om ulovlig parkering blev ikke anset for tilstrækkeligt tungtvejende, og en dispensation ville kunne skabe uheldig præcedens.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til stenudlæg inden for strandbeskyttelseslinjen. Afgørelsen blev truffet i medfør af Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, jf. Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. Naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 4.

Nævnets begrundelse

Nævnet lagde vægt på, at Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1 forbyder ændringer i tilstanden af arealer inden for strandbeskyttelseslinjen, herunder etablering af hegn. Formålet er at friholde strande og kystområder mod indgreb. Dispensation fra strandbeskyttelseslinjen kan kun meddeles i særlige tilfælde, jf. Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, og bestemmelsen administreres meget restriktivt.

Nævnet fandt ikke, at der forelå et særligt tilfælde, der kunne begrunde en lovliggørende dispensation. De udlagte sten udgjorde et ikke ubetydeligt indgreb på strandarealet, hvilket ikke var foreneligt med hensynet bag strandbeskyttelseslinjen. En dispensation ville desuden kunne medføre en uhensigtsmæssig præcedens i lignende sager.

Offentlighedens adgang og tilsyn

Det forhold, at stenene ifølge klager bidrog til offentlighedens frie færden, kunne ikke føre til et andet resultat, da offentlighedens adgang til kysten ikke er et hensyn, der varetages ved administrationen af strandbeskyttelseslinjen. Nævnet bemærkede, at Naturbeskyttelseslovens § 1 er en formålsbestemmelse, der ikke i sig selv kan begrunde en dispensation. Kommunen er tilsynsmyndighed for offentlighedens adgang.

Nævnet fandt ikke, at klagen i øvrigt indeholdt forhold, der kunne ændre førsteinstansens afgørelse, herunder klagers henvisning til Lov om mark- og vejfred § 17.

Afgørelsens endelighed

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelseslovens § 88, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke.