Planklagenævnets afgørelse om aktindsigt i sag om dispensation fra lokalplan

Klageren anmodede den 19. december 2022 Ærø Kommune om aktindsigt i kommunens afslag på dispensation fra lokalplan nr. 9-9B, som vedrørte opførelse af fire boliger. Denne sag havde tidligere været behandlet af Planklagenævnet.

Ærø Kommune afslog anmodningen om aktindsigt den 21. december 2022. Kommunen begrundede afslaget med, at klageren siden den 4. maj 2022 havde indsendt 25 anmodninger om aktindsigt, hvilket medførte et uforholdsmæssigt stort ressourceforbrug. Afslaget blev givet med henvisning til Offentlighedsloven § 9, stk. 2, nr. 1. Kommunen meddelte desuden, at klageren fremadrettet skulle forvente afslag på aktindsigt i anmodninger behandlet efter offentlighedsloven, men at anmodninger omfattet af forvaltningsloven og/eller miljøoplysningsloven ville blive imødekommet.

Klageren indbragte afgørelsen for Planklagenævnet den 3. januar 2023. Klagen omhandlede både det konkrete afslag og kommunens generelle udmelding om fremtidige afslag.

Planklagenævnet behandlede klagen over Ærø Kommunes afslag på aktindsigt.

Planklagenævnets kompetence

Nævnet fastslog sin kompetence til at behandle sagen, da afgørelser om aktindsigt i miljøoplysninger kan påklages til den myndighed, der er klageinstans for den sag, aktindsigten vedrører, jf. Miljøoplysningsloven § 4, stk. 6. Tilsvarende følger af Offentlighedsloven § 37, stk. 1 og Forvaltningsloven § 16, stk. 4. Da Planklagenævnet er klageinstans for kommunale afgørelser efter Planloven § 58, herunder dispensationer fra lokalplaner, kunne nævnet behandle klagen.

Anvendelse af korrekt regelsæt

Planklagenævnet vurderede, at anmodningen om aktindsigt skulle behandles efter miljøoplysningsloven. Dette skyldes, at oplysninger om opførelse af boliger og dispensation fra lokalplaner kan påvirke miljøelementer som jord og landskaber, og dermed falder ind under definitionen af "miljøoplysninger" i Miljøoplysningsloven § 3. Nævnet understregede, at begrebet miljøoplysninger skal fortolkes bredt, i overensstemmelse med praksis fra Folketingets Ombudsmand og EU-domstolen.

Kommunen havde imidlertid behandlet anmodningen efter offentlighedsloven fra 2013. Planklagenævnet fandt, at dette udgjorde en væsentlig retlig mangel, da det ikke kunne afvises, at manglen havde haft betydning for afgørelsens udfald. Kommunen havde selv anført, at anmodninger omfattet af miljøoplysningsloven ville blive imødekommet.