Planklagenævnets ophævelse af afslag på dispensation og påbud om lovliggørelse for bevaringsværdigt hus i Gentofte

Planklagenævnet fastslog, at da bygningen i forvejen overskred højdegrænsen på 9 meter, krævede enhver yderligere forøgelse — selv de 18 cm fra efterisoleringen — en dispensation efter Planloven § 19. Nævnet afviste desuden klagernes argument om, at huset ved en fejl var udpeget som bevaringsværdigt, da nævnet ikke kan prøve selve lokalplanens gyldighed i en sag om dispensation.

Manglende overholdelse af proportionalitetsprincippet

Det centrale punkt i nævnets afgørelse vedrørte kommunens håndtering af lovliggørelsesprocessen. Det følger af det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip, at myndigheder skal anvende det mindst indgribende middel.

"Nævnet finder, at kommunen i en situation som den foreliggende [...] må tage konkret og endelig stilling til muligheden for retlig lovliggørelse af de enkelte forhold, før der kan udstedes et påbud om fysisk lovliggørelse."

Kommunen havde i sit påbud antydet, at visse ændringer eventuelt kunne godkendes, hvis andre blev ført tilbage, men havde alligevel udstedt et samlet afslag og et generelt påbud om fysisk lovliggørelse (nedrivning/retablering). Planklagenævnet vurderede, at kommunen ikke havde foretaget den nødvendige konkrete og endelige vurdering af, hvilke specifikke dele af byggeriet der eventuelt kunne opnå retlig lovliggørelse ved dispensation, før de krævede alt fjernet.

Planklagenævnet ophævede Gentofte Kommunes afgørelse om afslag på dispensation samt påbuddet om lovliggørelse. Sagen blev hjemvist til fornyet behandling i kommunen. Nævnets begrundelse var primært baseret på en overtrædelse af proportionalitetsprincippet. Kommunen skal nu foretage en individuel vurdering af hver enkelt bygningsændring for at afgøre, om noget kan lovliggøres retligt, før et eventuelt nyt påbud om fysisk lovliggørelse kan udstedes. Ved en ny behandling skal kommunen desuden overholde begrundelseskravet i Forvaltningsloven § 24 og foretage korrekt partshøring.

Lokalplanens bestemmelser

Lokalplanens formål er at sikre byfornyelse i overensstemmelse med bevaringsretningslinjer og at ny bebyggelse opføres i harmoni med den eksisterende. Specifikke bestemmelser i lokalplanens § 7 fastsætter:

• § 7.1.4: Udvendige bygningssider, herunder tage, må kun fremtræde i materialernes naturfarver eller farver dannet af hvidt, sort eller jordfarverne, medmindre andet godkendes af byrådet.
• § 7.1.5: Tage på facadebebyggelsen skal dækkes med rødt tegl, skifer eller kunstskifer.
• § 7.3.2: Vinduer mod A 1 skal udføres i træ og i eksisterende bebyggelse med traditionel profilering og spinkel opsprosning.
• § 7.3.3: Nye gadedøre og portfløje skal udføres i træ og i eksisterende bebyggelse udformes som traditionelle fyldningsdøre eller flammerede fløje.

Kommunens afgørelse og begrundelse

Lolland Kommune afslog dispensationen med den begrundelse, at de ansøgte plastikvinduer var i strid med lokalplanens § 7.3.2. Kommunen mente, at lokalplanens formålsbestemmelse (§ 1.2), som henviser til et kommuneplantillæg fra 1992 om by- og bygningsbevaring, gjorde, at trævinduer måtte anses som en del af planens principper, hvorfra der ikke kunne dispenseres. For gadedøren (plastik med tre store glaspartier) og de sorte tagsten (i strid med § 7.1.4 og § 7.1.5) vurderede kommunen, at en dispensation ville ændre områdets karakter og danne præcedens, da de afveg fra bygningens oprindelige arkitektur og områdets historiske træk. Kommunen oplyste, at klageren havde modtaget et orienteringsbrev om bygningens bevaringsstatus i 2016. Vedrørende lighedsgrundsætningen oplyste kommunen, at de ville undersøge de af klageren nævnte overtrædelser på andre ejendomme og behandlede sager efter lighedsprincippet.