Planklagenævnets afgørelse om aktindsigt i sag om påbud om ibrugtagning af boliger til helårsbeboelse

Ærø Kommune afviste den 1. november 2022 en anmodning om aktindsigt i en sag vedrørende påbud om ibrugtagning af boliger til helårsbeboelse på tre ejendomme i Ærøskøbing. Afslaget blev begrundet med, at sagen faldt ind under strafferetsplejen, og at dokumenterne derfor kunne undtages fra aktindsigt. Kommunen fandt heller ikke grundlag for meroffentlighed.

Baggrund for sagen

Sagen omhandlede påbud, som Ærø Kommune udstedte den 11. oktober 1985 til ejerne af ejendommene på [adresse1], [adresse2] og [adresse3]. Påbuddene krævede, at boligerne skulle tages i brug som helårsboliger, da de blev anvendt ulovligt som sommerhuse. Dette var i strid med § 3 i lokalplan nr. 9-9 for den gamle del af Ærøskøbing By. Kommunen politianmeldte efterfølgende ejerne for manglende efterlevelse af påbuddene i henhold til den daværende Kommuneplanlovens § 54. Planstyrelsen blev involveret i sagen i 1988, da politiet anmodede om en udtalelse, som Planstyrelsen besvarede den 2. september 1988.

Anmodning om aktindsigt

Klageren anmodede den 26. oktober 2022 om aktindsigt i den sag, hvor den daværende Ærøskøbing Kommune havde krævet folkeregistertilmelding af husejere i slutningen af 1980'erne. Klageren henviste specifikt til en skrivelse fra Miljøministeriet, Planstyrelsen, dateret med indgangsstempel den 5. september 1988, med journalnummer P 4334/7/22-14.

Kommunens afgørelse og klage

Ærø Kommune afslog aktindsigten med henvisning til Offentlighedslovens § 19, stk. 1, da oplysningerne indgik i en sag inden for strafferetsplejen. Kommunen fandt heller ikke grundlag for at udlevere oplysningerne efter princippet om meroffentlighed, jf. Offentlighedslovens § 14, stk. 2. Klagen blev indbragt for Planklagenævnet, hvor klageren præciserede, at anmodningen alene vedrørte Planstyrelsens skrivelse af 2. september 1988.

Planklagenævnets kompetence og regelsæt

Planklagenævnet fastslog sin kompetence til at behandle klagen, da den vedrørte en sag om påbud om lovliggørelse af ulovlige forhold i henhold til en lokalplan, hvilket falder under nævnets kompetence i henhold til Planlovens § 58. Nævnet vurderede, at klageren ikke var part i sagen, og at anmodningen derfor skulle behandles efter offentlighedsloven eller miljøoplysningsloven. Planklagenævnet fandt, at de anmodede oplysninger udgjorde miljøoplysninger i henhold til Miljøoplysningslovens § 3, nr. 1, jf. nr. 3, da et påbud om anvendelsesændring af en bolig fra fritidsbolig til helårsbeboelse kan påvirke miljøelementer som jord, landskaber og naturområder. Kommunens afgørelse efter Offentlighedsloven (2013-udgaven) i stedet for Miljøoplysningsloven (1985-udgaven) blev anset for en retlig mangel, men ikke en væsentlig mangel, da det ikke ville ændre vurderingen af aktindsigt.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Ærø Kommunes afgørelse om afslag på aktindsigt. Kommunens afgørelse blev dermed opretholdt.

Undtagelse fra aktindsigt

Planklagenævnet vurderede, at Planstyrelsens skrivelse af 2. september 1988 indgik i en sag om strafferetlig forfølgning af lovovertrædelser. Dokumentet kunne derfor undtages fra aktindsigt i henhold til Offentlighedslovens § 2, stk. 1, 1. pkt. (1985-udgaven), som svarer til Offentlighedslovens § 19, stk. 1 (2013-udgaven). Nævnet lagde vægt på, at skrivelsen var adresseret til politimesteren og indhentet efter kommunens politianmeldelse af ejerne for overtrædelse af den daværende Kommuneplanlovens § 54, som er videreført i Planlovens § 51.

Betydning af forkert regelsæt

Selvom Ærø Kommune behandlede anmodningen efter Offentlighedsloven (2013-udgaven) og ikke Miljøoplysningsloven (1985-udgaven), fandt Planklagenævnet, at dette ikke udgjorde en væsentlig retlig mangel. Dette skyldes, at undtagelsesbestemmelserne i de to love er ensartede for sager inden for strafferetsplejen, og resultatet af aktindsigtsvurderingen ville have været det samme.

Meroffentlighedsprincippet

Planklagenævnet bemærkede, at meroffentlighedsprincippet i Offentlighedslovens § 14, stk. 2 (2013-udgaven) finder anvendelse på sager inden for strafferetsplejen, i modsætning til Offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt. (1985-udgaven). Nævnet fandt dog ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at der ikke kunne meddeles aktindsigt efter meroffentlighedsprincippet. Dette blev begrundet med hensynet til beskyttelsen af enkeltpersoners forhold og deres tungtvejende interesse i, at oplysningerne ikke udleveres.