Afvisning af klage over individuelt effektiviseringskrav for elnetvirksomhed baseret på benchmarkingmodel

• De anvendte DEA- og SFA-modeller er fagligt anerkendte.
• Netvirksomhederne var tilstrækkeligt sammenlignelige (homogene) til at blive benchmarked mod hinanden, bl.a. på grund af de indlagte frontrestriktioner.
• Anvendelsen af konstant skalaafkast var et sagligt og velbegrundet valg.
• De anvendte forsigtighedshensyn, herunder et loft over effektiviseringspotentialet og en "bedst-af-to"-tilgang, var passende til at afspejle usikkerheden i modellen, jf. Indtægtsrammebekendtgørelsen § 11, stk. 3.

Modellens robusthed

Nævnet vurderede, at Forsyningstilsynet havde foretaget en tilstrækkelig vurdering af modellens robusthed i overensstemmelse med Indtægtsrammebekendtgørelsen § 12, stk. 2. De udførte tests og den samlede modelopbygning sikrede, at metoden på robust vis kunne anvendes til at udmønte individuelle effektiviseringskrav.

Særlige omkostninger og væsentlighed

Energiklagenævnet fandt, at Forsyningstilsynet havde hjemmel i Indtægtsrammebekendtgørelsens § 10, stk. 3, nr. 4 til at opstille et sagligt væsentlighedskriterium for, hvornår særlige omkostninger kunne udeholdes af benchmarkingen. Kriteriet på 1 % af totalomkostningerne blev anset for sagligt og proportionalt.

Individuelle rammevilkår og officialprincippet

Nævnet fandt, at der var taget passende hensyn til rammevilkåret "bymæssighed" gennem den indbyggede GIS-zonekorrektion, som anbefalet af ekspertgruppen. Klager havde ikke dokumenteret, at dette var utilstrækkeligt. Nævnet fandt heller ikke, at Forsyningstilsynet havde tilsidesat sin undersøgelsespligt (officialprincippet) eller Forvaltningslovens § 7, stk. 1 om vejledningspligt.

Klagerens centrale anbringender

Radius Elnet A/S, repræsenteret ved Dansk Energi, gjorde principalt gældende, at afgørelsen skulle ophæves på grund af grundlæggende fejl i benchmarkingmodellen. Klager anførte blandt andet:

• At modellen genererede urealistiske og kontraintuitive effektiviseringspotentialer.
• At modellen ikke i tilstrækkelig grad tog højde for manglende homogenitet mellem netvirksomhederne, f.eks. forskelle i spændingsniveauer og opgaver.
• At de mest effektive virksomheder i modellen ("fronten") ikke var repræsentative for branchen.
• At der var metodefejl i modellens statistiske antagelser.
• At håndteringen af særlige omkostninger, herunder anvendelsen af et væsentlighedskriterium, var forkert.

Subsidiært gjorde klager gældende, at afgørelsen var ugyldig, fordi den var truffet efter den lovbestemte tidsfrist. Klager anførte, at Energistyrelsens dispensation fra fristen savnede hjemmel.

Forsyningstilsynets forsvar

Forsyningstilsynet fastholdt, at benchmarkingmetoden var lovlig, gyldig og robust. Tilsynet argumenterede for, at modellen var udviklet i en åben proces med inddragelse af eksperter og branchen. Tilsynet mente desuden, at der var taget passende hensyn til virksomhedernes forskelligheder. Vedrørende tidsfristen anførte tilsynet, at man havde modtaget en gyldig dispensation fra Energistyrelsen, og at en eventuel overskridelse af fristen skulle betragtes som en uvæsentlig formel mangel (en ordensforskrift), der ikke medførte ugyldighed.