Klage over fastsættelse af individuelt effektiviseringskrav for et elnetselskab for 2020

Nævnet afviste klagerens specifikke kritikpunkter:

• Homogenitet og "front": Nævnet vurderede, at de anvendte frontrestriktioner og forsigtighedshensyn i tilstrækkelig grad håndterede forskellene mellem selskaberne, i tråd med ekspertgruppens anbefalinger.
• Konstant skalaafkast: Valget blev anset for sagligt begrundet i et ønske om ikke at hæmme den strukturelle udvikling i sektoren.
• SFA-modellen: Anvendelsen af en "bedst-af-to"-tilgang og andre forsigtighedshensyn betød, at eventuelle svagheder ved SFA-modellen ikke gjorde den samlede metode ugyldig.

Modellens robusthed

Energiklagenævnet fandt, at Forsyningstilsynet havde foretaget de nødvendige tests og vurderinger til at konkludere, at metoden var tilstrækkeligt robust til at kunne anvendes til at udmønte individuelle effektiviseringskrav, jf. Indtægtsrammebekendtgørelsen § 12, stk. 2.

Særlige omkostninger og væsentlighedskriterium

Nævnet fastslog, at Forsyningstilsynet havde hjemmel i Indtægtsrammebekendtgørelsen § 10, stk. 3, nr. 4 til at opstille saglige kriterier for administrationen af sit skøn. Væsentlighedskriteriet på 1 % af totalomkostningerne blev anset for et sagligt og proportionalt kriterium, der ikke afskar tilsynets skønsmæssige vurdering.

Samlet konklusion

Energiklagenævnet konkluderede samlet, at Forsyningstilsynets metode og den konkrete afgørelse var lovlig og sagligt begrundet. Klagen blev derfor ikke taget til følge.

Klagerens centrale anbringender

Radius Elnet A/S, repræsenteret ved Dansk Energi, gjorde principalt gældende, at afgørelsen skulle ophæves på grund af grundlæggende fejl i benchmarkingmodellen. Klager anførte blandt andet:

• At modellen genererede urealistiske og kontraintuitive effektiviseringspotentialer.
• At modellen ikke i tilstrækkelig grad tog højde for manglende homogenitet mellem netvirksomhederne, f.eks. forskelle i spændingsniveauer og opgaver.
• At de mest effektive virksomheder i modellen ("fronten") ikke var repræsentative for branchen.
• At der var metodefejl i modellens statistiske antagelser.
• At håndteringen af særlige omkostninger, herunder anvendelsen af et væsentlighedskriterium, var forkert.

Subsidiært gjorde klager gældende, at afgørelsen var ugyldig, fordi den var truffet efter den lovbestemte tidsfrist. Klager anførte, at Energistyrelsens dispensation fra fristen savnede hjemmel.

Forsyningstilsynets forsvar

Forsyningstilsynet fastholdt, at benchmarkingmetoden var lovlig, gyldig og robust. Tilsynet argumenterede for, at modellen var udviklet i en åben proces med inddragelse af eksperter og branchen. Tilsynet mente desuden, at der var taget passende hensyn til virksomhedernes forskelligheder. Vedrørende tidsfristen anførte tilsynet, at man havde modtaget en gyldig dispensation fra Energistyrelsen, og at en eventuel overskridelse af fristen skulle betragtes som en uvæsentlig formel mangel (en ordensforskrift), der ikke medførte ugyldighed.