Stadfæstelse af Forsyningstilsynets afgørelse om individuelt effektiviseringskrav for elnetvirksomhed baseret på benchmarkingmodel

Forsyningstilsynets bemærkninger

Forsyningstilsynet indstillede til stadfæstelse og anførte, at benchmarkingmetoden bygger på fagligt anerkendte metoder og følger anbefalingerne fra Benchmarkingekspertgruppen, som lovgiver har forudsat. Tilsynet fremhævede, at modellen indeholder adskillige forsigtighedshensyn i selskabernes favør, og at de metodiske valg, herunder antagelsen om konstant skalaafkast, er velbegrundede og saglige. Væsentlighedskriteriet for særlige omkostninger blev forsvaret som en hensigtsmæssig og saglig administrativ praksis.

Energiklagenævnet stadfæster Forsyningstilsynets afgørelse af 17. december 2019. Nævnet fandt, at den anvendte benchmarkingmodel opfylder de lovmæssige krav.

Nævnets vurdering af benchmarkingmetoden

Energiklagenævnet konkluderede, at Forsyningstilsynets metode til benchmarking er i overensstemmelse med kravene i Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 10, stk. 2. Metoden bygger på fagligt anerkendte metoder (DEA og SFA) og er udviklet i tråd med anbefalingerne fra Benchmarkingekspertgruppen, hvilket er i overensstemmelse med lovgivers intentioner.

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte de konkrete metodevalg:

• Homogenitet og "Fronten": Nævnet vurderede, at netvirksomhederne var tilstrækkeligt sammenlignelige til benchmarking, og at de indlagte frontrestriktioner var et passende hensyn.
• Konstant skalaafkast: Valget blev anset for sagligt begrundet i Benchmarkingekspertgruppens anbefalinger og hensynet til ikke at hæmme den strukturelle udvikling i sektoren.
• SFA-modellen: Anvendelsen af SFA-modellen som en del af en "bedst-af-to"-tilgang blev accepteret, idet der var taget relevante forsigtighedshensyn.

Vurdering af robusthed og særlige omkostninger

Energiklagenævnet fandt, at Forsyningstilsynet havde foretaget en tilstrækkelig vurdering af modellens robusthed i henhold til Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 12, stk. 2. Nævnet fastslog desuden, at Forsyningstilsynet havde hjemmel i Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 10, stk. 3, nr. 4 til at opstille et sagligt væsentlighedskriterium for udeholdelse af særlige omkostninger, og at det fastsatte kriterium på 1 % af totalomkostningerne var proportionalt og sagligt.

Klagers bemærkninger om fordyrende rammevilkår i form af korrosion og bymæssighed blev ikke behandlet, da klager ikke havde ansøgt Forsyningstilsynet herom.

Klagerens centrale anbringender

Radius Elnet A/S, repræsenteret ved Dansk Energi, gjorde principalt gældende, at afgørelsen skulle ophæves på grund af grundlæggende fejl i benchmarkingmodellen. Klager anførte blandt andet:

• At modellen genererede urealistiske og kontraintuitive effektiviseringspotentialer.
• At modellen ikke i tilstrækkelig grad tog højde for manglende homogenitet mellem netvirksomhederne, f.eks. forskelle i spændingsniveauer og opgaver.
• At de mest effektive virksomheder i modellen ("fronten") ikke var repræsentative for branchen.
• At der var metodefejl i modellens statistiske antagelser.
• At håndteringen af særlige omkostninger, herunder anvendelsen af et væsentlighedskriterium, var forkert.

Subsidiært gjorde klager gældende, at afgørelsen var ugyldig, fordi den var truffet efter den lovbestemte tidsfrist. Klager anførte, at Energistyrelsens dispensation fra fristen savnede hjemmel.

Forsyningstilsynets forsvar

Forsyningstilsynet fastholdt, at benchmarkingmetoden var lovlig, gyldig og robust. Tilsynet argumenterede for, at modellen var udviklet i en åben proces med inddragelse af eksperter og branchen. Tilsynet mente desuden, at der var taget passende hensyn til virksomhedernes forskelligheder. Vedrørende tidsfristen anførte tilsynet, at man havde modtaget en gyldig dispensation fra Energistyrelsen, og at en eventuel overskridelse af fristen skulle betragtes som en uvæsentlig formel mangel (en ordensforskrift), der ikke medførte ugyldighed.