Afvisning af klage fra grundejerforening vedrørende terrænregulering inden for strandbeskyttelseslinjen

Sagen omhandler en klage over Kystdirektoratets afgørelse, der meddelte en lovliggørende dispensation til at bibeholde en terrænregulering og indrette nye pladser til en campingplads inden for strandbeskyttelseslinjen. Dispensationen blev givet på vilkår om, at terrænreguleringen blev sænket med 50 cm i en del af området for at opnå et mere naturligt udseende.

Baggrund for dispensationen

Kystdirektoratet havde tidligere, den 28. februar 2019, givet dispensation til en udvidelse af campingpladsen. Efterfølgende modtog direktoratet en anmeldelse om, at der var foretaget en ulovlig terrænregulering på området. Dette førte til, at ejeren den 8. juli 2022 ansøgte om en lovliggørende dispensation. Kystdirektoratet vurderede, at den tidligere dispensation skabte en forventning hos ansøgeren om, at yderligere tilstandsændringer kunne godkendes.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

En lokal forening, der repræsenterer omboende, klagede over afgørelsen med følgende hovedpunkter:

• Terrænreguleringen oversteg 50 cm over det eksisterende terræn.
• Der var ikke indgået en aftale mellem grundejerforeningen og ansøgeren om udvidelsen.
• Dispensationen burde begrænses til sommercamping.
• Der manglede vilkår for at beskytte et § 3-beskyttet overdrev på arealet.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen, da foreningen ikke blev anset for at være klageberettiget.

Vurdering af klageberettigelse

Nævnet vurderede foreningens klageberettigelse i henhold til Naturbeskyttelsesloven § 86, stk. 1. For at en lokal forening kan være klageberettiget, skal den have en væsentlig og værnet interesse i afgørelsen. Dette vurderes konkret ud fra foreningens vedtægter og klagepunkter.

Nævnet fandt, at den klagende forening havde karakter af en almindelig grundejerforening, hvis primære formål er at varetage medlemmernes interesser i relation til deres ejendomme. Foreningens vedtægtsmæssige formål var ikke specifikt rettet mod beskyttelse af natur og miljø, som er de hensyn, naturbeskyttelsesloven varetager. Da nabointeresser ikke er beskyttet af loven, og foreningens formål ikke var tilstrækkeligt relateret til lovens beskyttelsesformål, konkluderede nævnet, at foreningen ikke var klageberettiget.

Som følge heraf blev klagen afvist uden en materiel behandling af de fremsatte klagepunkter.