Afslag på ophævelse af fredskovspligt på matr. nr. [Matrikelnummer1] i Kolding Kommune

Sagen omhandler en klage over Miljøstyrelsens afgørelse af 1. juli 2022, som afslog en ansøgning om ophævelse af fredskovspligt på en ejendom i Kolding Kommune. Ejendommens ejer, repræsenteret ved advokat, påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 13. juli 2022.

Baggrund for ansøgningen

Den omhandlede matrikel er ca. 10,8 ha, hvoraf ca. 6,5 ha er fredskovspligtigt areal. Skoven blev etableret med tilskud til privat skovrejsning i 1997, men fredskovspligten blev først noteret i matriklen i 2022. Klageren ansøgte om ophævelse af fredskovspligten med henvisning til, at den manglende notering havde ført til en berettiget forventning om, at arealet kunne anvendes til boligudvikling, som det var udlagt til i Kolding Kommunes Kommuneplan 2021-2033. Klageren havde indgået forhandlinger med en privat udvikler om opførelse af boliger på arealet og fremhævede en stor efterspørgsel på boliger i Vester Nebel som et væsentligt samfundsmæssigt hensyn.

Klageren anførte desuden, at skoven er relativt ung og uden særlig aldersmæssig, samfundsmæssig eller kulturhistorisk relevans, og at der ikke er umiddelbar offentlig adgang. Klageren tilbød at erstatte det fredskovspligtige areal med 150 % eller 200 % erstatningsskov.

Miljøstyrelsens vurdering

Miljøstyrelsen afslog ansøgningen i medfør af Skovlovens § 6, stk. 1. Styrelsen vurderede, at skoven, en ca. 24 år gammel løvtræsbevoksning med enkelte nåletræsholme, var en vellykket skovrejsning med væsentligt biologisk og skovdyrkningsmæssigt potentiale. Den er bynær og bidrager til sammenhæng mellem beskyttet natur i Ådalen og andre fredskovspligtige arealer. Styrelsen bemærkede, at notering af fredskovspligt i matriklen ikke er et gyldighedskrav, og at klageren siden 1997 har været bekendt med fredskovspligten. Der var derfor ikke indtrådt retsfortabende passivitet.

Miljøstyrelsen henviste til, at praksis for ophævelse af fredskovspligt er restriktiv og kun gives, hvis der ikke kan findes en placering uden for fredskov, og hvis hensynet til overordnede samfundsmæssige formål vejer tungere end hensynet til at bevare fredskoven. Styrelsen fremhævede, at kommunale ønsker om byudvidelse normalt ikke anses for et hensyn, der kan overstige hensynet til at bevare fredskov, jf. forarbejderne til Skovlovens § 11. Tilbud om erstatningsskov kan ikke i sig selv begrunde ophævelse.

Klagerens uddybning og Miljøstyrelsens bemærkninger

Klageren fastholdt, at den manglende notering i over 24 år udgjorde en sagsbehandlingsfejl og retsfortabende passivitet, og at kommuneplanens udlægning af arealet til boligområde før noteringen var en særlig omstændighed. Klageren fremlagde et notat, der beskrev skovens tilstand som usund med invasive arter og manglende aldersstruktur, samt forekomst af fredede orkidéer. Klageren mente, at det ansøgte varetog et væsentligt samfundsmæssigt og politisk hensyn.

Miljøstyrelsen bemærkede, at notatet ikke tilførte nye oplysninger af betydning for sagen. Styrelsen vurderede, at skoven fremstår som en sluttet skov i overensstemmelse med Skovlovens § 8, og at dens unge alder forklarer manglende naturværdier, men at den har potentiale til at udvikle stor naturværdi. Naturværdien er ikke afgørende for ophævelse af fredskovspligt. Styrelsen gentog, at byudvidelse normalt ikke er en tilstrækkelig begrundelse for at ophæve fredskovspligt.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Miljøstyrelsens afgørelse om afslag på ophævelse af fredskovspligt på matr. nr. [Matrikelnummer1] i Kolding Kommune. Nævnet fandt ikke, at der forelå særlige grunde, der kunne begrunde en ophævelse af fredskovspligten i henhold til Skovlovens § 6, stk. 1.

Nævnets vurdering af sagens omstændigheder

Nævnet lagde vægt på, at formålet med Skovlovens § 1 er at fremme bæredygtig drift af skove, hvilket omfatter hensyn til både træproduktion, biologisk mangfoldighed, landskab, naturhistorie, kulturhistorie, miljøbeskyttelse og friluftsliv. Praksis for ophævelse af fredskovspligt er restriktiv og kræver, at den ansøgte anvendelse ikke kan placeres andre steder, og at de samfundsmæssige hensyn vejer tungere end hensynet til at bevare fredskoven. Nævnet bemærkede, at kommunale ønsker om byudvidelse normalt ikke anses for et hensyn, der kan overstige hensynet til at bevare fredskov, jf. lovbemærkningerne til Skovlovens § 11.

Nævnet fandt, at der ikke var ansøgt om et konkret projekt, der kunne danne grundlag for en fravigelse af den restriktive praksis. Der blev også lagt vægt på den uønskede præcedensvirkning, en tilladelse ville kunne medføre. Miljøstyrelsens vurdering af det fredskovspligtige areals naturværdi og biologiske potentiale blev fastholdt.

Betydningen af manglende registrering

Vedrørende den manglende registrering af fredskovspligten i matriklen fandt nævnet ikke, at dette kunne føre til, at klageren havde haft berettigede forventninger om, at skoven ikke var fredskovspligtig. Nævnet henviste til, at det fremgik af tilsagnet fra 1997, at der blev pålagt fredskovspligt, og at notering af fredskovspligten i matriklen ikke er et gyldighedskrav, jf. Skovlovens § 41. Den omstændighed, at kommuneplanen udlagde arealet til boligområde, ændrede ikke vurderingen, da fredskoven ikke var noteret i matriklen på tidspunktet for kommuneplanens vedtagelse.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1.