Stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation til platform og flydebro i beskyttet mose ved Gudenåen

Sagen omhandler en klage over Silkeborg Kommunes afslag på lovliggørende dispensation til en platform og en flydebro, som en grundejer havde etableret på sin ejendom ved Gudenåen. Grundejeren havde opført anlægget i 2019 uden forudgående tilladelse.

Kommunens afgørelse

Silkeborg Kommune meddelte afslag og påbud om fjernelse af anlægget, da det var placeret i en beskyttet mose omfattet af Naturbeskyttelsesloven § 3. Kommunen vurderede, at anlægget, der samlet udgjorde ca. 20 m², var en væsentlig tilstandsændring af den beskyttede natur. Kommunen lagde vægt på, at anlægget primært tjente private interesser og ville skabe uønsket præcedens.

Klagers anbringender

Klager anførte, at:

• Arealet var en sump og ikke en beskyttet mose.
• Der var tale om et lovligt etableret haveanlæg, som havde eksisteret siden 1982.
• Kommunen havde givet tilladelse til lignende anlæg i området, og at en afvisning ville være i strid med lighedsprincippet.
• Anlægget var nødvendigt for at skåne bredden ved adgang til vandet og var udformet som andre broer i området.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Silkeborg Kommunes afgørelse og afviste dermed at give lovliggørende dispensation.

Områdets beskyttelsesstatus

Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at anlægget var placeret i en beskyttet mose. Nævnet lagde vægt på kommunens besigtigelse i 2013, som dokumenterede højtvoksende, fugtigbundsvegetation med vådbundsplanter som kærranunkel, rørgræs og gul iris, hvilket er karakteristisk for en mose beskyttet efter Naturbeskyttelsesloven § 3, stk. 3. Nævnet afviste desuden, at arealet var en lovligt etableret have, da luftfotos siden 1980 viste, at området havde haft karakter af naturlig vegetation.

Vurdering af dispensationsmulighed

Ifølge Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 2 kræver dispensation "særlige omstændigheder". Nævnet vurderede, at klagers private, rekreative interesser ikke udgjorde sådanne særlige omstændigheder. Anlægget blev anset for at være markant i landskabet og ikke naturforbedrende. Nævnet henviste til, at praksis for dispensation er restriktiv for at beskytte naturtyperne.

Lighedsgrundsætning og præcedens

Nævnet afviste klagers argument om, at andre anlæg i området havde fået tilladelse. De henviste anlæg tjener offentlige formål (rastepladser, toiletfaciliteter mv.) og vurderes derfor lempeligere end anlæg, der udelukkende tjener private interesser. En dispensation i denne sag ville ifølge nævnet skabe en uønsket præcedens for lignende private anlæg i beskyttede naturområder.