Kliniksekretær fik godtgørelse for urimelig opsigelse – Selvskabt overkapacitet og krænkende fremgangsmåde

Parternes påstande

• HK Privat for [person 1] krævede, at [virksomhed 1] skulle betale en godtgørelse på 150.000 kr., subsidiært et efter Afskedigelsesnævnets skøn fastsat beløb, med procesrente.
• Tandlægeforeningen for [virksomhed 1] påstod frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb.

Hovedargumenter

• HK Privats argumenter: Opsigelsen var ikke nødvendig. Arbejdsgiveren skabte selv overkapaciteten ved at ansætte en ny sekretær kort tid forinden. Revisornotatet var et bestillingsarbejde. Opsigelsen var reelt begrundet i [person 1]s sygefravær, som skyldtes et dårligt arbejdsmiljø og ledelsens krænkende adfærd. Fremgangsmåden den 31. oktober 2024 (opsigelse på tilbagekomstdagen) var en skærpende omstændighed.
• Tandlægeforeningens argumenter: Opsigelsen var sagligt begrundet i et dokumenteret behov for besparelser og personalereduktion (ifølge revisor). Klinikken vurderede nøje, hvem der bedst kunne undværes, og valget faldt på [person 1] pga. hendes lange fravær og sociale adfærd. Påstanden om et usundt psykisk arbejdsmiljø er udokumenteret, og HK Privat har bevisbyrden herfor.

Opmanden i Afskedigelsesnævnet fandt, at opsigelsen af [person 1] var urimelig og ikke tilstrækkeligt begrundet i virksomhedens forhold. [virksomhed 1] blev dømt til at betale en godtgørelse på 125.000 kr. til [person 1].

Rettens begrundelse

Opmanden lagde vægt på, at opsigelsen var begrundet i overkapacitet, men at denne overkapacitet i det væsentlige var selvskabt, da virksomheden ansatte en ny kliniksekretær den 1. oktober 2024.

• Opmanden fastslog, at der forelå en formodning for, at [virksomhed 1] senest på tidspunktet for besættelsen af den nye stilling burde have vidst, at der umiddelbart efter ville være behov for personalereduktion.
• Virksomheden har ikke godtgjort, at dette ikke var tilfældet. Den nævnte omstrukturering og overkapacitet blev derfor ikke anset for reel.
• Opsigelsen var dermed urimelig, idet [person 1] var kvalificeret til at bestride den nye stilling, som i hvert fald delvist svarede til hendes tidligere funktioner.

Ved fastsættelsen af godtgørelsen blev der taget højde for flere skærpende omstændigheder:

1. [person 1] blev udvalgt til opsigelse bl.a. på grund af hendes sygemelding.
2. Sygemeldingen måtte antages at have sammenhæng med den krænkende måde, ledelsen håndterede mødet den 13. august 2024 på.
3. Opsigelsen skete på den dag, hun vendte tilbage til arbejdet, hvilket blev anset som en "unødig krænkende" fremgangsmåde.

Godtgørelsen blev fastsat til 125.000 kr., hvilket svarer til ca. 10,8 ugers løn (baseret på den maksimale grænse på 52 ugers løn).

Afgørelsespunkter:

• [virksomhed 1] skal betale 125.000 kr. til [person 1].
• Beløbet skal betales inden 14 dage med procesrente fra den 11. februar 2025.

Klageren blev sygemeldt i februar 2013. Under sit sygeforløb sendte klageren i maj 2013 en e-mail til sin arbejdsgiver, hvori hun oplyste, at hun var gravid. Hun forklarede, at graviditeten medførte kraftig kvalme og en forværring af hendes migræne, hvilket gjorde hende ude af stand til at arbejde på ubestemt tid.

Tvist om fraværets årsag

Der opstod uenighed om, hvorvidt arbejdsgiveren var berettiget til at anvende 120-dages reglen som grundlag for opsigelsen:

• Lægelige erklæringer: De formelle uarbejdsdygtighedserklæringer angav sygdom som årsag, men lægen havde ikke afkrydset feltet for graviditetsbetinget sygdom.
• Arbejdsgiverens kendskab: Indklagede gjorde gældende, at de alene forholdt sig til de formelle lægeerklæringer og derfor anså fraværet som almindelig sygdom.
• Yderligere dokumentation: En udtalelse fra lægen til kommunen indikerede imidlertid, at klageren led af bækkenløsning og andre graviditetsbetingede gener, som gjorde det usikkert, om hun kunne vende tilbage i løbet af graviditeten.

Parternes argumenter

Klageren gjorde gældende, at hun var blevet forskelsbehandlet, da hendes fravær reelt skyldtes graviditeten, hvilket hun havde informeret indklagede om. Indklagede fastholdt, at opsigelsen var saglig og udelukkende baseret på fraværets længde jf. Ligebehandlingsloven § 9, idet de ikke mente at have modtaget tilstrækkelig dokumentation for, at sygdommen var graviditetsbetinget.