Planklagenævnets afgørelse om dispensation fra byplanvedtægt nr. 8 vedrørende etablering af tagterrasse og udvidelse af altan

Byggelinjer (§ 2): Planklagenævnet fandt, at etablering af tagterrasse og udvidelse af altan var i overensstemmelse med byplanvedtægtens § 2 om byggelinjer. Dette skyldtes, at der var mindst 19 meter fra det ansøgte til vejmidten, hvilket overholdt den fastsatte byggelinjeafstand på 10 meter fra vejmidten. Forholdet krævede derfor ikke dispensation, jf. Planlovens § 19.

Mulighed for at give dispensation

Planklagenævnet vurderede, at byplanvedtægtens § 4 ikke er en del af planens principper, da der er tale om en bebyggelsesregulerende bestemmelse, og byplanvedtægten ikke indeholder en formålsbestemmelse eller andre holdepunkter for at anse bestemmelsen som en del af planens principper. Kommunen havde derfor hjemmel til at give dispensation fra byplanvedtægtens § 4, jf. Planlovens § 19, stk. 1.

Konkret vurdering og officialprincippet

• Konkret vurdering: Planklagenævnet fandt, at kommunen havde foretaget en konkret og individuel vurdering af det ansøgte. Kommunen havde begrundet afgørelsen med, at opholdsarealerne opføres i overensstemmelse med byggeretten, at der ikke opnås indblik, der overstiger det forventelige, og at placeringen balancerer hensyn til omkringboende. Det var sagligt, at kommunen i sin skønsmæssige vurdering lagde vægt på tidligere dispensationer i området og områdets karakter.

• Beslutningsgrundlag (Officialprincippet): Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at kommunens afgørelse var baseret på et utilstrækkeligt kendskab til eller forkert opfattelse af sagens faktiske forhold. Nævnet bemærkede, at kommunen har et vidtgående skøn i dispensationssager, og at der ikke var grund til at antage, at kommunen ville have vurderet sagen anderledes med yderligere oplysninger. Nævnet kunne ikke efterprøve kommunens skønsmæssige vurdering af indbliksforholdene.

Forhold, som ikke behandles

Planklagenævnet har ikke kompetence til at vurdere forhold efter byggelovgivningen, herunder overholdelse af BR18 §§ 187-195. Disse spørgsmål skal rettes til Byggeklageenheden v/ Nævnenes Hus.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.

Klageren indbragte kommunens afgørelse for Planklagenævnet den 29. september 2019. Planklagenævnet traf afgørelse den 3. november 2020 og fandt ikke grundlag for at give klageren medhold. Nævnet lagde vægt på, at en sammenlignelig sag vedrørende ejendommen A 2 ikke kunne føre til en genoptagelsespligt for kommunen, da de faktiske forhold ikke var sammenlignelige. Specifikt blev det fremhævet, at terrassen på A 2 var etableret i terrænniveau, da den underliggende bygning blev betegnet som kælder på grund af det høje terræn.

Anmodning om genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse

Klageren anmodede den 4. november 2020 om genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse af 3. november 2020. Klageren anførte, at nævnet havde lagt vægt på to udtalelser fra kommunen, som der ikke var retligt belæg for. Klageren argumenterede specifikt, at den del af ejendommen A 2, som kommunen opfattede som kælder (benævnt "sauna og depot"), ifølge BBR-registret og bygningstegninger skulle regnes som beboelse og ikke kælder. Klageren påpegede, at denne del af boligen stod i åben, niveaufri forbindelse med husets stue og havde niveaufri udgang til det fri, hvilket ifølge retningslinjer for kælderrum indikerer et beboelsesrum. Klageren fremhævede desuden, at bygningstegningerne for A 2 viste en tagterrasse med adgang fra 1. sal og et lovpligtigt rækværk, hvilket modsagde kommunens opfattelse af en terrænterrasse. Klageren gjorde også gældende, at kommunen anvendte urigtig argumentation vedrørende dispensation til et trappetårn og en kvist på A 2. Endelig bemærkede klageren, at en enkeltstående fravigelse af lovlig praksis som udgangspunkt vil blive anset for usaglig forskelsbehandling, og at de fremsatte bemærkninger alle havde været fremlagt i den oprindelige klage.