Afslag på genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse vedrørende mødenotat om udstykning på Fanø

Klagerens anmodning om genoptagelse

Klageren har anført, at der foreligger nye væsentlige oplysninger, herunder korrespondance med kommunen og en udstykningsredegørelse fra 1964, som ifølge klageren dokumenterer en lovlig udstykning af grunden til sommerhusbyggeri. Klageren mener, at kommunens afslag er baseret på lokalplanen fra 2015 uden hensyntagen til den tidligere lovlige udstykning.

Planklagenævnets vurdering af genoptagelsesanmodningen

Planklagenævnet finder, at de nye oplysninger fra klageren ikke er af så væsentlig betydning, at der er sandsynlighed for et andet resultat. Nævnet fastholder, at oplysningerne om den angiveligt lovlige udstykning af sommerhusgrunden ikke ændrer på, at nævnet ikke havde kompetence til at behandle klagen over Fanø Kommunes mødenotat af 28. september 2020. Mødenotatet blev ikke anset for at være en afgørelse efter planloven, som nævnet kunne behandle, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.

Desuden ændrer de nye oplysninger ikke på, at klagefristen for kommunens oprindelige afgørelser af 15. og 22. juli 2020 var overskredet, jf. Bekendtgørelse om Planklagenævnets behandling af klager over afgørelser efter planloven § 2, stk. 1. Nævnet bemærkede i sin tidligere afgørelse, at kommunen havde vejledt korrekt om klagefristen og indgivelse via klageportalen, og at dialog med kommunen ikke udgjorde en undskyldelig omstændighed for fristoverskridelsen.

Planklagenævnet afslår på denne baggrund at genoptage sagen, da betingelserne for genoptagelse ikke er opfyldt. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Afgørelsen om afslag på genoptagelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har besluttet at genoptage sagen, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.

Klageren indbragte kommunens afgørelse for Planklagenævnet den 29. september 2019. Planklagenævnet traf afgørelse den 3. november 2020 og fandt ikke grundlag for at give klageren medhold. Nævnet lagde vægt på, at en sammenlignelig sag vedrørende ejendommen A 2 ikke kunne føre til en genoptagelsespligt for kommunen, da de faktiske forhold ikke var sammenlignelige. Specifikt blev det fremhævet, at terrassen på A 2 var etableret i terrænniveau, da den underliggende bygning blev betegnet som kælder på grund af det høje terræn.

Anmodning om genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse

Klageren anmodede den 4. november 2020 om genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse af 3. november 2020. Klageren anførte, at nævnet havde lagt vægt på to udtalelser fra kommunen, som der ikke var retligt belæg for. Klageren argumenterede specifikt, at den del af ejendommen A 2, som kommunen opfattede som kælder (benævnt "sauna og depot"), ifølge BBR-registret og bygningstegninger skulle regnes som beboelse og ikke kælder. Klageren påpegede, at denne del af boligen stod i åben, niveaufri forbindelse med husets stue og havde niveaufri udgang til det fri, hvilket ifølge retningslinjer for kælderrum indikerer et beboelsesrum. Klageren fremhævede desuden, at bygningstegningerne for A 2 viste en tagterrasse med adgang fra 1. sal og et lovpligtigt rækværk, hvilket modsagde kommunens opfattelse af en terrænterrasse. Klageren gjorde også gældende, at kommunen anvendte urigtig argumentation vedrørende dispensation til et trappetårn og en kvist på A 2. Endelig bemærkede klageren, at en enkeltstående fravigelse af lovlig praksis som udgangspunkt vil blive anset for usaglig forskelsbehandling, og at de fremsatte bemærkninger alle havde været fremlagt i den oprindelige klage.