Skønsmæssig forhøjelse af indkomst grundet mangelfuldt regnskab og udokumenterede bankindsætninger

Nægtelse af fradrag for vedligeholdelse

Klageren blev endvidere nægtet fradrag for en udgift til kloakarbejde (bilag 1279) på 6.034 kr. ekskl. moms. Årsagen var, at fakturaen var udstedt til en tredjemand og ikke til klagerens virksomhed, samt at det ikke kunne dokumenteres, at udgiften vedrørte klagerens erhvervsmæssige lokaler.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse for begge indkomstår. Retten fandt, at Skattestyrelsen var berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse jf. Skattekontrolloven § 74, stk. 2, idet regnskabet var behæftet med væsentlige mangler, herunder manglende kasseafstemning for pandekagevognene.

Vedrørende bankindsætningerne udtalte retten:

"Retten finder, at klageren ikke har dokumenteret, at de af Skattestyrelsen medtagne indsætninger ikke skal indgå i klagerens skattepligtige indkomst... Retten finder endvidere, at klageren ikke har godtgjort, at indsætningerne stammer fra allerede beskattede midler."

Retten lagde særlig vægt på, at låneerklæringerne var udarbejdet efterfølgende til brug for sagen, og at de faktiske pengeoverførsler ikke var underbygget af objektive kendsgerninger eller tidsnære låneaftaler jf. Statsskatteloven § 4.

For så vidt angår fradraget for bilag 1279, blev det fastslået, at klageren ikke havde dokumenteret at være rette omkostningsbærer i henhold til Statsskatteloven § 6, da fakturaen var udstedt til en anden person, og det var uklart, hvilken ydelse der var udført.

Klageren forklarede, at indsætningerne var private lån, ydet af nære venner på grund af klagerens længerevarende sygdom og hospitalsindlæggelser, som havde påvirket hans evne til at drive virksomhed optimalt. Han oplyste, at der ikke var oprettet formelle lånedokumenter, aftalt renter eller faste tilbagebetalingsvilkår, men at aftalerne var mundtlige. Klageren fremlagde dog e-mail-erklæringer fra flere af långiverne, der bekræftede låneforholdene, samt dokumentation for delvise tilbagebetalinger via MobilePay fra sin private konto.

For så vidt angår indsætningerne fra én specifik person (person9) på 47.937 kr. i 2019, forklarede klageren, at disse vedrørte honorar for juridisk bistand ydet under en "no cure no pay"-aftale. Klageren mente, at retserhvervelsen først skete i 2021, da sagen blev afsluttet med et positivt resultat for klienten.

Skattestyrelsen fastholdt forhøjelsen med henvisning til, at klageren ikke havde dokumenteret låneforholdene tilstrækkeligt. De lagde vægt på manglen på formelle lånedokumenter, renteaftaler og tilbagebetalingsplaner. Erklæringerne fra långiverne blev anset for at være indhentet til brug for skattesagen og tillagdes derfor ikke selvstændig bevismæssig værdi. Skattestyrelsen anførte desuden, at klagerens bogføring var mangelfuld, og at tilbagebetalingerne ikke var konsistent bogført eller afstemt med de oprindelige indsætninger. For honoraret fra person9 fastholdt Skattestyrelsen, at retserhvervelsen skete i 2019, da beløbet var til disposition, og at honorarkravet var afregningsmodent.

Klageren nedlagde subsidiært påstand om fradrag for de beløb, han havde tilbagebetalt, hvis indsætningerne blev anset for skattepligtig omsætning.