Afgørelse om genoptagelse af sag om dispensation fra tilslutningspligt - Kalundborg

Energiklagenævnet bemærkede, at tinglysning af tilslutningspligt er afgørende for, at pligten kan håndhæves over for efterfølgende ejere, selvom tinglysningen ikke er en gyldighedsbetingelse for selve beslutningen.

Nævnet henviste til to tidligere afgørelser vedrørende en ejendom i Lyngparken 65, hvor Kalundborg Kommune ligeledes havde fastholdt tilslutningspligt uden tinglysning. I disse sager ophævede nævnet kommunens krav om tilslutning på grund af manglende tinglysning og utilstrækkelig dokumentation for korrekt underretning af den daværende ejer. Klagerens opfattelse af, at der var givet dispensation i den tidligere sag, var således ukorrekt; derimod var tilslutningspligten blevet ophævet på grund af formelle mangler.

Energiklagenævnets vurdering

Energiklagenævnet understregede, at Kalundborg Kommune i denne sag optrådte i tre roller: som sælger af grunden (privatretlig aftale), som fjernvarmeudbyder (faktisk forvaltningsvirksomhed) og som myndighed efter varmeforsyningsloven. Nævnets prøvelse angik udelukkende kommunens myndighedsudøvelse.

Nævnet lagde vægt på, at tilslutningspligten for ny bebyggelse ikke var meddelt klageren senest ved udstedelse af byggetilladelsen, som foreskrevet i Bekendtgørelse om tilslutning til kollektive varmeforsyningsanlæg § 8. Desuden var beslutningen ikke meddelt samtidig med godkendelsen af projektet, jf. Bekendtgørelse om tilslutning til kollektive varmeforsyningsanlæg § 20, stk. 1, og den var heller ikke tinglyst på ejendommen, jf. Bekendtgørelse om tilslutning til kollektive varmeforsyningsanlæg § 20, stk. 4.

Nævnet fastslog, at et skøde er en privatretlig aftale og ikke kan erstatte kommunens forpligtelse til at meddele en myndighedsafgørelse i henhold til tilslutningsbekendtgørelsen. Det blev fremhævet, at en forvaltningsafgørelse først får virkning, når den er meddelt adressaten i den foreskrevne form. Kommunen havde mulighed for at undgå sagsbehandlingsfejlene, da den var bekendt med nævnets tidligere afgørelse i en lignende sag, men havde alligevel behandlet nærværende sag på samme måde.

Energiklagenævnet ophævede Kalundborg Kommunes afgørelse af 7. februar 2002.

Begrundelse for afgørelsen

Nævnet fandt, at den af kommunen fastholdte tilslutningspligt ikke kunne gøres gældende over for klageren. Dette skyldtes, at tilslutningspligten ikke var meddelt klageren i overensstemmelse med Bekendtgørelse om tilslutning til kollektive varmeforsyningsanlæg § 20, stk. 1, og heller ikke var tinglyst på ejendommen, jf. Bekendtgørelse om tilslutning til kollektive varmeforsyningsanlæg § 20, stk. 4.

Retsvirkning

Som en retsvirkning af afgørelsen kan forsyningsselskabet ikke pålægge ejendommens ejer at betale tilslutningsafgift og andre afgifter, som følger af Bekendtgørelse om tilslutning til kollektive varmeforsyningsanlæg § 7, siden ejendommens opførelse.

Afgørelsen blev truffet i henhold til Varmeforsyningsloven § 26 og kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Sagens baggrund og forløb

Klageren erhvervede grunden fra Kalundborg Kommune i 2000. Skødet indeholdt en bestemmelse om, at køber skulle betale tilslutningsafgift for fjernvarme. Ved byggesagen i 2000 oplyste klageren, at ejendommen ville blive opvarmet med fjernvarme suppleret med solvarme, hvilket lå til grund for byggetilladelsen. Tilslutningspligten blev besluttet af Kalundborg Byråd den 4. september 1984 som en del af et projekt for kraftvarmeforsyning. Projektet fastslog, at ny bebyggelse skulle tilsluttes fjernvarmenettet. Kommunen oplyste, at den i 1984 selv ejede ejendommen, og derfor ikke formelt meddelte tilslutningspligten for denne ejendom, men kun til øvrige ejere. Kommunen havde i 2004 gennemført tinglysning af tilslutningspligten, da den manglende tinglysning i 1984 var en fejl.

Energiklagenævnets første afgørelse

EKN ophævede den 2. december 2003 kommunens afgørelse. Nævnet fandt, at tilslutningspligten ikke kunne gøres gældende, da den ikke var meddelt klagerne i henhold til Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 17, stk. 1 (1982-bekendtgørelsen) og heller ikke tinglyst på ejendommen i henhold til Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 17, stk. 4 (1982-bekendtgørelsen). Nævnet understregede, at et skøde er en privatretlig aftale og ikke kan opfylde kommunens forpligtelser til meddelelse af en myndighedsafgørelse.

Kalundborg Kommunes stævning og anbringender

Kalundborg Kommune stævnede EKN med påstand om, at nævnets afgørelse af 2. december 2003 var ugyldig. Kommunen anførte, at tinglysning af en tilslutningspligt i medfør af Lov om varmeforsyning § 11 og Lov om varmeforsyning § 12 alene er en ordensforskrift og ikke en gyldighedsbetingelse. De henviste til Cirkulære nr. 112 af 22. juni 1982 om tilslutningspligt m.v., der angiver, at tinglysning er uden betydning for beslutningens gyldighed. Kommunen argumenterede, at klageren var vidende om tilslutningspligten ved erhvervelsen af ejendommen, dels via et kommunalt ejendomsoplysningsdokument af 20. oktober 1999, dels via skødet af 17. maj 2000.

Mundtlig forhandling og kommunens bemærkninger

Under den mundtlige forhandling den 9. februar 2005 oplyste kommunen, at manglende tinglysning i 1984 var en forvaltningsmæssig fejl, som blev rettet i 2004. Kommunen fastholdt, at tinglysning ikke er en gyldighedsbetingelse, og at klageren ikke var i god tro om den manglende tilslutningspligt. Kommunen henviste til Tinglysningsloven § 5 vedrørende god tro. Kommunen oplyste desuden, at den i perioden 1989 til 2005 havde realitetsbehandlet 33 dispensationsansøgninger.

Sammenligning med lignende sag

Klageren sammenlignede sin sag med en anden ejendom i Kalundborg, hvor kommunen havde givet dispensation til et lavenergihus. Kommunen forklarede, at dispensationen i den sag var begrundet i, at området var fuldt udbygget, og at forsyning ville være urentabel for selskabet. Klageren anførte, at hans ejendom også ville være urentabel at forsyne, og at energibehovet var mindre.

Energiklagenævnets praksis

EKN henviste til tidligere afgørelser, herunder en sag fra 2001 (97-2311-0042) mod Kalundborg Kommune, hvor nævnet fandt, at en utinglyst tilslutningspligt ikke kunne gøres gældende over for en godtroende erhverver. Nævnet havde i den sag opfordret kommunen til at tinglyse beslutningen efter Bekendtgørelse om tilslutning mv. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 20, stk. 4 (2000-bekendtgørelsen). EKN præciserede også, at tilslutningspligt ifølge Bekendtgørelse om tilslutning mv. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 7, stk. 1 ikke indebærer pligt til at aftage varme eller indrette varmeanlægget på en bestemt måde, men alene pligt til at betale tilslutningsafgift og faste afgifter. Nævnet bemærkede desuden, at kommunens afgørelse af 20. april 2001 ikke indeholdt en nærmere begrundelse for afslaget, ligesom det ikke angives, med hvilken hjemmel afgørelsen er truffet, hvilket nævnet anså for kritisabelt i forhold til Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24.