Genoptagelse af sag om dispensation fra tilslutningspligt til fjernvarme i Kalundborg Kommune

Sagen omhandler en klage over Kalundborg Kommunes afslag på dispensation fra tilslutningspligt til fjernvarme for en ejendom, der opføres som et lavenergihus. Energiklagenævnet (EKN) havde oprindeligt den 2. december 2003 ophævet kommunens afgørelse, da tilslutningspligten ikke var meddelt klageren eller tinglyst på ejendommen. Kommunen stævnede herefter EKN, hvilket førte til en genoptagelse af sagen den 27. oktober 2004 for at overveje nye argumenter og sammenhænge. Efter en fornyet skriftveksling blev der afholdt en mundtlig forhandling den 9. februar 2005. Sagen er en genoptagelse af nævnets sag 21-30. Kommunen havde også stævnet EKN vedrørende en anden afgørelse af 2. december 2003 for en anden ejendom, som ligeledes blev genoptaget.

Kommunens oprindelige afgørelse og klagen

Kalundborg Kommune meddelte den 7. februar 2002, at ejendommen var omfattet af tilslutningspligt til fjernvarme, da den lå inden for forsyningsområdet i et boligområde, der endnu ikke var færdigudbygget. Klageren ansøgte den 12. november 2001 om fritagelse fra tilslutningspligten med henvisning til, at huset var et lavenergihus, og at en luft/vand varmepumpe skulle installeres. Klageren anførte desuden, at der ikke var tinglyst tilslutningspligt på grunden, og at en lignende sag i Kalundborg Kommune (Lyngparken 65) havde resulteret i dispensation. Kommunens notat af 28. januar 2002 konkluderede, at klagerens ejendom kunne betragtes som et lavenergihus.

Sagens baggrund og forløb

Klageren erhvervede grunden fra Kalundborg Kommune i 2000. Skødet indeholdt en bestemmelse om, at køber skulle betale tilslutningsafgift for fjernvarme. Ved byggesagen i 2000 oplyste klageren, at ejendommen ville blive opvarmet med fjernvarme suppleret med solvarme, hvilket lå til grund for byggetilladelsen. Tilslutningspligten blev besluttet af Kalundborg Byråd den 4. september 1984 som en del af et projekt for kraftvarmeforsyning. Projektet fastslog, at ny bebyggelse skulle tilsluttes fjernvarmenettet. Kommunen oplyste, at den i 1984 selv ejede ejendommen, og derfor ikke formelt meddelte tilslutningspligten for denne ejendom, men kun til øvrige ejere. Kommunen havde i 2004 gennemført tinglysning af tilslutningspligten, da den manglende tinglysning i 1984 var en fejl.

Energiklagenævnets første afgørelse

EKN ophævede den 2. december 2003 kommunens afgørelse. Nævnet fandt, at tilslutningspligten ikke kunne gøres gældende, da den ikke var meddelt klagerne i henhold til Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 17, stk. 1 (1982-bekendtgørelsen) og heller ikke tinglyst på ejendommen i henhold til Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 17, stk. 4 (1982-bekendtgørelsen). Nævnet understregede, at et skøde er en privatretlig aftale og ikke kan opfylde kommunens forpligtelser til meddelelse af en myndighedsafgørelse.

Kalundborg Kommunes stævning og anbringender

Kalundborg Kommune stævnede EKN med påstand om, at nævnets afgørelse af 2. december 2003 var ugyldig. Kommunen anførte, at tinglysning af en tilslutningspligt i medfør af Lov om varmeforsyning § 11 og Lov om varmeforsyning § 12 alene er en ordensforskrift og ikke en gyldighedsbetingelse. De henviste til Cirkulære nr. 112 af 22. juni 1982 om tilslutningspligt m.v., der angiver, at tinglysning er uden betydning for beslutningens gyldighed. Kommunen argumenterede, at klageren var vidende om tilslutningspligten ved erhvervelsen af ejendommen, dels via et kommunalt ejendomsoplysningsdokument af 20. oktober 1999, dels via skødet af 17. maj 2000.

Mundtlig forhandling og kommunens bemærkninger

Under den mundtlige forhandling den 9. februar 2005 oplyste kommunen, at manglende tinglysning i 1984 var en forvaltningsmæssig fejl, som blev rettet i 2004. Kommunen fastholdt, at tinglysning ikke er en gyldighedsbetingelse, og at klageren ikke var i god tro om den manglende tilslutningspligt. Kommunen henviste til Tinglysningsloven § 5 vedrørende god tro. Kommunen oplyste desuden, at den i perioden 1989 til 2005 havde realitetsbehandlet 33 dispensationsansøgninger.

Sammenligning med lignende sag

Klageren sammenlignede sin sag med en anden ejendom i Kalundborg, hvor kommunen havde givet dispensation til et lavenergihus. Kommunen forklarede, at dispensationen i den sag var begrundet i, at området var fuldt udbygget, og at forsyning ville være urentabel for selskabet. Klageren anførte, at hans ejendom også ville være urentabel at forsyne, og at energibehovet var mindre.

Energiklagenævnets praksis

EKN henviste til tidligere afgørelser, herunder en sag fra 2001 (97-2311-0042) mod Kalundborg Kommune, hvor nævnet fandt, at en utinglyst tilslutningspligt ikke kunne gøres gældende over for en godtroende erhverver. Nævnet havde i den sag opfordret kommunen til at tinglyse beslutningen efter Bekendtgørelse om tilslutning mv. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 20, stk. 4 (2000-bekendtgørelsen). EKN præciserede også, at tilslutningspligt ifølge Bekendtgørelse om tilslutning mv. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 7, stk. 1 ikke indebærer pligt til at aftage varme eller indrette varmeanlægget på en bestemt måde, men alene pligt til at betale tilslutningsafgift og faste afgifter. Nævnet bemærkede desuden, at kommunens afgørelse af 20. april 2001 ikke indeholdt en nærmere begrundelse for afslaget, ligesom det ikke angives, med hvilken hjemmel afgørelsen er truffet, hvilket nævnet anså for kritisabelt i forhold til Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24.

Energiklagenævnet stadfæstede Kalundborg Kommunes afgørelse af 7. februar 2002 og ophævede sin egen tidligere afgørelse af 2. december 2003.

Gyldighed af tilslutningspligt

Nævnet gav kommunen medhold i, at manglende tinglysning i sig selv ikke medfører, at tilslutningspligten ikke kan gøres gældende over for en efterfølgende erhverver. Da kommunen selv ejede ejendommen i 1984, da tilslutningspligten blev besluttet, blev meddelelseskravet i Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 17, stk. 1 (1982-bekendtgørelsen) anset for automatisk opfyldt. Tilslutningspligten påhviler ejendommen, ikke ejeren, jf. Lov om varmeforsyning § 11, stk. 1 og Lov om varmeforsyning § 13, stk. 1 samt Bekendtgørelse om tilslutning mv. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 20, stk. 4 (2000-bekendtgørelsen). Klageren var desuden vidende om tilslutningspligten ved erhvervelsen, hvilket fremgik af ejendomsoplysningsskemaet og skødet.

Dispensationsansøgning for lavenergihus

Nævnet konstaterede, at klagerens hus er et lavenergihus. Dog er kommunen ikke forpligtet til at give dispensation til lavenergihuse, der er opført efter meddelelse af tilslutningspligt, jf. Bekendtgørelse om tilslutning mv. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 17, stk. 1 (2000-bekendtgørelsen). Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige afslag på dispensation, selvom der var givet dispensation i en lignende sag. Det blev fremhævet, at tilslutningspligten alene indebærer pligt til at betale tilslutningsafgift og faste afgifter, jf. Bekendtgørelse om tilslutning mv. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 6, stk. 2 og Bekendtgørelse om tilslutning mv. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 7, stk. 1, og ikke pligt til at aftage varme.

Konklusion

Afgørelsen blev truffet i henhold til Lov om varmeforsyning § 26, stk. 1 og kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.