Stadfæstelse af kommunes tilladelse til at erstatte naturgas med biobrændsel på trods af forsyningsområde

Sagen omhandler Nørre-Rangstrup Kommunes beslutning om at nedlægge en naturgasfyret blokvarmecentral ved Arrild Svømmehal og erstatte den med et træpillefyret anlæg. DONG Distribution A/S (DONG) påklagede afgørelsen til Energiklagenævnet.

Baggrund for kommunens beslutning

Arrild Svømmehal ønskede at udskifte den eksisterende gasfyrede blokvarmecentral på 496 kW med en biobrændselskedel på 250 kW. Begrundelsen var, at den gamle gaskedel var nedslidt, og at varmebehovet var faldet markant efter energibesparende renoveringer. Det nye anlæg skulle suppleres af den eksisterende gaskedel, som skulle bibeholdes som reserve. Kommunen godkendte projektet i juni 2003 efter at have indhentet en udtalelse fra Energistyrelsen.

DONGs klage

DONG gjorde gældende, at anlægget var en blokvarmecentral med en samlet installeret effekt på over 250 kW, da reservekedlen skulle medregnes. Anlægget var placeret i et område, der i henhold til et projektforslag fra 1989 var udlagt til kollektiv varmeforsyning med naturgas. DONG henviste til en "forskrift fra 1990", som fastslog, at nye anlæg over 250 kW i sådanne områder skulle anvende naturgas eller fjernvarme. DONG mente derfor, at kommunens beslutning var i strid med gældende regler.

Sagens forløb

Det fremgik af sagen, at selvom Arrild Svømmehal var nævnt i et projektforslag fra 1988, havde Nørre-Rangstrup Kommune aldrig meddelt et formelt påbud til svømmehallen om at anvende naturgas. Energiklagenævnet afviste i første omgang klagen på grund af overskredet klagefrist, men genoptog sagen efter nye oplysninger.

Energiklagenævnet stadfæstede Nørre-Rangstrup Kommunes afgørelse om at tillade etablering af et træpillefyret varmeanlæg ved Arrild Svømmehal, med den eksisterende gaskedel som reserve.

Forudsætningsskrivelsens manglende retskraft

Nævnets afgørelse var primært baseret på den retlige status af den "forudsætningsskrivelse" fra 1990, som DONGs klage byggede på. Nævnet konstaterede, at denne skrivelse, der fastsatte regler for brændselsvalg, aldrig var blevet offentliggjort i Lovtidende eller Ministerialtidende. I henhold til Lovtidendeloven § 2 er kundgørelse en forudsætning for, at en forskrift kan håndhæves over for borgere og myndigheder. Da skrivelsen ikke var behørigt kundgjort, kunne den ikke i sig selv begrunde en tilsidesættelse af kommunens beslutning.

Kommunal skønsfrihed og lovens formål

Energiklagenævnet fremhævede, at kommunalbestyrelsen har en betydelig skønsfrihed i varmeplanlægningen. Valget af en biomassefyret varmecentral blev anset for at være i overensstemmelse med formålet i Varmeforsyningsloven § 1, stk. 1, som sigter mod en samfundsøkonomisk, forsyningssikker og miljøvenlig energianvendelse. Nævnet bemærkede, at Varmeforsyningsloven § 9, stk. 1 ikke giver naturgas en fortrinsret frem for andre "miljøvenlige brændsler".

Da der ikke var udstedt et konkret påbud til svømmehallen om at anvende naturgas, og da forudsætningsskrivelsen ikke var juridisk bindende, fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse.